Vandrer mod Lyset!

Dette er en kopi af

Vandrer mod Lyset!

til brug for gennemsyn

Bogen kan købes ved at kontakte Vandrer mod Lysets Forlag - tlf. 3315 7815
www.vandrer-mod-lyset.dk

Bemærk venligst!

Følgende kopi af bogen Vandrer mod Lyset er alene lagt ud på nettet for at gøre opmærksom på denne guldgruppe af viden den er et udtryk for.

For at få det fulde udbytte af dette skrift, vil jeg anbefale at man læser bogen, som kan købes billigt og udgives fra sit eget forlag i København. Se ovenstående link.

Vandrer mod Lyset er et gammelt skrift som kan være uvant læsning. Enkelte anvendte ord bruges ikke mere i det danske sprog, ligesom flere ord og sætninger bærer præg af ældre dansk grammatik.

Der er foretaget følgende ændringer i forhold til originalen: Ordene ”eder” og ”eders” er ændret til ”jer” og ”jeres”, og aa er ændret til å.

Før du, kære læser, begiver dig i kast med dette skrift, vil jeg bede dig om ikke at danne dig en fastlagt mening om det, før du har gennemlæst det og tænkt det grundigt igennem. Hvis du ikke føler dig parat til dette, er det bedre at lade skriftet ligge.

Marts 2004

Kim Garlin

Introduktion

Vandrer Mod Lyset er et budskab til os fra den åndelige verden.

Vælger man at læse bogen, skal man huske at bogen er skrevet i en anden tid, nemlig i 1920. Den er et udtryk for den viden som lysets ånder mente vi mennesker havde brug for da bogen kom frem i sin tid. Denne viden var ekstrem vigtig og værdifuld dengang, og den er ikke blevet mindre værdifuld med årene, og meget af den viden der afsløres her er formentlig ikke beskrevet andre steder. Blev bogen skrevet i dag, ville den dog nok have fået en anden form. Men man skal ikke lade sig ”forskrække” af formen, selv om den er anderledes eller fremmedartet sammenlignet med moderne litteratur.

Sproget i Ardors Beretning er uvant, lidt højtideligt og ”gammeldags”. Nogle ord er også stavet på en anden måde end vi er vant til. Der er flittig brug af komma og semikolon; alle navneord er med stort og man bruger aa i stedet for å. Jeg vil anmode læseren om ikke at lade sig distrahere af dette. Bogens indhold er overordentlig værdifuldt, bl.a. fordi den sætter de mest grundlæggende åndelige begreber på plads for os, så vi kan føle os mere sikre i vor fortsatte åndelige søgen efter lys og sandhed. Den giver os et åndeligt, uforanderligt fundament at bygge vor egen personlige udvikling i lyset på, og den gør det meget nemmere for os selv at finde vej gennem Jordens åndelige mørke. Vi, der er åndeligt søgende skal nemlig gøre os det klart, at når vi bevidst søger mod lyset, vil mørket altid forsøge at lede os på vildspor. Denne problematik bliver også nøje forklaret i bogen. Det er til gengæld en stor fordel for os at vi med denne bog i hånden selv kan skelne mellem lysets sandheder og mørket.

Når man læser Vandrer mod Lyset, kan man føle at bogen er svær at komme igennem, fordi den også beskriver den elendighed verden har været igennem gennem mange årtusinder. Men er man kommet igennem de første sider, bliver det nemmere.

Bogen er skræddersyet til et ganske specielt formål: Den skulle først og fremmest overbevise datidens præster og intellektuelle om, at her stod de overfor en enestående henvendelse fra Gud, en indirekte anmodning fra Vorherre om at hjælpe sig med at bringe orden i verdens kaos og elendighed, ved at bringe denne bogs budskab videre til folket. Hele bogens form og indhold er et udtryk for, hvad der ud fra datidens kultur, tidsånd og verdensopfattelse kunne være brug for at forbedre og videreføre i en højere og bedre form, set fra den åndelige verdens synsvinkel, som tingene altså så ud dengang. Formen har altså sin grund i en svunden tid. Men bogens enorme indhold af viden og visdom er der ikke mindre brug for i dag.

Forud for bogens tilblivelse i sin tid var foregået et meget langvarig og stort forarbejde med at muliggøre, at et sådant samarbejde mellem høje, åndelige intelligenser og mennesker kunne komme i stand. Omstændighederne omkring dette forarbejde er beskrevet i sidste del af Ardors Beretning og er også gengivet her.

Ved vandrer mod Lysets udgivelse i 1920 blev bogen, ud fra ønske fra oversanselig side, sendt til flere navngivne mennesker, som før deres inkarnation havde lovet at gøre sig til talsmænd for bogen, hvis det skulle lykkes at få den offentliggjort i denne verden. F.eks. blev bogen sendt til alle datidens biskopper.

Det var de åndelige lederes ønske at kirken præster, gennem taler, foredrag og lign på baggrund af Vandrer mod Lyset, skulle bære lyset ud til folket. Man ønskede dengang fra lysets verdens side en reformation af kirkens teologiske lære. i første omgang i folkekirken. Det var så planen at denne reformation senere skulle bredes til landene omkring os.

Desværre blev disse gode planer ikke til noget, fordi kirken ikke ønskede at foretage sig noget. Præsterne frygtede at miste anseelse hvis de afslørede hvor de havde deres nye viden fra. De foretrak derfor Biblen i stedet og ellers at lade som om intet var hændt. Lysets sandheder nåede altså aldrig ud hvor der var brug for dem: til de almindelige mennesker, bl.a. fordi kirken svigtede, da der var brug for den.

Dette har selvfølgelig været en kolossal skuffelse for de åndelige ledere som stod bag hele dette kæmpearbejde, som nu, i hvert fald i første omgang, så ud til at have været nyttesløst.

Men arbejdet blev dog ikke opgivet. Medens verdenskrigen rasede, blev der lagt planer. Hvis ikke kirken ville bære sandhedens lys ud til folket, så måtte lyset frem ad andre veje.

I 1940 blev der optegnet en helt ny vej, et åndeligt blueprint for en ny verdensorden, hvor vi i stedet for at blive vejledt af budbringere der blev sendt til Jorden, nu skal vejledes direkte af Den Hellige Ånd. For at dette kan blive muligt, skal vor bevidsthed først løftes op på et højere niveau. Denne proces er allerede i gang, og sker bl.a. gennem åndelig oplysning som den, man blandt mange andre steder kan finde ved at læse denne bog.

Vandrer Mod Lyset med supplementer er det sidste forsøg på at vejlede os efter den gamle ordning, som altså blev opgivet i 1939-40. Efter den gamle ordning skulle lyset bryde igennem på Jorden bl.a. gennem en reformation af den kristne kirke. Dette var ideen bag bogen Vandrer Mod Lyset. Desuden ville man med bogen fjerne skellet mellem det religiøse/åndelige, det verdslige og det videnskabelige. Men kirken og naturvidenskaben ønskede ikke at deltage. Derfor valgte Gud en ny vej ca. 20 år efter bogens udgivelse, omtrent samtidig med at 2. verdenskrig brød ud.

Det er stadig et mål at fjerne skellene mellem det religiøse, det åndelige, det verdslige og det videnskabelige, som i dag er endnu mere markant end for 100 år siden. Særligt er de religiøse strømninger blevet stærkt polariseret med årene. Den religiøse fanatisme har aldrig været større end den er nu, ligesom dens naturlige konsekvens, den religiøse berøringsangst, er steget tilsvarende. Men det har aldrig været Guds og de åndelige lederes mål at vi skulle være religiøse. Snarere tværtimod. Målet har altid alene været at gøre os bekendt med de åndelige love og hjælpe os til at leve efter dem, så vi kan hæve os op af Jordens nuværende kaos.

Umiddelbart efter 2. verdenskrig blev de første mennesker født til verden for at udbrede rygtet om ”den ny tid” og ”vandbærerens tidsalder”, som altså er tanker og ideer som er kommet ind i verden med et bestemt formål for øje. En plan som vi nu kan samarbejde om at opføre og virkeliggøre.

Du kan med fordel købe bogen her

December 2008 - Kim Garlin

Mediets indledende bemærkninger

For at undgå al Misforståelse og for at imødegå mulige Beskyldninger om selv at være Ophavsmand til det her foreliggende Skrift, vil jeg, der har været Mellemled mellem vor Verden og den oversanselige, herved erklære:

1. at det Budskab, der ved min Mediumitet er givet til Menneskeheden, hverken skyldes min Over- eller min Underbevidsthed;

2. at jeg fuldt ud er vidende om, at jeg kun har været det nødvendige Redskab for de Intelligenser, der har manifesteret sig;

3. at jeg ikke egenmægtig har slettet noget eller lagt noget som helst til de Meddelelser, der er givet mig, men i eet og alt har søgt at gengive dem så klart, som det var mig muligt.

I min Mands Fortale på en af de næstfølgende Sider står: "De, der læser det her meddelte, må ikke dømme eller fordømme, før alle Bogens Tanker er nøje gennemtænkte. Da bør de bringe den for deres Samvittigheds Domstol." Til Trods for denne tydelige Advarsel har mange Mennesker med lidet eller intet Kendskab til det her foreliggende Værk, når Talen drejede sig om det, trukket på Skuldren og sagt: "Det er jo ikke andet end Spiritisme!" Denne fordømmende Udtalelse vil jeg hermed bestemt vise tilbage. Lige fra Begyndelsen af vort Arbejde har min Mand og jeg været psykiske Forskere, hvilket er langt, langt mere end det at være Spiritister. Vi har aldrig nogen Sinde kaldt på de dødes Ånder for at sætte os i Forbindelse med dem, således som Spiritister gør det, hvilken Handling er imod Guds Love! Derimod blev der fra oversanselig Side - fra Menneskehedens åndelige Ledere - kaldt på mig (se: Nogle psykiske Oplevelser, side 10 og 13) med en Anmodning om, at jeg vilde sætte mig i Forbindelse med dem for - på forskellig Måde - at være dem behjælpelig i deres Arbejde for Menneskeheden.

I en længere Årrække arbejdede vi under disse høje åndelige Intelligensers Vejledning og Indflydelse, idet vi bl.a. fulgte Veje, som de såkaldte Spiritister ikke følger og ikke kan følge. Resultatet af vor psykiske Forskning foreligger i Hovedværket "Vandrer mod Lyset", samt i de to Supplementer: "Spørgsmål og Svar I og II", "Forsoningslæren og Genvejen", og "Hilsen til Danmark".

Hvis Mennesker i Fremtiden, trods min Mands og mine alvorlige Advarsler, vedblivende vil sige om "Vandrer mod Lyset" og de til dette Værk knyttede Bøger, at det er Spiritisme, opnår de kun overfor deres mere klartseende og forstående Medmennesker at vise, hvilken åndelig Kategori de selv tilhører.

Maj 1939.
Johanne Agerskov,
f. Malling-Hansen.

Forord

DET Værk, som herved overgives til Menneskeheden, er fremkommet ad intuitiv og inspiratorisk Vej gennem et kvindeligt Medium, min Hustru, Johanne Elisabeth, f. Malling-Hansen.

Værket falder i følgende Hovedafdelinger: En historisk Fremstilling, Ardors Beretning, der går fra de ældste Tider til vore Dage; 2 Taler af etisk-religiøst Indhold, Kristi Tale og Guds Tjeners Tale, med nogle tilknyttede Lignelser; samt en Kommentar til Ardors Beretning, der bliver fulgt Kapitel efter Kapitel (dog med Undtagelse af Kapitlerne 18, 20 og 21); hertil er føjet en oversigt af etisk, religiøst og filosofisk Indhold. Hvor ikke andet er bemærket, skyldes Noterne under Teksten Forfatteren af Kommentaren og Oversigten, Mediets åndelige Leder.

De forekommende bibelske Navne er af Værkets Forfattere meddelt i den Form, hvorunder de er kendt af den danske Almenhed.

Angående de nærmere Omstændigheder ved Arbejdets Fremkomst og Udarbejdelse henvises til den udførlige Efterskrift, der ligeledes skyldes Forfatteren af Kommentaren.

Værkets Hovedformål er at klarlægge for Menneskene deres Oprindelse, Guds Forhold til dem og Kampen mellem det gode og det onde, Lyset og Mørket, samt at meddele Kristi sande Lære, befriet for Århundreders Tildigtninger og Forvanskninger; på dette Punkt fortsætter og afslutter det således de kirkelige Reformatorers Gerning.

Angående det øvrige Indhold må henvises til Bogen.

Efter Ønske fra oversanselig Side skal en Advarsel fremsættes til alle, der får Bogen i Hænde:

De, der læser det her meddelte, må ikke dømme eller fordømme, før alle Bogens Tanker er nøje gennemtænkte. Da bør de bringe den for deres Samvittigheds Domstol. Når Samvittigheden har svaret, da kan de tale og skrive, hvad den tilsiger dem. Men alle bør erindre, at, taler de imod deres Samvittighed, da synder de imod det guddommelige i Selvet, da begaar de den Synd, som Bibelen har kaldt "Synden mod den Hellig-Aand", og hvorom Kristus udtaler sig saaledes (se Ardors Beretning side 50): "Hvad I have syndet mod det hellige i eder, det skal ikke tilgives eder, før I have lidt for det og angret det onde, I have gjort. Ja, jeg siger eder: vogter eder for Dommens Dag; thi da skulle eders Ord vidne imod eder, og eders Ord skulle dømme eder."

Sluttelig skal der udtrykkelig gøres opmærksom på, at min Opgave som Udgiver af Værket kun har været den: at fremføre Værket så nøjagtigt som det er modtaget gennem Mediet. (Se foranstående Erklæring).

Nytårsaften 1919.
Udgiveren (Michael Agerskov)

Da Forfatterne af "Vandrer mod Lyset" og de dertil knyttede Bøger tilhører en åndelig Verden, der er uendelig meget højere end vor, måtte de have et Menneske til at repræsentere sig her på Jorden. De henvendte sig derfor til min Mand med en Opfordring om, at han vilde påtage sig denne Opgave, hvilket han beredvilligt lovede. Skønt min Mand er gået hjem for flere År siden, vil han, i denne tredje Udgave samt i alle følgende Udgaver, stå som Udgiveren, selv om jeg eller andre besørger Udgivelsen.

Maj 1939.
Johanne Agerskov,
f. Malling-Hansen.

Indhold

· Ardors Beretning

· Kristi Tale

· Guds Tjeners Tale

· Lignelser

· Kommentar til Ardors Beretning

· Kommentar II (Oversigt)

· Efterskrift

ARDORS BERETNING

TILGIV JERES FJENDER!

JEG HILSER JER I VOR GUDS OG FADERS NAVN!

———

JEG, Ardor, er af den Almægtige sendt til jer for at besvare jeres Spørgsmål, og jeg har lovet at forme mine Tanker således, at de Ord, hvormed Tankerne gengives, kunne fattes af Mennesker.
Dog beder jeg jer ihukomme, at Ordet er Midlet, hvorved den guddommelige Tanke bliver åbenbaret for Mennesker; thi mange mene, at Ordet er i og af Gud; men dette er urigtigt. Ordet, i de Former, der kendes af jer, er af jordisk Oprindelse. Men jo enklere Ordet er, jo klarere vil det gengive Tanken, der kommer fra Gud og er i Gud, Tanken, der er altings Ophav.

1.
Var Gud fra Evighed af, og er Gud en Personlighed?

     Fra Evighed af var Mørket overalt.
     I Mørket var Lyset; i Lyset vare T a n k e n o g V i l j e n.
     Men Tanken og Viljen v a r e i k k e i M ø r k e t.
     I Lyset var alt det godes Mulighed, men i Mørket var alt det ondes Mulighed.

     Ukendte Evigheder svandt.
     Langsomt droges Tanken og Viljen mod hinanden.
     Langsomt bredte Lyset sig, det blev klarere og renere.
     D e t b l e v D æ m r i n g.

     Ukendte Evigheder svandt.
     Tanken og Viljen droges end nærmere mod hinanden.
     Lyset bredte sig mere og mere, det strålede klart og skønt.
     D e t b l e v M o r g e n.

Atter svandt ukendte Evigheder.
Tanken og Viljen nærmede sig hinanden end mere.

Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt.
D e t b l e v D a g.

     Atter svandt ukendte Evigheder. - -
     Tanken og Viljen forenedes.
     Da fremsteg af Lyset ved Tankeviljens Kraft en flammende Skikkelse, et åndeligt Væsen - G u d.
     Men i samme Stund lod Gud tolv strålende Skikkelser, åndelige Væsener, fremtræde af Lyset. Og disse bleve Guds Hjælpere, Guds Tjenere.
     D a b e g y n d t e T i d e n.
     Men intet Menneske kan, og intet Menneske vil kunne udmåle de Evigheder, der ere svundne fra Tidens Begyndelse til jeres Dage.

     Da Gud fremsteg af Lyset, var Mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Ved Tankeviljens Kraft drog Han Mørket ind under Lyshavets dækkende Bølger. -
     For at udskille og lutre det onde og slette lader Gud Mørket i evigt bølgende Kredsløb gennemstrømme sit flammende Væsen. Mørket svinder og svinder; men når den Dag vil indtræde, da alt ondt og urent er opsuget af Lyset og lutret af Guds Flammevæsen, ved kun Han, der er alvidende. -
     Da Gud fremsteg af Lyset, var Han fuldkommen - alvidende, alkærlig, almægtig. Og Han gav sine Hjælpere megen Viden, megen Kærlighed, megen Magt.
     Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han et udstrakt Rige, fuldkomment i sin Herlighed.
     Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han Boliger til sig og sine Hjælpere.
     Da blev Gud S k a b e r e n.
     Men intet kan jeg sige jer om dette Rige og disse Boliger, i n t e t, der kan fattes af Mennesker; thi Jordens skønneste Egn er tåget og kold sammenlignet med Guds Herlighedsrige.

2.
Hvorledes er Englene kommet ind i Guds Rige, og i hvilket Forhold står de til Gud?

     I Gud hvilede Muligheder til uendelige Livsformer; thi Gud bar al Skabningen i sig.
     Ved Tanken og af sit eget flammende Væsen dannede og skabte Han Tusinder og atter Tusinder af herlige, skønne Skikkelser - åndelige Væsener - E n g l e n e.
     Og Han gav dem Visdom, Kærlighed og Magt, og Han gav dem alle Boliger i sit udstrakte Rige.

D a b l e v G u d F a d e r e n.

     Da Gud og Hans tolv Hjælpere fremgik og fremstege af Lyset, vare de Toheder; thi de bare alt mandligt og alt kvindeligt i deres Væsen.
     Men de Skikkelser, Gud skabte af sit eget, skabte Han til at være Enheder, til at være Mand og Kvinde, bestemte til at udfylde og fuldstændiggøre hinanden i Visdom og i Kærlighed, bestemte til i al Evighed at være adskilte - at være to - og dog een.
     Disse Børn af sit eget gav Gud sin dybe, sin uendelige Kærlighed; thi de vare a f Ham, m e d Ham og i Ham. Og H a n var i Sandhed i dem alle.
     Og de levede et Liv i Herlighed og Glæde i Guds Rige.
     Og Gud gav dem Evnen og Viljen til at granske og at lære. Og Hans Hjælpere vejledede dem i Lysets Love og Hemmeligheder; lærte dem ved Tanken og af Lyset at danne og at forme.
     Men Guds Hjælpere formåede ikke at løse Livets Gåde; den kendte kun Han alene, der var og er Tankens og Livets Herre.

3.
Hvorledes og i hvilket Øjemed skabte Gud Universets Kloder?

     Mange Tidsevigheder svandt.
     Faderen glædede sig over sine Børns Fremgang i Visdom og i Kærlighed.
     Se, da fremsteg hos Gud den Tanke at skabe nye Væsener.
     Og Han besluttede at skabe dem skønne og gode, med åbne Muligheder til, vejledede af Hans ældre Børn, at nå den samme Fylde af Visdom og Kærlighed.
     Og Han besluttede at danne Opholdssteder til sine endnu uskabte Børn, Opholdssteder, hvor de kunne leve et liv i Skønhed og Glæde, stræbende efter at nå til det fulde Lys og til Hans Herlighedsrige.
     D a u d k a s t e d e G u d P l a n e n o g g a v L o v e n e f o r U n i v e r s e t s V o r d e n o g V æ r e n.

Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Gud fire mægtige Sole, og i deres flammende Skød nedlagde Han mangeartede Livsformer.
Bårne i Rummet af Guds Tanke, fastholdende hinanden ved lige Tiltrækning, ved lige Frastødning, svinge de glødende Sole to og to - hinanden modsatte - i evigt Kredsløb om Guds Rige.

Men af disse Modersole ere alle Universets Kloder udslyngede og dannede.
Bårne og ordnede i Rummet af Guds Tanke, svinge de alle i bestemte Baner efter de forud givne Love.

4.
Er Mennesket skabt af Gud? Hvorfra og hvorfor er Synden og Døden kommen til Menneskeslægten?

     Mange Tidsevigheder svandt.
     Da så Gud, at tunge Tåger slørede enkelte af de dannede Kloder. Og Han så i sin Visdom, at disse om nogle Evigheder vare tjenlige til Opholdssteder for de Væsener, Han tænkte at skabe.
     Se, da udvalgte Han een Klode, jeres Verden - Jorden¹.

Ved Tanken og af Lyset dannede Gud en strålende skøn åndelig Verden uden om Klodens Tåger og Dampe, at Lyset fra hint Skønhedsrige kunne gennemtrænge og overstråle Jorden og forme den i Lighed med det af Ham dannede, åndelige Forbillede.
Langsomt bredte Lyset sig over Jorden for at modne den til Liv, for at befrugte den og af dens Skød fremdrage de hvilende Muligheder af mangeartede Livsformer.

     Nogle Evigheder svandt.
     Da så Gud, at Tågerne om Kloden vare mindre tætte og tunge. Og Han vidste i sin Visdom, at Jorden om nogen Tid var sin Fuldendelse nær.
     Da talede Gud til sine Børn.
     Og Han sagde: „Jeg, jeres Fader, vil delagtiggøre jer i min Skabelse, thi jeg vil skabe nye Væsener, skabe dem af mit eget og af Klodens stærke Udstrålinger. Jeg vil skabe dem skønne og gode, med åbne Muligheder til, vejledede af jer, at modtage alt ved Lyset. Og de skulle leve et Liv i Skønhed og i Glæde på en af de dannede Kloder, på den, jeg har udvalgt dertil. Når da Tidens Fylde er kommen, vil jeg blandt jer udvælge nogle, og disse vil jeg give Bolig i den Verden, jeg har lagt uden om Jorden; thi derfra skulle I lede mine yngste Børn, lede dem ad Lysets Veje, til de nå frem til mit Herlighedsrige. Men de udvalgte Ledere kunne, når de ønske det, vende tilbage til deres Boliger her i mit Rige, for at hvile; thi ingen Gerning bliver vel udført, når den ikke ledsages af Hvilen.“
     Og Gud bød sine Hjælpere at vise dem Jorden og den Verden, der omgav den, og hvorefter den dannedes. -
_________
     ¹) Ardor nævner her Kloden med det Navn, Menneskene senere har givet den.

Og de droge alle dertil.
Men Guds Hjælpere vejledede dem i meget af det tilkommende. Og de forstode, at Faderen ville give dem en vanskelig Opgave at løse.

     Nogen Tid svandt.
     Guds Børn talede med hinanden om, hvem Faderen ville udvælge. Og mange af de Ældste mente, at Valget måtte falde på dem.
     Disse droge ofte og for lange Tider til den nydannede Verden, der var lagt om Jorden, og de fandt stort Behag i at opholde sig dér; thi der var såre skønt.
     En Tid svandt.
     Da sagde nogle af de Ældste: „Hvi tøver vor Fader med at skabe? Se, Jorden er nu tjenlig til Opholdssted. Hvi tøver da vor Fader?“
     Men i samme Stund lod Gud sin Stemme lyde til dem for at advare dem.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, vender tilbage til jeres Boliger her i mit Rige; thi jeg har ikke udvalgt jer; kun de t å l m o d i g e ere brugbare.“
     Og de hørte alle Faderens Stemme. Men de vendte ikke tilbage; thi de mente endda, at Valget måtte falde på dem.
     Atter svandt en Tid.
     Da sagde en af de Ældste: „Endnu tøver vor Fader, og vi ere utålmodige. Lader os forsøge at løse Livsgåden og selv skabe de nye Væsener; thi da blive de Børn af os, og vor Magt over dem bliver større.“
     Og de bleve alle enige.

     Ved Tanken og af Lyset søgte de Ældste at danne og at skabe åndelige Væsener. Men de formåede ikke at løse Livets Gåde.
     Da bleve de end mere utålmodige. Og nogle sagde: „Vi vide, at der også findes Liv i Mørket. Lader os tage deraf.“
     Da lød atter Guds Stemme til dem.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, vender tilbage til jeres Boliger her i mit Rige; thi jeg har ikke udvalgt jer; kun de t å l m o d i g e ere brugbare. Men I, der vakle mellem Godt og Ondt, mellem Lys og Mørke, I ere ikke værdige til at lede andre. Mine Børn, jeg siger jer: ingen Sinde formå I at udgrunde Lysets Livsgåde, om I end søgte i al Evighed; thi I ere ikke fremstegne ved jeres e g e n V i l j e s K r a f t, I ere dannede og skabte af mig, jeres Fader, dannede og skabte af mit eget. Men I, der ere af mig, I have vel Magt til at skabe af Mørket, Magt til at løse dets Livsgåde; dog siger jeg jer: b e f a t t e r j e r i k k e d e r m e d ! t h i M ø r k e t s L i v e r i k k e b l i v e n d e ! t h i i M ø r k e t e r e M u l i g h e d e r t i l a l t

O n d t - t i l S y n d e n o g t i l D ø d e n! Men ville I endda tage af det onde og kalde jer dets Herrer, da ser vel til, at I ikke blive dets T j e n e r e!“
     Og de hørte alle Guds Stemme.
     Men de agtede ikke derpå; thi de vare såre utålmodige.
     Da trådte den Ældste af de Ældste frem.
     Og han sagde: „Vor Fader siger, at Mørkets Liv er ikke blivende; m e n v i v i d e d e t i k k e!
     Lader os søge at skabe deraf, og er Livet i k k e blivende, da vende vi tilbage til vore Boliger og forblive dér, til vor Fader kalder.“
     Atter lød Guds Stemme til dem.
     Og Gud sagde: „Min Søn! hvi vil du befatte dig med det onde? Se vel til, at du ikke bliver dets T j e n e r! thi jeg alene er Herren den Almægtige.
     Min Søn, du skal vide, at de Væsener, du ved din Tankes Kraft kan fremdrage af Mørket, ingen Sinde ville velsigne dig, men kun forbande dig og det, hvoraf de ere tagne. Thi du skal vide, at hvert Liv, hvor usselt og ringe det end er, stedse vil søge frem imod Lyset, det, der har sejret ved mig. Min Søn, vil du tage af det onde, da vil Mørket binde dig og alle, der følge dig, binde jer, t i l j e r e s B ø r n h a v e l æ r t a t y n k e j e r, i S t e d e t f o r a t f o r b a n d e j e r.
     Min Søn, mine Børn! jeg har talt til jer, at I kunne vælge det rette.“
     Og de hørte alle Guds Stemme. Men ingen agtede derpå; thi de vare alle enige.
     Da tav Gud, deres Fader. Thi Gud t v i n g e r ingen til at gøre det rette. Men Han så med Sorg på deres Færd.

     Megen Tid svandt.
     De Ældste søgte ved Tankeviljens Kraft at drage Mørket frem af det dækkende Lyshav.
     Langsomt veg Lyset tilbage og Mørket brød frem.
     I tunge Bølger vældede det hen over dem, gennemstrømmede dem, bandt dem til sig, forurenede og forvirrede deres Tanker.
     I tunge Bølger gennemstrømmede Mørket deres skønne Verden, nedbrød den og lagde den øde, medens tætte Tåger styrtede deres Boliger og bortslettede de rene, strålende Farver, medens onde Dunster bredte sig overalt.
     I tunge Bølger vældede Mørket ind over Jordkloden, befrugtede den og fremkaldte til Liv nogle af de hvilende, mangeartede Livsformer.
     Men de Ældste så med Rædsel det skønnes Ødelæggelse.
     Og de sagde: „Hvorledes er dette sket? thi dette ville vi ikke; thi dette var ikke i vore Tanker.

I S a n d h e d, M ø r k e t s M a g t e r f o r f æ r d e l i g!“

     Megen Tid svandt.
     Guds yngste Børn sørgede meget over det onde, der var sket.
     Og de enedes om at drage til det ødelagte Rige for at kalde deres Brødre og Søstre tilbage.
     Og de droge alle dertil.

     De Ældste hørte deres kaldende Stemmer, og de lyttede alle. Men Råbene løde svage og fjerne, og de Ældste vovede ikke at svare; thi de formåede ikke at se deres yngre Brødres og Søstres strålende Skikkelser; thi Mørkets Tåger og Dampe dækkede alt.
     Da sørgede de Yngste end mere.
     Og de vendte atter tilbage til Guds Herlighedsrige; men de formåede ikke at glemme det onde, de havde set.

     Og de gik til deres Fader.
     Og de sagde: „Fader, tilgiv vore Brødre og Søstre! Fader, byd dem at vende tilbage!“
     Men Gud svarede dem og sagde: „Jeg b y d e r ingen at gøre det rette; og ikke jeg, men deres onde Gerninger binde dem til Mørket. Men for jeres B ø n s Skyld vil jeg, den sidste Stund i hver svindende Tidsevighed, lade min Stemme lyde til dem, at de kunne mindes, hvad de have forladt, og angre, hvad de have gjort. Thi formå de at angre, da vil Lyset i deres Hjerter løse dem fra Mørkets bindende Magt og drage dem tilbage til deres rette Hjem; og jeg, deres Fader, vil tilgive dem; thi jeg elsker jer a l l e.“
     Da tav de Yngste; thi de så, at Faderens Sorg var uendelig.

     Megen Tid svandt.
     De Ældste søgte at nyskabe det ødelagte Rige; men de formåede det ikke. Tætte Tåger og Dampe omstyrtede og tilintetgjorde alt, hvad de søgte at opbygge. Og de vare hjemløse i deres ufuldendte Boliger.
     Alt var øde og mørkt.
     Og der var ingen Glæde.

     Megen Tid svandt.
     Da sagde den Ældste: „Vi formå ikke at bringe Orden i dette; thi vi have ingen Magt dertil. Lader os stige ned på Jordkloden; thi jeg ser, at også Jordkloden er formørket.“
     Og de droge alle derned.
     Men da blev deres Rædsel end større; thi Mørket her var end mørkere, Tågerne end tættere, og Dampene vare meget hede.
     Men Liv var der overalt.
     Thi Mørket havde fremdraget mangfoldige tunge, hæslige og

frygtindgydende Skabninger; thi Mørket havde fremkaldt en Mangfoldighed af svagt farvede, uskønne Vækster. Uden Orden spirede og voksede de mellem hinanden - små, store og mægtige.
Men disse uskønne Vækster og disse hæslige Skabninger vare for de Ældste Jordens første Planteformer og Jordens første Dyreformer; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde ødelagt det, der alt var dannet under Lysets Stråler; thi de havde ikke set, hvorledes Mørket havde befrugtet og fremkaldt nogle af de hvilende, mangeartede Livsmuligheder.

     Men de Ældste så med Undren det onde og det hæslige.
     Mægtige Udyr vadede i Sumpene og trampede på Jorden. Nogle af Udyrene bevægede sig tungt gennem Luften, nogle bugtede sig gennem Vandene, mange udstødte Brøl og stygge Skrig.
     Alt var Uorden og Forvirring.
     De Ældste så Udyrene parre sig, så dem frembringe nye Skabninger.
     Og de så Udyrene fare mod hinanden, styrte hinanden til Jorden, sønderslide og søndertrampe hinanden.
     Men de, der styrtede, rejste sig ikke.
     Og de Ældste så Udyrenes sønderslidte Legemer langsomt opløses og opsuges af Jorden, medens onde Dunster bredte sig overalt. Og de så mørke Skygger hæve sig fra de sønderslidte Legemer og langsomt opsuges af det omgivende Mørke.
     Da sagde den Ældste: „I Sandhed, Mørkets Liv er ikke blivende; thi vi se de jordiske Legemer opløses og opsuges af Jorden, og vi se de åndelige Legemer opsuges af det omgivende Mørke. Således vender alt tilbage til det, hvoraf det er taget. I Sandhed dette er D ø d e n! Mørkets Magt er forfærdelig!“
     Og de vandrede videre hen over Kloden.
     Men overalt fandtes det samme Liv, den samme Forvirring.
     Da sagde den Ældste: „Disse Skabninger kunne vi ikke lede; thi vi have ingen Magt dertil. Men lader os nu udføre vor Tanke: at danne og skabe jordiske Væsener i vor egen Lignelse; lader os give dem Evnen og Viljen til at parres og til at frembringe nye Væsener. Thi vi have set, at ikke den e n k e l t e, men S l æ g t e n lever. Og når vi have dannet og skabt vore Børn, da ville vi lede dem, at de kunne blive Herskere over denne Klode, og vi ville give dem så megen Magt, at de kunne gøre sig til Herrer over disse Udyr.“
     Og de Ældste bleve alle enige; thi de mente, at dette var godt.
     Men da lød Guds Stemme til dem; thi en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da Gud lovede sine yngste Børn at hjælpe deres faldne Brødre og Søstre.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, jeg, jeres Fader, taler til jer, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort;

thi formå I at angre, da vil Lyset i jeres Hjerter løse jer fra Mørkets bindende Magt og drage jer tilbage til jeres rette Hjem; og jeg, jeres Fader, vil tilgive jer.“
     De Ældste hørte Guds Stemme; men den lød fjern og svag.
     Og de frygtede alle.
     Og de vovede ikke at svare.
     Da tav Gud; thi Han t v i n g e r ingen til at gøre det rette. Men Han så med Sorg på deres Færd.

Megen Tid svandt.
Ved Tanken - af Mørkets og af Jordens Udstrålinger søgte de Ældste at danne og at skabe jordiske Væsener i deres egen Lignelse. Men deres Tanker vare forvirrede, og de gjorde mange forgæves Forsøg.

     Atter svandt megen Tid, medens de søgte at forme deres Tankers Skikkelser i det jordiske Ler.
     Og efter megen Møje og efter meget Besvær nåede de Ældste at frembringe Væsener, der kunne ånde og leve i Jordens tætte Tåger og Dampe.
     D i s s e V æ s e n e r v a r e M e n n e s k e s l æ g t e n s f ø r s t e; men de vare ingenlunde skønne, de vare ingenlunde gode, og deres Skabere formåede ikke at give dem Magt, men kun Magtbegær.
     I S a n d h e d, M e n n e s k e n e e r e i k k e d a n n e d e o g s k a b t e a f G u d, m e n d a n n e d e o g s k a b t e a f G u d s æ l d s t e, f a l d n e B ø r n.

5.
Har Menneskene da ingen Ret til at kalde sig Guds Børn?

     Da Menneskene vare dannede og skabte, udvalgte de Ældste Steder og Egne, der vare hævede noget over Sumpene og Vandene.
     Og de førte de nye Væsener dertil, at de kunne gøre sig til Herrer over Jorden og Dyrene.
     Men da Menneskene vågnede til Liv og så de mægtige Udyr, flygtede de i stor Angest og Rædsel. Nogle søgte Skjul bag de tætvoksende, sammenslyngede Vækster; nogle dannede Huler, dannede dem med Hænderne i de stejle Jordskrænter; andre flygtede ind mellem de nøgne Bjerge; og ingen vovede sig frem, før Sulten drev dem til at søge Føde. Da kastede de sig over de mindre Dyr, dræbte dem og udsugede Blodet.
     Således opretholdt de Livet.

De Ældste søgte ved Tanken at påvirke og at lede deres Skab-

ninger. Men de Ældstes Tankestrømme vare onde og syndige og ledte Menneskene til mange slette, mange grufulde Gerninger.
     Menneskene formåede ikke at se deres Skabere, men når de fornam de onde Strømme, der udgik fra de Ældstes Tanker, da rakte de ængstelige Hænderne mod Jordens Sol, der lyste rødlig gennem Tågerne.
     Og den Ældste sagde: „Se, vore Børn søge Hjælp hos Jordens Lys, vore Børn vende sig fra os, vende sig fra Mørket.“
     Menneskene så ondt til hinanden, de stredes, de ihjelsloge hinanden, og de levende udsugede de dødes Blod.
     Men de Ældste så de dræbtes åndelige Legemer langsomt rejse sig fra Jorden og vandre videre mellem de levende.
     Og de så disse døde vandre uden Tanke, uden Vilje, uden Mål. De så dem som blege Skygger, levende og dog livløse.
     Og nogle af de Ældste sagde: „Menneskenes åndelige Legemer opsuges i k k e af det omgivende Mørke, men de jordiske Legemer opløses og vende tilbage til det, hvoraf de ere tagne.
     Hvi opsuger Mørket da ikke de åndelige Legemer?“
     Men den Ældste svarede dem og sagde: „Da vi dannede og skabte disse Væsener af Mørkets og af Jordens Udstrålinger, da glemte vi at stænge for vort eget, og noget af det, hvoraf vi ere dannede og skabte, strømmede med Mørkets Bølger ind i vore Skabningers åndelige Legemer. Og I vide, at det Lys, der er af vor Fader, hvor ringe det end er, ingen Sinde kan tilintetgøres. Og disse Skygger ville være i al Evighed.“
     Da svarede nogle af de Ældste: „Dette er forfærdeligt; thi dette v i l l e v i i k k e. Lader os søge at stænge for vort eget, at ikke flere Skygger skulle leve og dog være uden Liv.“

     Megen Tid svandt.
     Menneskene fulgte Dyrenes Færd, levede lig Dyrene, parrede sig lig Dyrene, og deres Afkom blev meget stort.
     Og Mørkets strømmende Bølger droge åndelig Livskraft fra de Ældste og førte den til alle de nyfødte Menneskebørn.
     Og de Ældste søgte at bryde Mørkets Magt, søgte at stænge for deres eget; men de formåede det ikke; thi Mørket bandt dem.
     Da sagde nogle af de Ældste: „I Sandhed, vi ere M ø r k e t s T j e n e r e; thi vi formå ikke at løse os fra vore Skabninger, vi formå ikke at stænge for vort eget, Mørket vedbliver at gennemstrømme os, Mørket binder os. Og Menneskeskyggerne ville vedblive at være i al Evighed.“
     Den Ældste svarede dem og sagde: „Lader os søge, til vi nå at blive Mørkets Herrer!“
     Men de, der havde talet, ville ikke høre ham, thi de vare ikke med ham. Og de sagde til hinanden: „Lader os forblive i vort ødelagte Rige, lader os forblive i vore ufuldendte Boliger og ingen

Sinde oftere stige ned på Jorden; thi vi have ingen Magt til at ordne denne Forvirring.“

     Megen Tid svandt.
     Menneskene vedbleve at formere sig. Og de droge videre frem over Jorden; men deres Skygger fulgte dem. Og disse bleve flere og flere.
     Nogle af Skyggerne fandt Vej til det ødelagte Rige, dragne af de Ældstes Tanker.
     Men da forfærdedes de Ældste.
     Mange bleve tavse. Og for dem var der ingen Glæde; thi de sørgede meget.
     Skyggerne droge ind i de ufuldendte Boliger, vandrede om i det ødelagte Rige uden Tanke, uden Vilje, uden Mål, levende og dog livløse.
     Og de Ældste så det.
     Men de formåede ikke at hjælpe.

     Da lød på ny Guds Stemme til dem; thi en Tidsevighed var atter svunden.
     Og de Ældste lyttede alle.
     Men Guds Stemme var fjern og svag.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, jeg, jeres Fader, taler til jer, at I kunne mindes, hvad I have forladt, og angre, hvad I have gjort!“
     Da svarede nogle af de Ældste.
     Og de råbte: „Fader, Fader, vær barmhjertig mod disse elendige Skygger, vore Skabninger! Fader, giv dem af Lysets blivende Liv, at de ikke i al Evighed skulle være levende og dog livløse! Fader, vær barmhjertig! Tilgiv os vore onde Gerninger!“
     Da de have råbt således, hørtes atter Guds Stemme; men da lød den klar og skøn.
     Og Gud svarede dem og sagde: „For jeres B ø n s Skyld vil jeg antage mig jeres Børn. For jeres B ø n s Skyld vil jeg gøre j e r e s Skabninger til m i n e og give dem af mit eget, give dem af det evige Liv.
     Mine Børn, lader Angeren i jeres Hjerter drage jer til jeres rette Hjem. Jeg, jeres Fader, tilgiver jer; thi jeg elsker jer alle!“
     Men de, der ikke svarede, da Gud talede, så deres Brødre og Søstre forlade det ødelagte Rige, bårne af Lysets strålende Bølger.
     Og Mørket lukkede sig bag dem; og det blev end mørkere om dem, der bleve tilbage.

Men Gud gav sine angrende Børn Boliger i fjerne Egne af sit udstrakte Rige.
Og Han sagde: „Bliver her i Ro og Hvile, til Lyset har gennemstrømmet jer og lutret jer; bliver her, til jeg kalder jer, at

I kunne hjælpe jeres Skabninger, hjælpe dem at vandre frem imod Lyset, frem til mit Rige!“

     Og Gud gik til sine yngste Børn.
     Og Han sagde: „Mine Børn, nogle af jeres ældre Brødre og Søstre ere vendte tilbage; byder dem velkommen; thi de have lidt meget.
     Mine Børn, jeg, jeres Fader, har lovet disse jeres Brødre og Søstre at antage mig deres Skabninger og gøre dem til mine Børn. Se, jeg vil sende en Gnist af mit eget flammende Væsen til hver enkelt Menneskeskygge, at de ved Hjælp af den kunne stride sig frem, g e n n e m t a l r i g e J o r d e l i v, fra det yderste Mørke til mit Herlighedsrige. Mine Børn, jeg, jeres Fader, ved, at Tidsevigheder ville svinde, førend det sidste Menneske er løst fra Mørkets Bånd og fra Livet på Jorden. Men jeg ved og, at I, mine Børn, kunne afkorte denne Tid meget, hvis I ville lade jeres lysende Ånd binde til jordiske Legemer, hvis I ville leve lig Mennesker og lide Menneskers Lidelser for at bringe Åndens Lys til Jorden, at jeres tilkommende Brødre og Søstre bedre kunne finde Vejen til mit Herlighedsrige.
     Mine Børn, u d e n T v a n g skulle I vandre til Jorden; men ville I af jeres frie Vilje gøre dette, da vil jeg, jeres Fader, t a k k e j e r.“
     De Yngste tav alle; thi de vovede ikke at svare; thi de mindedes det onde, de havde set.
     Men da alle havde tiet en Stund, trådte den ældste af de Yngste frem.
     Og han sagde: „Fader, jeg er rede; jeg vil bringe Lyset til Jordens Børn, jeg vil blive dem lig, jeg vil leve med dem og søge at hjælpe dem, mine tilkommende Brødre og Søstre. Fader, send mig til Jorden!“
     Men da råbte de alle: „Fader, vi ere rede, vi ville hjælpe vore tilkommende Brødre og Søstre, at de engang kunne indgå i dit Rige.“
     Da så Gud kærligt på dem alle.
     Og Han sagde: „Mine Børn, I have valgt det rette. Jeg, jeres Fader, takker jer. Men jeg siger jer: skulle Menneskene have kæmpet sig frem uden jeres Hjælp, kæmpet ene mod Mørket og stridt sig gennem Lidelser og Sorger, gennem Synd og Død, til de havde nået deres rette Hjem, da var d e r e s Herlighed bleven større end j e r e s, d a v a r e M e n n e s k e n e b l e v n e d e f ø r s t e o g I v a r e b l e v n e d e s i d s t e; thi da havde de selv måttet kæmpe sig frem til alt det, jeg, jeres Fader, har givet jer. Men formå I at holde jeres Løfte: at hjælpe jeres jordiske Brødre og Søstre, da ville I, når I engang samles i mit Hjem, a l l e være lige, og jeg, jeres Fader, vil elske jer a l l e.“

     Og Gud vendte sig til den ældste af de Yngste.
     Og Han sagde: „Min Søn, du var først rede til at bringe Lyset til Jorden. Ved dig er denne Lysets Gerning begyndt, ved dig skal den og fuldbringes. Dig giver jeg Magt til at lede Menneskene frem gennem talrige Jordeliv, til du siger dem løs fra Jorden, at de kunne vandre videre ad lysere og lykkeligere Veje. Og dine Brødre og Søstre skulle alle lyde dig. Men jeg, din Fader, vil stå ved din Side, at du ikke skal blive træt. Og når Tidens Fylde kommer, da skal du bringe Menneskene det største af alt: K æ r l i g h e d e n; thi du skal lære dem at elske hinanden, lære dem at gøre godt mod alle, der lide. Og jeg, din Fader, vil lede dig under dine Jordelivsvandringer.“
     Og Gud talede end mere til sine Børn.
     Og Han sagde: „Jeres Faders Velsignelse følger jer alle; jeres Sorger skulle være mine Sorger, jeres Lidelser skulle være mine Lidelser; og jeres Synder vil jeg tilgive og bortslette, når I angre og når I bede; thi synde ville I alle, Mørkets Magt er stor! Mine Børn, jeg siger jer: s t r i d e r i n g e n S i n d e m o d d e t g o d e, m o d d e t s a n d e, s t r i d e r i n g e n S i n d e m o d K æ r l i g h e d, m o d B a r m h j e r t i g h e d, o g v e n d e r j e r i k k e b o r t f r a L y s e t i j e r e s I n d r e! t h i d a v i l M ø r k e t b i n d e j e r, t h i d a v i l l e I g l e m m e m i g, j e r e s F a d e r, o g d a v i l l e I s i n k e j e r e s G e r n i n g, s i n k e j e r e s G a n g m o d d e t h ø j e M å l!“
     Og de lovede alle at lyde, lovede alle at følge deres ældre Broder¹.

6.
Er Menneskenes mange Jordeliv forud bestemt af Gud?

     Da de Yngste havde lovet at lade sig binde til jordiske Legemer, lovet at leve lig Mennesker, gav Gud dem nogen Tid, at de kunne berede sig til den vanskelige Gerning.
     I den Tid, de beredte sig, udkastede Gud Planen og gav Lovene for Menneskehedens fremtidige Væren og Tilværelse.
     D a b l e v G u d O p r e t h o l d e r e n.
     Men Gud så, at der fattedes Boliger til de kommende Menneskeånder. Og Han besluttede at danne Opholdssteder til dem.
     Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Gud seks Opholdssteder, og Han lagde det første Sted uden om Jorden og det ødelagte Rige, og de følgende uden om det første.
     Og Gud dannede Opholdsstederne således, at de gennem talrige Afskygninger langsomt gik fra svag Dæmring til klart og skønt
_________
     ¹) Den ældste af de Yngste er kendt af Menneskene under det jordiske Navn: Jesus af Nazareth - det Navn, som han bar i sin femte og sidste Inkarnation.

Lys. Og Han dannede mange Boliger i alle Opholdsstederne, at ingen af Hans tilkommende Børn skulle være hjemløse.
     Og Gud ordnede det således: at Menneskeånden, medens den var legemliggjort på Jorden, ved sin frie Viljes Strid for Lyset - for det gode - ved sin frie Viljes Kamp mod Mørket - mod det onde - s e l v b e r e d t e s i g s i t f ø l g e n d e J o r d e l i v.
     Og Han ordnede det således: at Ånden, når den ved Døden frigjordes fra det jordiske Legeme, droges til det Sted, til den Bolig, den selv havde beredt sig ved sine Gerninger, beredt sig ved den Renhed, Visdom og Kærlighed, den var nået til gennem sit Jordelivs Strid og Lidelser.
     Og Gud ordnede det således: at Ånden efter hvert tilendebragt Jordeliv kunne opholde sig en Tid i sin Bolig, for at se tilbage på det svundne Liv, for at angre, for at hvile, for at lære, og for at berede sig til den nye Vandring.
     Således skulle da Menneskeånden gennem de talrige Jordeliv, den ved sine Kampe og Sejre selv beredte sig, langsomt hæve sig fra det første Opholdssteds svage Dæmring til det sidste Opholdssteds sidste Bolig i klart og skønt Lys. Og dér skulle den ældste af de Yngste, der af jer kaldes K r i s t u s, modtage den og i Faderens Navn løse den fra Jorden, at den kunne vandre videre ad lysere og skønnere Veje.
     Da Gud således havde dannet og ordnet alt dette, bød Han sine Hjælpere at samle Skyggerne. Og Guds Hjælpere samlede alle Skyggerne fra Jorden og fra det af Mørket ødelagte Rige. Og se, der var en mægtig Hærskare, Legioners Legioner!
     Og Gud gav hver Skygge en Gnist af sit eget flammende Væsen. Og Han tog dem alle i Forvaring på et Sted, Han havde beredt dem fjernt fra Jorden, at de i Fred kunne opholde sig dér, til den guddommelige Flamme var forenet med deres Skyggelegemer, og de, således levendegjorte, atter kunne bindes til nye Menneskelegemer for at begynde deres Vandring mod det høje Mål.

7.
Hvorledes blev Guds Børns åndelige Legemer bundet til Menneskelegemer? Og hvorledes bragte de Yngste Lyset til Menneskene?

Da Gud havde taget Skyggerne i Forvaring, gik Han til sine yngste Børn.
Og Han sagde: „Se, alt er rede, og Stunden er kommen, da I skulle indfri jeres Løfte. Jeg, jeres Fader, har dannet nye Boliger til eder i det sidste af de Opholdssteder, jeg har lagt uden om Jorden og det ødelagte Rige. I disse Boliger skulle I opholde eder,

medens I arbejde for Menneskene; i disse Boliger skulle I hvile, når I vende tilbage efter hvert fuldendt Jordeliv.
     Mine Børn, jeg, jeres Fader, har ordnet det således, at I ikke alle samtidig skulle færdes på Jorden. Nogle af eder skulle nu menneskeliggøres, nogle skulle hjælpe jeres ældre Broder at lede Menneskenes Vandringer, og nogle af jer skulle vogte og skærme de Brødre og Søstre, der ere blandt Menneskene, at de ikke skulle fare vild på Vejen. Mine Børn, jeg har ordnet det således, at I ikke skulle blive trætte; og når de første af jer vende tilbage, da skulle de hvile, medens andre af jer færdes på Jorden. Således ville I alle en Tid være blandt de ledende, en Tid blandt de hvilende, en Tid blandt de skærmende, og en Tid skulle I vandre blandt de lidende Mennesker.“
     Derefter udvalgte Gud nogle af de Yngste.
     Og Han sagde: „Mine Børn, værer I de første, der vandre til Jorden!“
     Og Gud velsignede dem, og Han sagde: „Når I blive lig Mennesker og fornemme de onde Strømme, der udgå fra jeres faldne Brødre og Søstre, d a b e d e r f o r d e m, m e n f o r b a n d e r d e m i k k e! thi bede I for dem, da ville jeres kærlige Tanker nå til dem, og Angeren vil lettere vågne i deres Hjerter.“
     Da Gud havde talet således, droge alle de Yngste til de nye Opholdssteder.
     Men de, der af Gud vare udvalgte til at menneskeliggøres, bleve af Guds Hjælpere og af deres Brødre og Søstre bragte til Jorden og bundne ved Lysets livgivende Bånd til endnu u f ø d t e Menneskebørn. Og Gud tog deres Tanker, tog deres Erindring; og de beholdt af Åndens Lys kun det, de havde lovet at bringe Menneskene.
     Men da Tidens Fylde kom og Børnene skulle fødes, droges de Yngste, der vare bundne til de ufødte Barnelegemer, nærmere og nærmere til disse. Og i den Stund de fødtes til Livet, lagde de Yngstes åndelige Legemer - ledede af Guds Vilje - sig lig en Kappe om de nyfødte og dannedes efter deres jordiske Legemer, medens det livgivende Bånd bragte Lysets Strøm fra det åndelige til det jordiske Legeme. Og intet uden Døden formåede at sønderrive Båndet og løsgive Ånden.
     Således bleve Guds Børn forenede med de menneskelige Legemer, og således blive alle Åndelegemer, efter Lysets Love, bundne til de jordiske.
     Men da de første af de Yngste bleve Mennesker, indtrådte d e n j o r d i s k e T i d; thi forinden var alt Uorden og Forvirring.

———

     Medens Sekel lagdes til Sekel, Årtusind til Årtusind, ledede de Yngste Menneskene frem imod Lyset.
     Meget lærte Menneskene af deres Ledere, lærte at forme de svage Tanker i Tale og i Tegn; thi de første Mennesker talte ikke; lig Dyrene udstødte de mangeartede skrigende Lyde, for at advare, for at kalde, for at tilkendegive Glæde, Frygt, Afsky og Vrede.
     Langsomt modtoge Menneskene flere og flere Kundskaber.
     Og de lærte at fremkalde Ild af Træ og af Sten, lærte at danne Redskaber til Arbejde og Forsvar, lærte at værne sig mod Dyrene og at vogte sig for de Steder, hvor flammende Ild, Stene og hede Dampe slyngedes frem af Jordens Indre.

     Tusinder af Sekler svandt.
     Men til hvert nyt Slægtled bragte de Yngste flere og større Kundskaber.
     Langsomt strømmede Lysets Bølger hen over Jorden. Mange Steder fremstode nye og bedre Dyrearter. Nogle af Udyrene døde bort; thi Gud gjorde deres Afkom svagt, og de svage formåede ikke at formere sig.
     Skønnere Planter og nyttigere Planter fremspirede overalt. Menneskene lærte at dyrke Jorden og at tage nogle af Dyrene i deres Tjeneste, lærte at drage Nytte af Væksternes Stængler, Blade og Frugter. Lærte at tilhugge Bjergenes Stene for deraf at danne Boliger, lærte at efterligne deres egne og Dyrenes Skikkelser i Træ, Sten og farvet Ler, for dermed at smykke deres Boliger.

     Tusinde og atter Tusinde Sekler svandt.
     Med hvert Sekel bleve Menneskenes Legemer skønnere, deres Ånd lysere, deres Tanker renere og mindre tunge.
     Og de Yngste søgte at bringe Menneskene Kundskab om en højere Magt, et åndeligt Væsen, der styrede og ordnede alt. Dog Menneskenes svage Tanker formåede ikke at fatte det, der ikke var synligt for deres Øjne, og de bøjede sig tilbedende for Jordens Sol, der strålede over dem, bøjede sig for den glødende Sol, der lyste for dem og spredte Jordens Tåger.
     Og således vedbleve Menneskene, Sekel efter Sekel, Årtusind efter Årtusind, at tilbede den Magt, der for dem var den højeste - Solens lysende og flammende Ild.

     Slægt efter Slægt vandrede Menneskene fremad mod Lyset.
     I svindende og kommende Sekler vandrede de søgende frem mod Målet, vejledede af Guds menneskeliggjorte yngste Børn.
     S å l e d e s d r o g e s L y s e t s l u t r e n d e S t r ø m m e h e n o v e r J o r d e n; s å l e d e s b r a g t e s Å n d e n s L y s t i l M e n n e s k e h e d e n.

8.
Hvorledes stillede de Ældste sig til de Yngstes Arbejde for Menneskeheden?

     Men de Ældste, der vare i det ødelagte Rige, fulgte med Undren deres yngre Brødres og Søstres Færd. Og Mørket, der ideligen strømmede igennem dem, forvirrede deres Tanker end mere og vakte Vreden i deres Sind; og de enedes om at stride mod deres yngre Brødre og Søstre, enedes om at drage Menneskene tilbage i Mørket; thi de Ældste v i l l e i k k e, at deres Skabninger skulle tilhøre Lyset.
     Og da begyndte Striden mellem de Ældste og de Yngste:
     De Yngste lærte Menneskene at leve i Renhed, i Kærlighed og i indbyrdes Fred.
     Men de Ældste lærte dem at misunde og forfølge hinanden, at leve i Synd og i Ugerninger; lærte dem at samle sig i mægtige Hære, at drage mod hinanden, for at dræbe, for at plyndre og for at røve; lærte dem med Magt at tilrane sig Folk, Stæder og Rigdomme, der ikke tilkom dem.
     Og de Yngste lærte Menneskene at give gode, vise og retfærdige Love.
     Men de Ældste lærte dem at give slette, uretfærdige og uforstandige Love.
     De Yngste lærte, at een Mand og een Kvinde skulle leve Livet sammen; lærte Menneskene at drage Omsorg for og at elske deres Afkom.
     Men de Ældste lærte Mændene at tage mange Kvinder, lærte Kvinderne at tage mange Mænd; thi således formåede de ikke at drage Omsorg for, ej heller at elske de enkelte af deres Afkom; ja mange formåede end ikke at kende eller at følge deres Børn.
     Og medens Sekler lagdes til Sekler, Årtusinder til Årtusinder, tvang Mørket de Ældste til vedblivende at stride mod deres yngre Brødre og Søstre; thi med hvert Sekel steg Mørkets Magt over de Ældste, deres Tanker bleve end mere forvirrede, og de formåede kun at tænke ondt og at ville det onde; thi de vare i Sandhed M ø r k e t s T j e n e r e.
     Og de Ældste vedbleve at kaste Stene på de Yngstes Vej.
     Mange faldt, og mange bleve trætte; men Gud, deres Fader, rejste de faldne, støttede de svage, tilgav og bortslettede hvad de havde fejlet og syndet.
     Gud, deres Fader, støttede dem og styrkede deres Mod.
     Og de vandrede alle videre, stridende mod Mørket, stridende for Lyset, stridende for det gode.

Men da en Tidsevighed var svunden fra den Stund, da nogle af de Ældste angrende svarede Guds kaldende Stemme, lod Gud på

ny sin Stemme lyde for at kalde på dem, der endnu vare i det ødelagte Rige. Kun få svarede Ham; thi kun få angrede, hvad de havde syndet. Men Gud tilgav de angrende; thi Han elskede dem alle. Og Lysets strømmende Bølger droge dem bort fra det ødelagte Rige, og det blev end mørkere om dem, der bleve tilbage.

     Og atter svandt Sekel efter Sekel, Årtusind efter Årtusind.
     Og de Yngste søgte at give Menneskene større Kundskaber om det, der ikke var synligt for det jordiske Øje; søgte at lære dem, at den højeste Magt var Gud; lærte, at Gud var en barmhjertig og kærlig Fader, der elskede alle og ville drage alle til sit Rige.
     Men de Ældste tilhviskede Menneskene, at den højeste Magt var en Vredens og Hævnens Gud, lærte, at alle, der ikke ville bøje sig for hans strenge Guddom, skulle nedkastes i Dybet og forsmægte dér til evige Tider.
     Og de lærte dem at tilbede mange Guder, at danne Billeder af Træ og af Sten, og at bøje sig for disse livløse Ting. Lærte dem at mildne Guddommens Vrede ved at udgyde Menneskers og Dyrs Blod på de Altre, der rejstes for de livløse og magtløse Billeder.
     Medens Seklerne svandt, medens Årtusinder lagdes til Årtusinder, forvirredes Menneskenes Tanker, og alt, hvad de lærte, blandede de tilsammen; thi de formåede ikke at skelne det onde fra det gode, at skelne Mørket fra Lyset; thi de Ældste vedbleve at følge de Yngstes Færd.
     Og de droge Mørket tæt hen over Jorden, og Mørket vakte Klodens indre Kræfter til grufulde, flammende Udbrud, og det største af de Riger, de menneskeliggjorte Yngste havde dannet på Jorden, lagdes øde og sank i Havet. Kun få formåede at flygte fra Døden og Ødelæggelsen; thi Vandene bortskyllede det meste af det mægtige Land.
     Og de Yngste sørgede over det, der tabtes.
     Men Gud, deres Fader, støttede de svage og styrkede deres Mod.
     Og de vandrede videre, stridende for Lyset, stridende for det gode.
     Atter lagdes Sekel til Sekel, Årtusind til Årtusind; atter bragte de Yngste flere og større Kundskaber til Menneskene, lærte dem på ny at danne mægtige Riger og Samfund, at rejse skønne Stæder og herlige Boliger; lærte dem at udhugge Bjergenes Malm og mangefarvede, funklende Stene, for dermed at smykke deres Boliger og smykke deres Legemer.
     Og de Yngste søgte på ny at give Menneskene større Viden om det, der var skjult for det jordiske Øje, og nogle få lærte at modtage Meddelelser fra den Verden, de ikke så.

Men usynlige for Menneskene fulgte de Ældste de Yngstes Færd.
Og de droge Mørket tættere om Jorden; og de lærte Menneskene nogle af Mørkets skjulte Kræfter, lærte dem på ny at tilbede de mange Guder, lærte dem at udøve slette Gerninger ved at tilbede og tilkalde Mørkets Magter.

Således vandrede Menneskene, i svindende og kommende Årtusinder, langsomt fremad mod Lyset, ledede af de Yngste fra Kundskab til Kundskab, medens de Ældste søgte at drage dem tilbage, at drage dem ind under Mørkets Magt.

9.
Vedblev de Ældste at være usynlige for Menneskene? Blev ingen af dem inkarneret på Jorden?

     Mange Tusinde Sekler vare svundne fra den Stund, Gud sidst lod sin Stemme lyde til de Ældste; da sagde en af dem, der vare tilbage i det ødelagte Rige: „Se, vi vedblive at vandre i Mørke og Elendighed; endnu have vi ikke formået at bringe Lys og Skønhed til vore Boliger, og vi have ingen Magt til at drage vore Skabninger tilbage i Mørket; lader os forsøge at blive Mennesker og leve iblandt dem i Lighed med vore yngre Brødre og Søstre; thi vi have set, at Mindet om Livet hos vor Fader er slettet af deres Erindring, medens de vandre på Jorden. Lader os binde os til jordiske Legemer; thi da vil Mindet om vor Elendighed, vor Magtløshed og vore Lidelser slettes af vor Erindring, og vi ville, medens vi ere Mennesker, atter glæde os ved at eje Magt, Rigdomme og Skønhed.“
     De lyttede alle til Ordene og talede meget derom; thi de ønskede alle at glemme deres Lidelser.
     Men da talede Gud til dem for at a d v a r e dem.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, gører ikke denne Gerning; thi den vil bringe megen Ufred, megen Elendighed og såre mange Lidelser over Menneskene, jeres Skabninger, og jer vil den ingenlunde gavne. Mine Børn, søger at angre det onde, I alt have gjort, da vil jeg, jeres Fader, tilgive jer, at I kunne vende tilbage til jeres rette Hjem. Men er det således, at I endnu ikke formå at angre, og ville I, mod mine Ord, binde jer til jordiske Legemer, da skulle I vide, at I a l l e må vandre under de Love, jeg har givet for Menneskehedens Fremgang; da må I stride jer frem fra Mørke til Lys, da må I vandre de samme Veje, Menneskeheden vandrer; men dette vil blive såre vanskeligt for j e r; thi Mørket vil slutte sig tæt om jer, og l ville blive større end Mennesker,

s t ø r r e i S y n d, L a s t e r o g S l e t h e d; thi Mørkets Angest og Rædsel vil ingen Sinde fly fra jer, og jeres Lidelser ville blive meget store!
     Mine Børn, jeg, jeres Fader, har talet til jer, at I kunne vælge det rette; betænker jer meget, før I gøre denne Gerning, m i n e B ø r n, b e t æ n k e r j e r m e g e t!“
     Og de hørte alle Guds Stemme; men de lyttede i Tavshed; thi de formåede ikke at angre.
     Da trådte den Ældste af de Ældste frem.
     Og han sagde: „Vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ville kun søge at glemme vore Lidelser. Vi føle sikkerligen ikke større Angest og Rædsel blandt Menneskene, end vi føle her i vort ødelagte Hjem; vi finde sikkerligen ikke større Lidelser iblandt dem, end vi finde her.
     Se, hvor Jordens Sol gløder og stråler! den bringer Varme og Skønhed til alle, der færdes på Jorden. Er dette ikke bedre end den Kulde og det Mørke, der hersker her? Se Menneskenes skønne Hjem, deres stolte Templer, deres Fyrsters herlige Boliger! Er dette ikke bedre end vore sammenstyrtede Ruiner? Se Menneskenes pragtfulde Klæder, deres gyldne Smykker med de mangefarvede, funklende Stene! se de Rigdonmme, de eje, og de Rigdomme, der endnu hvile i Jordens, i Bjergenes Skød! Er dette ikke bedre end vor Nøgenhed og de usle Pjalter, hvormed vi søge at dække os? Se Jordens Lande og skønne Stæder, de ranke, bladrige Vækster, de mangefarvede Blomster, de klare, strømmende Vande og de mægtige Have! Er dette ikke bedre end vore golde Klipper, vore mudrede og tågeslørede Vande? Er dette ikke bedre end de onde Dunster, der vælde frem overalt i vort Rige?
     I Sandhed, vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ønske kun at få Del i deres Rigdomme og Skønhed, vi ville kun søge a t g l e m m e v o r e L i d e l s e r!“
     Da råbte de alle: „Vi ville ikke vore Skabninger noget ondt, vi ville kun søge at glemme vore Lidelser!“
     Gud, deres Fader, svarede dem ikke; thi Han t v i n g e r ingen til at gøre det rette. Men Han så med Sorg på deres Færd.
     Og de Ældste søgte at binde sig til jordiske Legemer - men de formåede det ikke; ikkun den Ældste ejede Magt dertil; thi hans Magt var meget stor. Og da hans Brødre og Søstre bønfaldt ham om at stå dem bi, lovede han at hjælpe dem a l l e.
     Langsomt vandrede den Ældste fra Sted til Sted hen over Jorden, og han bandt sine Brødre og Søstre til endnu ufødte Menneskelegemer; bandt dem med Mørkets livgivende Bånd; og han søgte at tage deres Erindring; men han formåede ikke at bortslette alt; Magtbegæret forblev i deres Hjerter, og Mindet om Mørkets Angest og Rædsel ledsagede dem alle.
     Men da den Ældste havde hjulpet sine Brødre og Søstre, ville

han binde sig selv til et ufødt Menneskelegeme; men se, dette formåede han ikke; thi han ejede ikke Magt til at bortslette sin egen Erindring.
     Og den stund kom, da den Ældste stod ene.
     Ene og uset af Menneskene vandrede han hen over Jorden; ene med sin Angest og Rædsel vandrede han i det ødelagte Rige. I tunge Bølger strømmede Mørket gennem hans Legeme, knugede hans Sind og forvirrede hans Tanker end mere.
     Da vågnede H a d e t i hans Hjerte.
     Da hævede han sine Hænder mod Himlene og forbandede sin Gud og Fader, Altets Ophav.
     Da rakte han sine Hænder mod Jorden, forbandede sine Skabninger, forbandede sine yngre Brødre og Søstre, forbandede de Brødre og Søstre, der havde forladt ham og ladet ham ene tilbage.
     Men i samme Stund lød Guds Stemme til ham for at a d v a r e ham.
     Og Gud sagde: „Min Søn, stands dine Forbandelser; thi de gavne dig ikke. Min Søn, jeg, din Fader, siger dig: den Stund vil komme, da du i Ydmyghed, med Sorg og Anger, vil bøje dig dybt for Menneskene og søge at vinde deres Tilgivelse. Min Søn, gør det ikke sværere for dine Skabninger at tilgive dig, ved at føje dine Forbandelser til det onde, du alt har beredt dem: Synd, Lidelser, Elendighed og Dødens Bitterhed. Min Søn, stands dine Forbandelser; thi de gavne dig ikke, og jeg, din Fader, sørger over dig.“
     Den Ældste hørte Guds Stemme; men han svarede ikke; t h i M ø r k e t o g H a d e t b a n d t h a n s S i n d o g h a n s T a n k e r.

     Tunge Tider oprandt for Menneskene; thi de Ældste voksede op iblandt dem, og de bleve større end Mennesker, større i Synd, større i Had, og de såede Mørkets onde Sæd overalt.
     Nogle af de Ældste fødtes til at herske; og de svang Magtens Svøbe over alle, der stode under dem; og de lagde Trældommens Åg på Mænd og på Kvinder, at de kunne tjene dem og være Slaver for deres onde Lyster og Begæringer. Og de omgave sig med megen Pragt og megen Herlighed; de toge mange Kvinder, mishandlede og ihjelsloge talrige Mænd og Kvinder; de stredes ideligen med Nabokonger og Nabofyrster, røvede meget Land, mange Stæder og mægtige Rigdomme, røvede alt med Magt og ved List. Og de sendte Tusinder og atter Tusinder af Stridsmænd i Døden; thi deres Begær var umætteligt; t h i d e v a r e o n d e o g g r u s o m m e, h o v m o d i g e o g s t o l t e.
     Men i deres Hjerter vare de fejge og usle; thi Mørkets Angest og Rædsel var over dem.
     Mange af de Ældste fødtes til at tjene i Templerne, fødtes til at være Gudernes Præster og Præstinder. Og de svang Magtens

Svøbe over Folkene, over Kongerne, over Fyrsterne; thi de talede med megen Myndighed; thi de truede med deres Guds eller Guders strenge Straffe. Og alle bøjede sig for dem, bøjede sig i Frygt og i Lydighed.
     Præsterne vare Kongernes, vare Fyrsternes Rådgivere; men de gave onde og slette Råd.
     Og de søgte at dække over de syndige Gerninger, der øvedes i Templernes skjulte Kamre; thi nogle af Gudernes Præstinder vare Skøger.
     Præsterne samlede store Rigdomme, røvede dem med Magt og ved List; og de hobede Guldet op i Templernes Skatkamre.
     Men de vedbleve endda at søge flere Rigdomme, at søge større Magt; thi deres Begær var umætteligt; t h i d e v a r e o n d e o g g r u s o m m e, h o v m o d i g e o g s t o l t e.
     Men i deres Hjerter vare de fejge og usle; thi Mørkets Angest og Rædsel var over dem.

     Tunge Tider oprandt for Menneskene.
     Atter brød Jordens indre Kræfter frem i flammende Udbrud, atter sank et mægtigt Rige i Havet, Tusinder og atter Tusinder af Mennesker fandt Døden, medens Bjergenes Stene knuste de herlige Templer, knuste de skønne Boliger, medens Vandene bortslettede og bortskyllede alt. Kun få Mennesker formåede at flygte; men de, der flygtede, spredtes viden om og droge i mindre Skarer over nærliggende Øer til Lande, der for dem vare nye og ukendte.
     Men de Yngste sørgede meget over det, der tabtes, sørgede meget over de Ældstes onde Sæd; thi de så den fremspire overalt, og de så den bære mangefold Frugt.
     M e n G u d, d e r e s F a d e r, t r ø s t e d e d e m o g s t y r k e d e d e m, o g d e v a n d r e d e v i d e r e, s t r i d e n d e f o r L y s e t, s t r i d e n d e f o r d e t g o d e.

Seklerne svandt, Årtusind lagdes til Årtusind, Menneskene bredte sig mere og mere hen over Jorden, fjernede sig mere og mere fra de første Boliger og Hjemsteder; og de dannede nye Riger, nye Samfund, og hvert Samfund levede efter egne Love, styret under een Mands eller flere Mænds Herredømme.
Men de Mennesker, der havde fjernet sig meget fra de første Hjemsteder, kendte intet til deres Forfædre, og de formåede ikke længer at følge den Tale, deres Fædre førte.

Tunge vare Tiderne på Jorden; thi de Ældste vedbleve at lade sig menneskeliggøre blandt Menneskene, og megen Ondskab, megen Slethed bredtes overalt.
Og når de Ældste ved Døden frigjordes fra de jordiske Legemer, droges de af Mørket tilbage til det ødelagte Rige. Men de

bønfaldt deres ældste Border om atter at binde dem til nye Legemer; thi de længtes efter at færdes i Jordens Lys, i Magt og Herlighed.
     Og den Ældste, der var Mørkets lydige Tjener, bandt dem på ny til endnu ufødte Menneskelegemer; men ofte bandt han dem mod sin Vilje; thi hans Had var vendt imod dem, der havde svigtet ham, o g M ø r k e t t v a n g h a m; t h i M ø r k e t s M a g t e r s t o r.
     Men for hver Gang de Ældste efter endt Jordeliv vendte tilbage til det ødelagte Rige, blev Mindet om de Tider, der vare før deres første Menneskeliggørelse, svagere og fjernere; thi den Ældste formåede ikke at gengive dem alt det, han havde bortslettet af deres Erindring.
     Minderne bleve stedse svagere, stedse fjernere; men Mørkets Angest og Rædsel forlod dem ingen Sinde.
     Og medens Seklerne svandt, bleve nogle af de Ældste trætte af Livet blandt Menneskene, og disse forbleve i det ødelagte Rige; thi de frygtede for at lade sig menneskeliggøre; thi de vovede ikke at høste den onde Sæd, de selv havde sået.
     Og ved Tankeviljens Kraft søgte de at efterligne og efterbygge jordiske Boliger og Stæder, og i disse Boliger og i disse Stæder efterlevede de Livet på Jorden.
     Men ved deres onde Tanker vedbleve de at drage Mørket tættere om Menneskene, d e r e s e g n e S k a b n i n g e r.

     Tunge vare Tiderne på Jorden.
     Atter brød Jordens indre Kræfter frem i mægtige Udbrud.
     Atter bortslettedes et af Menneskenes mægtige Riger. Flammende Ild og glødende Stene ødelagde og tilintetgjorde alt, medens Jorden åbnede sig i gabende Kløfter, medens stolte Boliger og herlige Stæder omstyrtedes og bortslettedes. Tusinder og atter Tusinder af Mennesker fandt Døden, kun få formåede at flygte for de altfavnende, glødende Ildstrømme.
     Og de Yngste sørgede over det, der tabtes.
     Men de søgte vedblivende at drage Lyset til Jorden; thi Gud, deres Fader, gav dem end større Styrke, gav dem end større Magt, og de strede med Vælde mod de menneskeliggjorte Ældste.

     Sekel lagdes til Sekel, Årtusinder til Årtusinder.
     Atter måtte de Yngste lære Menneskene at danne Riger, at rejse nye Stæder, at danne nye Samfund.
     Og de bragte stedse flere og flere Kundskaber til Menneskene; lærte dem at skue ud i det mægtige Rum, lærte dem at følge de funklende Stjerners Veje og Baner. Men kun svagt formåede Menneskene at skimte noget af den Storhed, der omgav den Verden de beboede.
     Tunge vare Tiderne på Jorden; thi de synliggjorte Ældste

vandt større og større Magt over Menneskene; thi de nedbrøde hvad de Yngste opbyggede; thi de vedbleve at så deres onde Sæd overalt, og deres Sejre over de Yngste bleve større og større.

     Tungere og tungere lagde Mørket sig over Jorden, Menneskene bleve slettere og slettere, sank dybere og dybere.
     Og de Tider kom, da mange af Menneskeånderne, når de ved Døden frigjordes fra de jordiske Legemer, ikke formåede at hæve sig til de Boliger, Gud havde givet dem i Opholdsstederne om Jorden; thi deres Laster og onde Begæringer bandt dem til Stederne, hvor de forhen vandrede, medens de dødelige Legemer end vare i Live.
     Og da begyndte de dødes Ånder at færdes blandt de levende Mennesker, at færdes i Hjemmene, i Templerne, i Kongernes og i Fyrsternes Boliger. Overalt hvor Menneskene vare, der fulgtes de af de dødes Ånder, der tilhviskede dem onde og syndige Tanker, ja, de søgte endog at friste Menneskene til at øve Mørkets grufulde Gerninger.
     Og der opstod megen Uorden og Forvirring.
     Men nogle Mennesker formåede at se de døde, og de talede til andre derom, og de frygtede meget; thi dette bestyrkede mange i Troen på en ond Guddom, der stredes med den øverste Gud om Herredømmet over Menneskene, om Herredømmet på Jorden.
     Og megen Angest fødtes i Menneskenes Hjerter.

     Tunge vare Tiderne på Jorden, og de Yngste sørgede over det ondes Fremgang, og kun få vovede sig til Jorden for at stride mod Mørkets Magter.
     Men disse få medbragte megen Viden og mange Kundskaber.
     Og de lærte Menneskene at gruble over Alnaturens Væren og Tilværelse, søgte at åbne deres Øjne for godt og ondt, for rent og urent. Søgte med klare Ord og myndig Tale at styrke dem i Troen på en retfærdig, altfavnende Guddom, søgte at lære dem noget om Lysets og Mørkets evindelige Kampe.
     Og de lærte Menneskene at udgranske nogle af Naturens skjulte Love og at drage Nytte af den opnåede Viden. Lærte dem at forme deres Tanker, deres Længsler, Glæder og Sorger i klangfulde rytmiske Strofer, lærte dem at gengive Tankens dybe Granskninger i vise og fastformede Læresætninger.
     Og de lærte Menneskene at opbygge skønne Templer, skønne Boliger, mægtige Hvælvinger, med herligt svungne Buer, bårne af slanke Søjler og rigt prydede med mangeformede Gengivelser af Dyr og såre kunstfærdigt sammenslyngede Blade, Blomster og Frugter.
     Og de lærte dem med Omhu og Kunst at forme og udhugge de menneskelige Legemer og de tænkte Skikkelser af deres Guder

og Gudinder i Marmorets hvide Sten. Og med disse herlige Værker smykkede Menneskene deres Templer og deres Boliger.
Men de Yngste formåede ikke at bryde Mørkets Magt.
Og da noget over hundrede Sekler vare svundne fra de Ældstes første Menneskeliggørelse, vare de Yngste meget modløse, og kun få vovede sig til Jorden for at stride mod Mørket.

———

     Da kom en Stund, da mange af de Yngste vare samlede i det sidste Opholdssted om Jorden. Og de talede meget om de tunge Tider, der vare, og om de tunge Tider, der ville komme. Og de rådsloge om, hvilke Veje de skulle følge, at de kunne sejre over Mørket.
     Men de vedbleve at være meget modløse, og en af dem sagde: „Vi formå ikke længer at lede Menneskene; thi vi have ingen Magt dertil. Se, hvilken Uorden og Forvirring der er overalt!
     Mange Menneskeånder bryde de Love, vor Fader har givet dem. Se, Tusinder og atter Tusinder af deres Boliger i Opholdsstederne stå tomme, medens Ånderne, bundne af deres Laster og Begæringer, færdes på Jorden blandt de levende Mennesker. Men vi formå ikke at kalde vore jordiske Brødre og Søstre tilbage, ej heller formå vi at løse dem fra Mørkets Magt.
     Og se, i det ødelagte Rige have nogle af vore ældste Brødre og Søstre, ved Tankeviljens Kraft, søgt at efterligne jordiske Egne, Stæder og Boliger, og i disse Skyggeriger efterleve de atter og atter deres sidste Jordeliv. Til disse Skyggeriger drage de ved Tanken og Viljen mangfoldige af de syndebundne Menneskeånder, at de kunne være Slaver for deres onde Lyster og Begæringer. Og vi vide, at vore Brødre og Søstre forblive i det ødelagte Rige for at unddrage sig de Love, de ved deres første Menneskevorden frivillig underkastede sig.
     Vi vide, at de handle således for ikke at høste den onde Sæd, de selv have sået, for ikke at rammes af deres egne slette Gerninger. Vi vide alt dette; men vi have ingen Magt til at drage vore Brødre og Søstre ind under de Love, de have forladt. Vi formå ingen Sinde at ordne dette!
     Ej heller formå vi at retlede Menneskene, ja, endog når vi på vor Faders Bud viste os for dem i vor fulde Skønhed, uden jordisk Iklædning, for at styrke dem i Troen på vor Faders Guddom, formåede vi kun for en kort Stund at vække dem til Eftertanke; snart sank de atter tilbage i Synd og i Laster.
     I Sandhed: v i h a v e s t r i d t - m e n v i h a v e i k k e s e j r e t. M e n n e s k e n e e r e f o r t a b t e.“
     Da talede den ældste af de Yngste.
     Og han sagde: „Menneskene ere ikke fortabte, når vi ikke bryde det Løfte, vi have givet vor Fader. Og vi ville ingenlunde

bryde det; thi gøre vi det, da ere vi ikke værdige til Hans Tillid.
     Og I skulle mindes: I h a v e a l l e l o v e t a t f ø l g e m i g, j e r e s æ l d r e B r o d e r; se, jeg siger jer: lader os bede vor Fader hjælpe os; thi Han alene ved Råd, Han alene formår at ordne alt dette. Lader os bede vor Fader om Hjælp; thi Han har lovet at støtte os; thi Han har lovet at lede os. Sandelig, jeg spørger jer: hvor ofte har Han ikke stået ved vor Side, rejst de faldne, styrket de svage og trøstet de modløse? Hvor ofte har Han ikke vist os Vejen, når vi så den svinde i Mørket? Ja, lader os bede Ham give os end større Styrke og end større Magt, at vi kunne sejre; thi I skulle erindre: vi have ikke alene lovet at lede Menneskene til vor Faders Rige, vi have og lovet at vinde vore ældre Brødre og Søstre tilbage; og når vi færdes lig Mennesker blandt Menneskene, da kunne vi tillige yde vore Brødre og Søstre megen Hjælp under deres tunge Jordelivs Vandringer. Vi kunne møde dem med Kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres Byrder, søge at fjerne Stenene fra deres Vej; vi kunne støtte dem og drage dem med os. Og jeg spørger jer alle: hvilke Glæder have vi, så længe vor ældste Broder er imod os, så længe vi føle hans Had og hans Forbandelser? Ja, lader os alle bede vor Fader om Hjælp; t h i H a n a l e n e v e d R å d.“
     Men da han havde talet, tav de alle en Stund; thi de ransagede deres Hjerter.
     Og atter talede de meget med hinanden, til alle vare enige; da sagde de: „Broder, vi ville følge dig; thi vi vide, at dine Ord ere sande!“
     Og de droge alle til Guds Rige.
     Men den ældste af de Yngste trådte frem.
     Og han sagde: „Fader, vi komme til dig med vore Sorger; thi Mørket har sejret over os. Vi komme til dig for at bede dig give os større Magt og større Styrke, at vi kunne nå vort Mål.“
     Da så Gud, deres Fader, kærligt på dem alle.
     Og Han sagde: „Mine Børn, værer tålmodige, thi kun de t å l m o d i g e ville sejre.“
     Og Gud vandrede iblandt dem, og Han talede til hver enkelt, og Han sagde til dem alle: „Jeg, jeres Fader, takker jer, at ingen af jer brød det Løfte, I have givet mig; thi Fristelsen dertil var såre stor. Mine Børn, jeg siger jer: stoler ikke for meget på jeres egen Magt og Styrke, men erindrer, at jeg, jeres Fader, vil give jer al den Magt og al den Styrke, I have behov, så længe I stride for Lyset, for det gode og for det sande!“
     Og Gud talede end mere.
     Og Han sagde: „Jeg, jeres Fader, t v i n g e r ikke Menneskene til at følge de Love, jeg har givet for deres Fremgang. Frivilligt må de vandre under Lovene; men for at lette jer Arbejdets

Byrder vil jeg, den sidste Stund i hvert svindende Sekel, lade min Stemme lyde til alle af Synd bundne Menneskeånder, og tale til dem, at Angeren kan vågne i deres Hjerter, at Lyset kan drage dem tilbage til de Boliger, der ere tomme.“
     Og Gud trøstede de svage, og Han styrkede dem alle.
     Og Han talede end mere.
     Og Han sagde: „Mine Børn, når I atter ere Mennesker blandt Menneskene, da b e d e r for dem, der ere bundne af det onde; thi jeres B ø n s kærlige Tanker ville vække Angeren i deres Hjerter, og da kunne Lysets Strømme bære de angrende tilbage til de Boliger, der ere tomme. Mine Børn, jeg, jeres Fader, beder jer: søger alle, medens I vandre blandt Menneskene, at mindes jeres ældste Broder, og a t b e d e f o r h a m; t h i d a v i l l e I s e j r e!“
     Og Gud vendte sig til den ældste af de Yngste, og Han sagde: „Min Søn, se, jeg sender en Hærskare af dine Brødre og Søstre til Jorden, at de kunne retlede Menneskene. Og mange sender jeg til Jødefolket; thi derfra lyde de fleste Råb til mig om Hjælp og Bistand; thi dér sukker Folket under Syndens Trældomsåg. Min Søn, gør dig rede; thi om føje Stund skal du følge dine Brødre og Søstre. Tiderne ere onde, og Menneskene trænge til meget.“
     Men Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede, din Vilje ske!“
     Da velsignede Gud dem alle.
     Og Han sendte en Hærskare til Jorden. Og mange sendte Han til Jødefolket.

     Men de alle de Yngste vare bortdragne, lod Gud sin mægtige Stemme lyde over den ganske Jord til alle de Menneskeånder, der vare bundne af Synden, bundne af Mørket; og de standsede alle i deres Færden; thi Gud kaldte på hver enkelt; thi Han nævnede hver enkelts Navn.
     Mange vare de, der fulgte Guds kaldende Stemme; men end flere forbleve i Mørket; thi de formåede endnu ikke at angre, og kun de, der svarede Gud, deres Fader, bares af Lysets strømmende Bølger tilbage til de Boliger, der vare tomme.
     Og de forbleve en Stund i Opholdsstederne for at lutres, for at hvile og for at lære - til de atter skulle vandre videre i nye Jordeliv.

     Men inden et Sekel var svundet, kaldte Gud på den ældste af de Yngste.
     Og Han sagde: „Min Søn, er du rede? Thi Stunden er nær, da du efter dit Løfte til mig, din Fader, skal færdes på Jorden blandt Menneskene.
     Lær Menneskene at elske hinanden som Brødre og Søstre, lær dem at elske Lyset og at sky Mørkets onde og syndige Gerninger.

Styrk dem i det gode, styrk dem i det sande. Lær dem at have Tillid til mig, deres Gud, deres Ånds Fader.“
     Men Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede!“
     Da talede Gud end mere.
     Og Han sagde: „Min Søn, kan hænde din Vandring bliver såre tung og besværlig; thi mange ere de Veje, ad hvilke du kan vandre blandt Menneskene. Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt på Jorden, og det vil blive vanskeligt for dig at finde den rette Vej. Min Søn, er du rede?“
     Men Sønnen svarede: „Fader, sig mig: vil jeg vælge den rette?“
     Gud så kærligt på ham og sagde: „Jeg, din Fader, skal ikke v æ l g e Vejen for dig, kun vise dig, hvilken Vej der kan føre til Målet; og ingen kan forud vide, om du formår at fuldføre din Gerning.
     Min Søn, hør mig, thi jeg vil søge at vejlede dig: beder du, medens du er Menneske, for din ældste Broder, da vil din Bøns kærlige Tanke vække Angeren i hans Hjerte, da vil han vende tilbage til sit rette Hjem i mit Rige. Og er din Broder løst, da har Mørket ingen Tjener, der kan stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive lettere og lysere; thi da ville Menneskene i dig se den, du er. Mange ville elske dig, kun få ville hade dig.“
     Og Gud talede end mere.
     Og Han sagde: „Min Søn, mindes du i k k e din Broder og glemmer du at b e d e for ham, da vil han stride imod dig, da vil din Vandrings Vej blive stenet og støvet. Tornene ville stinge dig, kun få ville elske dig, mange ville hade, spotte og forfølge dig - ja, M e n n e s k e n e ville give dig Døden - Korsets Død. Dette vil være den Tak, de give dig for de Gaver, du bringer dem.
     Min Søn, din Fader spørger dig: er du endda rede?“
     Da bøjede Sønnen sit Hoved, og han stod tavs en Stund; thi han ransagede sit Hjerte.
     Men Kærligheden til de lidende Mennesker drog ham. Han så fast på sin Fader og svarede: „Fader, jeg er endda rede. Men Fader, tilgiv mig, ifald jeg under mit Jordeliv ikke formår at finde den rette Vej; thi du kender Mørket; thi du ved, dets Magt er forfærdelig.“
     Da tog Gud Sønnen i sin Favn og sagde: „Jeg, din Fader, vil lede dig, at din Vandring ikke skal blive for tung; men jeg siger dig: følg stedse min Stemme, når den lyder til dig; thi da farer du ikke vild.“
     Og Gud talede end mere.
     Og Han sagde: „Min Søn, se, jeg vil bede en af dine Brødre ledsage dig på din Vandring, at han kan bære nogle af dine Byrder, at han kan fjerne nogle af Stenene fra din Vej.“
     Og Gud udvalgte en af de Yngste. Og denne lovede at ledsage sin Broder.
     Da talede Gud til dem begge.

     Og Han sagde: „Støtter hinanden, bærer hinandens Byrder, svigter ikke!“
     Og Gud velsignede dem, og Han tog deres Erindring; men Han lod dem beholde et svagt Minde om de Tider, der vare f ø r Menneskenes Skabelse. Dette gjorde Gud, for at den ældste af de Yngste ingen Sinde skulle tvivle om, hvem han var, ej heller tvivle om Sandheden af de Ord, han skulle tale til Menneskene. Dette gjorde Gud for at lette deres Samarbejde, for at den yngre Broder ikke skulle svigte den ældre.
     Og Han sendte dem begge til Jødefolket.
     Men den ene kaldtes: J e s u s a f N a z a r e t h, o g d e n a n d e n v a r J o s e f a f A r i m a t æ a.

     En Stund før Gud sendte de to Brødre til Jorden, kaldte Han på en tredie af de Yngste.
     Og til ham sagde Gud: „Se, din ældre Broder ængstes; Tiderne ere onde; thi Mørket hersker overalt på Jorden. Jeg, din Fader, spørger dig: vil du berede Vejen for ham? Vil du søge at fjerne nogle af Stenene fra hans Vej, at hans Fod ikke skal vakle under Vandringen? Min Søn, vil du ledsage din Broder?“
     Sønnen svarede Ham og sagde: „Fader, jeg er rede; giv mig din Velsignelse, og jeg skal ledsage mine Brødre.“
     Men da han havde svaret således, talede Gud end mere.
     Og Han sagde: „Lær Menneskene at sky Mørkets Gerninger; lær dem at vende sig fra de falske Guder; lær dem at angre det onde, de have gjort, at de kunne vandre den lige Vej til mit Rige. Min Søn, bed for alle, der ere bundne af Mørket; min Søn, søg at mindes din ældste, din faldne Broder.“
     Og Gud tog hans Erindring, men Han lod ham beholde et svagt Minde om den Broder, han elskede, og for hvem han skulle berede Vejen. Dette gjorde Gud, for at han skulle kende den ældste af de Yngste, når de mødtes på deres Jordelivs Vandring.
     Og Gud sendte ham til Jødefolket, og han kaldtes J o h a n n e s med Tilnavnet: D ø b e r e n.

10.
Var Jesu Fødsel overnaturlig? Undfangedes han ved den Hellige Ånd?

Af Mands og Kvindes Attrå og Vilje undfangedes og fødtes Jesu j o r d i s k e L e g e m e.
Og den ældste af de Yngste blev bundet til dette Legeme,

bundet med Lysets livgivende Bånd; thi således bindes, efter Guds Vilje, alle Lysets Ånder til de jordiske Legemer.
Men G u d s e l v ledede og værnede ham under hans tunge Jordelivs Vandring.

11.
Hvilke var Jesu egne Tanker om hans Gerning på Jorden?

     I onde Tider fødtes han til Jorden.
     I onde Tider voksede han op blandt Menneskene.
     Hans Tanker vare rene. Hans Øje så og hans Øre hørte mere end Menneskers svage Øjne og døve Øren.
     Kærlighed og Barmhjertighed fyldte hans Sind. Og hans Hænder bare Lægedom til mange.
     Men hans Åsyn var sorgfuldt; thi han bar den tungeste Byrde på sine Skuldre.
     Og han var en fremmed blandt Menneskene.
     Hans Øje så megen Synd, mange Sorger og mange Lidelser.
     Og han hørte Folkene i Synagogen og i Hjemmene råbe til deres Gud om at fri dem fra Trældommens Åg og snart, snart sende dem M e s s i a s, den lovede, den længe ventede.
     Langsomt kaldte Gud de Tanker til Live i Jesu Sind, at han var sendt til Jorden for at frelse Folkene fra S y n d e n s Trældomsåg og rense deres Hjerter for alt urent; at han var sendt til Jorden for at lære Menneskene at elske hinanden; for at styrke deres Tillid til deres himmelske Fader.
     Langsomt vågnede det Håb i Jesu Hjerte, at han var den lovede, den længe ventede.
     M e n h a n v o v e d e i k k e f u l d t u d a t f æ s t e L i d t i l d e t t e H å b.
     Og han grundede meget over disse Tanker.

     Ofte sad han i Synagogen og granskede de gamle Skrifter. Og han lyttede til de ældstes, til de skriftkloges Udlægninger af Ordene.
     Men han fandt ikke den Fred, han søgte.
     Meget og længe granskede han de gamle Skrifter. Og hans Hjerte blev tungt derved; thi Skriftens Gud var ofte hævngerrig, og han var ingenlunde r e t f æ r d i g.
     Dog Jesus trættedes ikke, men vedblev at søge, til han svagt skimtede et mildt, et kærligt Åsyn - S a n d h e d e n s, K æ r l i g h e d e n s o g B a r m h j e r t i g h e d e n s G u d.
     Men den Lysets og Sandhedens Gud, hvis Åsyn han skimtede

bag Vredens og Hævnens Herre, mindede ham om den Fader, hvis Billed han bar i sit Hjerte.
     Og til denne Fader bad han inderligt om Hjælp, om Fred og om Styrke.
     Og Gud hørte hans Bøn.
     Og Han skænkede ham H j e r t e t s F r e d, S t y r k e o g K l a r h e d.

     Men i den Stund Jesus kendte sig styrket, vandrede han op til Synagogen, og han stod frem, og han talede mod de ældste, mod de skriftkloge.
     Og alle, der hørte hans Ord, undredes meget; thi hans Ord vare klare, og han talede med megen Myndighed.
     Men nogle af Jesu Ord vare disse: „Se, jeg siger jer: den Gud, I frygte og tilbede, er ikke en Sandhedens, men en Løgnens Gud! Thi jeg siger jer: ville I med Omhu granske de gamle Skrifter, der tale om denne jeres Gud, da ville I se, hvor svag og vaklende han er. Snart svinger han Hævnens og Straffens Svøbe over jeres Fædres Hoveder. Snart jager han sit Folk i Landflygtighed, snart kalder han det tilbage, og snart byder han, ved Profeterne, de ledende at drage mod Nabofolkene for at plyndre, røve og ihjelslå. Og når han således en Stund har raset med Magt og megen Vælde, da angrer han sin Fremfærd, angrer det onde, han har gjort, da lover han at mildne sin Vrede, lover at vise større Barmhjertighed. Sandelig, sandelig, jeg siger jer: d e n n e e r i k k e S a n d h e d e n s, e r i k k e R e t f æ r d i g h e d e n s G u d! - -
     Og hvilken Tilbedelse kræver han ikke af jer!
     Hvor mange Dyr byder han jer ikke at slagte for sit Åsyn, at dette Offer kan være ham til Velbehag! Hvor meget Blod er ikke udgydt ved hans Altre, at Duften deraf kunne stige til Himlene og fryde hans Hjerte! - - - - -
     Se, jeg spørger jer: er det ikke sagt til jer ved Mose Lov, at I ikke skulle ihjelslå hinanden? Og hvor ofte har ikke jeres Gud, ved Profeterne, talet til jeres Fædre og budt dem at ihjelslå Tusinder og atter Tusinder af deres Fjender! Og har han ikke lovet jeres Fædre at lønne dem for disse onde Gerninger med megen Herlighed, mange Rigdomme og meget Land! Sandelig, jeg siger jer: den Gud, der siger, d u s k a l i k k e i h j e l s l å, og den Gud, d e r b y d e r d i g a t i h j e l s l å, er ikke den samme; t h i d e n G u d, d e r b y d e r j e r a t i h j e l s l å j e r e s F j e n d e r, h a n e r a f d e t o n d e, o g I s k u l l e s k y h a m.“
     Og Jesus vedbleve at tale; thi der var falden stor Tavshed over alle.
     Og han søgte ved Skriftens Ord at vise dem Kærlighedens, Sandhedens og Lysets Gud, den Gud, der i fuld Retfærdighed straffer Menneskenes Lovovertrædelser; søgte at vise dem den Gud, hvis Favn står åben for hver angrende Synder, den sande, den

højeste, den eneste Gud, Han der ikke alene var Jødefolkets, men Alverdens - ja, endog Hedningenes Gud.
     Men da han tav, forfærdedes alle.
     Og de skriftkloge talede hårde og fordømmende Ord til ham.
     Og den øverste trådte frem og forbød ham oftere at tale i Synagogen, ja forbød ham at udlægge Skriftens Ord.
     Men Jesus svarede ham og sagde: „Ingen har Magt til at byde mig at tie i min Faders Hus.“¹
     Da forfærdedes de alle end mere, og nogle råbte: „Se den onde er faret i ham og taler af hans Mund; hør, hvor han spotter det hellige og håner det ophøjede!“
     Og de søgte at drive ham ud af Synagogen.
     Men Jesus svarede dem ikke. Og han vandrede frivillig ud af sin Faders Hus.

     Da Folkene i Staden hørte om det, der var sket, undredes de meget, og mange vrededes derover.
     Men Jesu Forældre, Tømmermanden Josef og hans Hustru Maria, dadlede ham strengt for de Ord, han havde talet i Synagogen mod de ældste og de skriftkloge.
     Men Jesus svarede dem og sagde: „Vide I ikke, at jeg elsker jer, og har jeg ikke søgt at holde jeres Bud? hvor meget mere skulle jeg da ikke søge at holde H a n s Bud, der sendte mig? hvor meget mere skulle jeg da ikke elske min himmelske Fader, elske Ham, der hersker over alle Himlene?“
     Men de forstode ham ikke, og de sørgede meget; thi de mente, hans Tanker vare forvirrede.

12.
Hvorledes skal vi forstå Jesu Dåb?

     Men noget efter den Tid da Jesus var udjaget af Synagogen, hørte han megen Tale om en Mand, Johannes, med Tilnavn „Døberen“, der vandrede fra Sted til Sted i Omegnen af Jordans Flod.
     Og Jesus hørte, at han talede til Folkene dér og lærte dem meget om Himmeriges Rige; hørte, at denne Mand talede strengt til Folkene; thi han dadlede deres store Vantro, dadlede deres Tilbedelse af Mammon og Magt.
     Og nogle af hans Ord vare disse: „Himmeriges Rige er jer nær, når I angre det onde, I have gjort, når I vende jer fra denne Verdens falske Guder, når I sky Mørkets Gerninger.“
_________
     ¹) Jesus betragtede ikke alene Templet i Jerusalem, men også enhver Synagoge, som sin „Faders Hus“.

     Og når Mænd og Kvinder kom til ham, sørgende og angrende, tog han Vand fra Floden i sin Hånd og gød det over dem.
     Og han sagde: „Som jeg med Vandet renser jeres Legemer fra Jordens Støv og Smuds, således vil Herren rense jeres Hjerter med den himmelske Ild, rense jer fra Syndens og Ondskabens Smuds.“
     Men spurgte nogen ham: „Er du Messias, ham vi vente?“ da svarede han og sagde: „En, der er større end jeg, skal komme til jer, men Herren har sendt mig, at berede Vejen for ham.“
     Om alt dette talede mange til Jesus.
     Og Gud vakte det Ønske i hans Hjerte at se denne Mand og tale med ham; thi det, han hørte, undrede ham såre.
     Og Jesus drog til det Sted, hvor Johannes var.

     Men da Johannes så ham komme vandrende, da kendte hans Ånd ham.
     Og han bøjede sig for Jesus og sagde: „Broder, vær velkommen!“ Og Johannes vendte sig til de mange, der vare hos ham, og sagde: „H a m er det, jeg har ventet, for ham har jeg beredt Vejen.“
     Men Jesus glædede sig meget over hans Ord.
     Og han talede til Johannes og sagde: „Broder, døb mig, således som du døber Folkene, at jeg kan gå renset til min Gerning.“
     Da bøjede Johannes sig for ham og sagde: „Som dit Legem er rent, så er og dit Hjerte rent.“
     Men Jesus svarede ham og sagde: „Ingen er ren uden Gud!“
     Da gjorde Johannes efter hans Ønske.
     Men da han havde døbt Jesus, vendte han sig til Folkene, der stode om dem.
     Og han råbte med høj Røst: „Dette er Guds Søn, den elskede! følger ham, og værer ham lydige; thi hans Ord ere sande.“
     Da Jesus steg op af Vandet, vege Skarerne tilbage; thi han stod for dem lig en Konge.
     Mange bøjede sig for ham, og nogle søgte at kysse Sømmen af hans Klædning; men Jesus bød dem holde inde med deres Færd.
     Og han blev hos Johannes, og de talede om såre meget.
     Men efter en Stunds Forløb toge de Afsked med hinanden.
     Og de vandrede hver ad sin Vej.

13.
Hvorledes skal vi opfatte Fristelsen i Ørkenen?

     Efter Mødet med Døberen vandrede Jesus ofte til de øde Steder, for i Stilheden at granske sit Hjerte, for at tænke over sin Gerning og for at lytte til det, der blev ham indgivet.
     Men når han således var ene, stod hans ældste Broder, Mørkets Tjener, ved hans Side og søgte at indgive ham urene og syndige Tanker.
     Men Mørket formåede ikke at forurene Jesu Sind.
     Da søgte den Ældste at indsnige H o v m o d e t i hans Hjerte.
     Men da Jesus fornam de fremmede Tanker, hørte han, med sit indre Øre, en fjern, mild Stemme, der sagde: „Bed for ham, der er bundet af det onde!“
     Og Jesus, der formåede at se med sit indre Syn, søgte til alle Sider for at finde den Uånd, der indgav ham Hovmodets syndige Tanker.
     Men han blev ingen var; thi Mørket dækkede hans ældste Broder.
     Og da mente han, at Tankerne vare hans egne, og at den fjerne Stemme havde søgt at advare ham mod disse onde Tanker. Og han bad inderligt og ydmygt til sin himmelske Fader om Tilgivelse for det Hovmod, der fyldte hans Sind.
     Men Tankerne slettedes ikke.
     Og Stemmen sagde atter: „Bed for ham, der er bundet af det onde!“
     Jesus lyttede til Ordene, og han søgte at tyde dem.
     Men han formåede det ikke; thi de Forbandelser, den Ældste havde udslynget mod ham, tyngede hans Sind og bandt det svage Minde, han bar i sit Hjerte, om den Broder, der var faldet for Mørkets Magt.
     Og en stor Angest fyldte Jesu Sind; thi han frygtede, at en Uånd havde taget hans Legeme i Besiddelse og hindrede ham i at skelne det onde fra det gode.
     Og han råbte: „Vig fra mig, du, der er af det onde!“
     Men da Tankerne vedbleve at være, kaldte han i sin Nød på sin himmelske Fader og råbte: „Fader, frels mig fra ham, der truer mig.“
     Da drog Gud Mørket bort fra den Ældste, da så Jesus sin Broders Åsyn - da mindedes han svagt det Løfte, han havde givet sin Fader, før han begyndte sin Vandring på Jorden.
     Og han hørte en fjern, sorgfuld Stemme, der sagde: „Min Søn, din Vandrings Vej vil blive stenet og støvet, Menneskene ville give dig Døden - Korsets Død.“
     Men fra den Stund havde Jesus ingen Glæde; thi han bar Sorgens tungeste Byrde i sit Hjerte.

     Og senere, da nogle Tider vare svundne og han talede til sine Disciple om den Onde, der frister Menneskene til at synde, spurgte nogle: „Mester, sig os: har den Onde ingen Sinde fristet dig?“
     Da svarede Jesus: „Medens jeg vandrede på de øde Steder, kom han og talede til mig for at vække Hovmodet i mit Sind; men jeg sagde: vig fra mig! thi jeg formåede ikke at b e d e for ham; thi jeg glemte det Løfte, jeg havde givet min Fader.“
     Men de, der hørte Ordene, forstode dem ikke.
     Og de vovede ikke at spørge; thi de så, at han var meget sorgfuld.

14.
Lærte Jesus om et evigt Helvede? Lærte han intet om Himmeriges Rige ud over de Ord, der alt er kendt gennem Evangelierne?

     Men ved de Tider, da Jesus så sin ældste Broders Åsyn, kom nogle Folk til ham; thi de havde set ham ved Jordans Flod og hørt Døberens Ord om ham. Og de ønskede meget at høre ham tale.
     Og Jesus gjorde efter deres Ønske.
     Og han udlagde meget af Skriften for dem, talede til dem om Sandhedens og Retfærdighedens Gud.
     Men de, der hørte Ordene, talede til andre derom.
     Efter dette begyndte store Folkeskarer at søge til Jesus for at se ham og høre hans Ord.
     Blandt Skarerne udvalgte Jesus tolv Mænd, at de kunne ledsage ham på hans Vandringer og hjælpe ham at tale til Folkene; thi han mindedes svagt de tolv, der ledsagede hans Fader.
     Således vandrede han fra Stad til Stad, fulgt af nogle eller flere af sine udvalgte Ledsagere.
     Jesus talede i Synagogerne, i Hjemmene og på de Steder, hvor Folkene samledes for at hvile, når Dagens Arbejde var til Ende.
     Og han talede til dem om Guds Faderlighed, talede om Hans Kærlighed og Barmhjertighed. Og han dadlede dem strengt for deres indbyrdes Ufordragelighed, Had og Avind.
     Men nogle af Jesu Ord vare disse: „Elsker hinanden som Brødre og Søstre; thi således som I elske, vil jeres himmelske Fader og elske jer.
     Værer barmhjertige mod alle, der komme til jer; thi vise I Barmhjertighed, da vil og jeres Fader være barmhjertig mod jer.
     Tilgiver alle jeres Fjender og alle dem, der synde mod jer; thi i s a m m e M å l som I tilgive, vil jeres himmelske Fader og tilgive jer, når I angre, hvad I have syndet imod Ham. Sandelig,

jeg siger jer: omvender jer, angrer jeres Synder og søger at rense jeres Hjerter fra alt urent; thi da skulle I visseligen skue Himlens Herlighed, da skulle I visseligen komme i Himmeriges Rige; thi i min Faders Rige ere mange Boliger, og de ere alle beredte for jer; og dér er idel Glæde og Herlighed for dem, der have angret, hvad de have forbrudt. Og jeg siger jer: I skulle gå frem til større Salighed, ja, I s k u l l e g å f r e m, t i l I s k u e v o r F a d e r s Å s y n. Derfor vorder alle fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen! Vorder alle rene; thi da skulle I visseligen skue Hans Åsyn, der elsker jer alle!
     Men jeg siger jer: I s k u l l e i n g e n S i n d e k r æ v e H i m m e r i g e s R i g e s o m L ø n for det gode, I ville øve. I skulle ikke lade støde i Basuner for jer på Torve og i Stræder, for at alle kunne vide, hvad I have gjort. Ej heller skulle I med høj Røst udråbe: se, vi have mættet de hungrige, vi have klædt de nøgne, og vi have givet vore Gaver til mange; os tilkommer Himmeriges Rige! Thi gøre I således, og tale I således, da er Himmeriges Rige i k k e jeres. Thi jeg siger jer: ere I gode, da gøre I det gode, t h i I v i l l e i k k e d e t o n d e! Ere I barmhjertige, da vise I Barmhjertighed mod alle, t h i I k u n n e i k k e u n d l a d e d e t! Og ere I kærlige af Hjertet, da have I Medlidenhed med alle, der lide, men da ville I og tilgive jeres Fjender og alle, der have syndet imod jer.
     Sandelig, jeg siger jer: gøre I alt dette, således som j e g har sagt det, da skulle I visseligen skue Himlens Salighed; thi da tilkommer Guds Rige jer!“ - - -
     Men nogle kom til ham og sagde: „Mester, sig os: hvorledes skulle vi komme ind i Guds Rige?“
     Da så Jesus på dem, og han sagde: „Hørte I ikke mine Ord? Se, jeg siger jer: I skulle elske jeres Gud og Fader af jeres ganske Styrke. Og I skulle elske jeres Næste, som I elske jer selv!“
     Men de, der havde spurgt, svarede og sagde: „V i hørte, hvad du talede til os; men mange ere de, der ikke hørte Ordene.“
     Da sagde Jesus: „Går og forkynder, hvad I have hørt, at alle kunne blive delagtige i Himlens Salighed.“

     Og Jesus talede end mere til Folkene.
     Og nogle af hans Ord vare disse: „Men ville I ikke omvende jer og ikke angre jeres Synder og ikke rense jer fra jeres Urenheder, men ville I vedblive at vandre i Synd og Ulydighed, ville I vedblive at leve i Utugt, at røve, plyndre og ihjelslå, vedblive at sige falske Vidnesbyrd om jeres Næste, vedblive at hade, forfølge og forbande hinanden: da skulle I visseligen fare til det onde Sted, og dér skulle I lide evindelig¹ Pine; dér skal ingen
_________
     ¹) Evindelig = ufattelig lang Tid, må ikke forstås som en i al Evighed varende Pine, da dette ikke var Jesu Mening.

Sol skinne og ingen Måne lyse for jer i Mørket, men en Ild skal dér optændes i jeres Hjerter, en Ild der ikke slukkes, men ej heller fortærer jer; dér skulle I lide Hungerens og Tørstens Kvaler; thi ingen mætter jer, og ingen giver jer at drikke; dér skulle I sørge; thi dér er ingen Glæder, men kun Gråd og Tænders Gnidsel; thi Syndens Orm¹ skal nage og stinge jer.“
Men da han talede således, faldt stor Frygt over Skarerne.
     Og nogle gik til ham og sagde: „Mester, sig os, vender ingen tilbage fra hint Sted?“
     Da mindedes Jesus sin Broders Åsyn, mindedes sit brudte Løfte, og han svarede: „Sandelig, jeg siger jer: omvender jer og angrer de Synder, I have gjort, medens Tid er; thi ingen uden Gud ved, om nogen vender tilbage; thi ingen uden Gud ved, om Ilden skal slukkes; ja, sandelig jeg siger jer: i n g e n u d e n G u d v e d, om Ormen, der nager og stinger, skal dø!“
     Men Folkene vedbleve at spørge, og de sagde: „Mester, sig os: hvorledes skulle vi hindre, at mange fare til det onde Sted?“
     Da så Jesus på dem, og han svarede: „Hørte I ikke, hvad jeg sagde jer: I skulle omvende jer og angre!“
     Men de, der havde spurgt, svarede ham og sagde: „V i hørte Ordene, men mange ere de, der ikke hørte dem.“
     Da sagde Jesus: „Værer I da Saltet; thi således som Kødet saltes for ikke at fordærves, således skulle I og salte Menneskenes Hjerter og forkynde for alle, hvad I have hørt. Men jeg siger jer: I skulle tale i m i t Navn; thi mister Saltet sin Kraft, da fordærves Kødet og det vil stinke ilde - men da ere hverken Saltet eller Kødet længer tjenlige, og det skal alt bortkastes. Således være det og for jer.“
     Da forstode Disciplene ham, forstode, at de ikke skulle tale af deres e g e t, men f o r k y n d e J e s u O r d.
     Og de vandrede bort for at gøre andre delagtige i det, de havde hørt.

     Jesus vandt mange blandt Skarerne; mange fulgte ham, og de, der fulgte ham, elskede ham meget.
     Men de skriftkloge og de, der kaldtes Farisæere og Saduccæere, hadede og forfulgte ham.
_________
     ¹) Da Jesus ofte talte i Billeder, må ovenstående Udtryk kun betragtes som en billedlig Omskrivning af Syndserindringens pinende og nagende Magt. Det onde Sted, som Jesus her beskriver, er det ødelagte Rige, de Ældstes Hjemsted. Under sit Jordeliv bevarede Jesus flere Erindringer fra den oversanselige Tilværelse, dog var alle ikke lige klare og forståelige for ham.

15.
Gjorde Jesus Undergerninger?
Helbredte Jesus de syge?

     Medens Jesus vandrede fra Stad til Stad, opsøgte han de fattige og de syge.
     Og de Gaver, han modtog fra dem, der elskede ham, delte han med de fattige. Men til de syge talede han og Håbets, talede han og Trøstens Ord. Og for at lindre deres Lidelser lagde han ofte sine Hænder på deres Legemer; men når han fornam sin Ånds Kraft og Styrke strømme over dem, da bad han: „Fader, er det din Vilje, da lad disse helbredes!“
     Således bragte han Lægedom og Styrke til mange Mennesker.
     Men dette er ingen Undergerning; dette have mange gjort fra de ældste Tider, og dette ville mange kunne gøre, så længe Jorden er.

Formåede Jesus at kalde døde til Live?

     Og det skete på en af Jesu Vandringer, at en Mand kom til ham og bad: „Mester, helbred min Datter; thi hun lider meget; følg mig og helbred hende; thi hun drages alt med Døden!“
     Men da Jesus hørte Ordene, svarede han: „Da nytter det kun lidet, at jeg kommer; thi jeg formår ikke at udfri hende fra Døden.“
     Men Pigens Fader vedblev at bede, og han sagde: „Mester, hjælp hende; thi hun er mine Øjnes Lyst!“
     Og Jesus ynkedes over ham; thi hans Hjerte led med de lidende.
     Og han fulgte ham.
     Men da de vare komne til Stedet, hørte de, at Pigen var død.
     Og da Jesus så Faderens Sorg, gik han med ham ind for at styrke og trøste ham.
     Og medens Jesus stod ved Barnets Leje, så han med sit indre Syn, at hendes Ånd havde fjernet sig noget fra Legemet; men Legemet var ikke dødt, thi Båndet, der bandt Ånden, var endnu ikke bristet.
     Da han havde set dette, vendte han sig til dem, der vare til Stede, og sagde: „Hun er ikke død, hun sover; men jeg vil søge at vække hende, jeg vil søge at kalde hendes Ånd tilbage.“
     Men da han havde sagt disse Ord, tog han hendes Hånd, så fast på hende og råbte hendes Navn med høj Røst. Og se, hendes Ånd vendte tilbage til Legemet, og hun vågnede.
     Da Jesus så dette, sagde han: „Styrker hende med Mad og Drikke, og plejer hende; thi hun er såre svag.“
     Da forfærdedes alle, og de undredes meget.

     Og de sagde til hinanden: „Hans Magt er stor; sandelig, han må være den Højestes Søn.“
     Og de bøjede sig i Støvet for ham, ja, de ville endog tilbede ham.
     Men Jesus veg tilbage for dem.
     Og han sagde: „Hørte I ikke mine Ord? Hørte I ikke, jeg sagde: hun er ikke død, hun s o v e r!“
     Folkene svarede ham og sagde: „Mester, vi hørte dine Ord - men vi s å, at Pigen var død!“
     Da sagde Jesus: „Jeg siger jer: er Ånden faret bort fra Legemet, da er der intet Liv mere, da er Legemet dødt; men jeg blev hendes Ånd var; thi den stod hos os, og da jeg kaldte på den, d a vågnede hun.“
     Men Folkene svarede: „Mester, v i s å d i g g i v e h e n d e L i v e t.“
     Da vrededes Jesus, og han sagde: „I Dårer, I se, og I se dog ikke, I høre, og I høre dog ikke, og mig ville I ikke tro, når mine Ord ere sande; men ville jeg tale Løgn til jer, da ville I tro mig, da ville I falde ned og tilbede mig. Men jeg siger jer: I skulle ingenlunde tilbede m i g, men tilbede H a m, der sendte mig; thi Han har givet mig alt, og af mig selv kan jeg intet. Ja sandeligen, I skulle bede jeres himmelske Fader oplyse jer, at I kunne vorde seende; thi I formå visseligen ikke at skelne det rette fra det urette. Og I skulle ingen Sinde tale til andre om Pigens Død på jeres egen Vis; t h i I v i d e i k k e, h v a d I s i g e!“
     Da Jesus havde sagt dette, forlod han dem og vandrede videre.

Men det, Jesus gjorde, var ingen Undergerning; mange have gjort ligeså før hans Tid og efter hans Tid, og dette kan gøres, så længe Jorden er.

Formåede Jesus at uddrive Uånder?

     På sine mange Vandringer mødte Jesus Mennesker, der vare omklamrede af de dødes Ånder, Mennesker, der vare besatte. Og deres Lidelser vare meget store, thi Uånderne forurenede deres Tanker og droge megen Styrke af deres Legemer, så disse bleve usle og svage.
     Men når Jesus, med sit indre Syn, så Uånderne klamre sig til Menneskenes jordiske Legemer, talede han strengt til dem, bød dem fare bort og lade Menneskene med Fred; og han forbød dem atter at vende tilbage.
     Og til dem, han således havde befriet, sagde han: „Renser jeres Hjerter og Tanker for alt ondt, for alt urent; thi vedblive I at vandre i Synd og i Laster, ville jeres Lidelser blive end større;

thi da ville Uånderne atter vende tilbage for at berede jer nye og end værre Pinsler.“
Nogle af de forhen besatte gjorde, som Jesus bød; men mange vedbleve at være lige urene.
Jesus formåede således ikke at bringe Fred til alle dem, han søgte at yde Hjælp.

Men det, Jesus gjorde, var ingen Undergerning; dette have mange gjort før ham, og mange have gjort det efter hans Tid.

16.
Hvorledes skal vi forstå Forklarelsen på Bjerget?

     Ofte vandrede Jesus til de øde Steder for i Stilheden at ransage sit Hjerte og lytte til sine Tanker.
     Men når han var i Ensomheden, sørgede han meget over Menneskenes Elendighed, sørgede over deres Lidelser, sørgede over deres indbyrdes Had og Ondskab.
     Og han bad sin himmelske Fader give ham Styrke og Kraft til at vejlede den syndige og forvildede Menneskeslægt.
     Da Jesus en Dag, tynget af Sorger, var i Ensomheden, medens de Ledsagere, der vare med ham, slumrede, trætte af Vandringen, sendte Gud to af de Yngste til ham, at de kunne træde frem for hans jordiske Øjne og således bringe ham Trøst og Styrke.
     Men da Jesus skimtede de svage Omrids af de lysende og strålende Skikkelser, råbte han højt: „Fader, jeg takker dig!“
     Ved hans Udråb vågnede hans Ledsagere af deres Slummer; men ved den bratte Opvågnen beholdt de et svagt Minde om det skønne, de havde set. Thi medens deres Legemer hvilede, havde deres Ånd set og genkendt de lysende, strålende Skikkelser.

17.
Hvorledes var Jesu Forhold til Apostlene?

De tolv Mænd, Jesus udvalgte blandt Disciplene, måtte alle arbejde strengt for Føden; men Jesus støttede dem; thi han delte med dem de Gaver, han modtog fra dem, der elskede ham.
Men nogle af Jesu Ledsagere havde Hustru og egne Hjem. Derfor formåede de ikke alle Tider at ledsage Jesus; men han kom ofte til deres Boliger for at hvile nogle Dage, når hans Legeme var træt af de mange Vandringer. Og Jesu Ledsagere modtoge ham med megen Glæde, og de hilsede ham med Sorg, når han atter

forlod dem; thi han var såre elsket af alle sine Disciple, elsket af Mænd og af Kvinder.
     De elleve af Jesu Ledsagere vare af de Yngste. Disse vare gode, og deres Ånd var stærk. Men de stode meget under Jesus i jordisk Viden og Kundskab; og de Minder, de bare i deres Hjerter, om de Tider, der vare før Menneskene, vare meget svage; thi deres jordiske Legemer og deres ældste Broders Forbandelser tyngede dem alle.
     Men den tolvte af Jesu Ledsagere var en af de Ældste.
     Og hans Navn var Judas Iskariot.
     Ofte når Jesus talede til Disciplene, før den Tid da han udvalgte de tolv, så han Judas iblandt dem. Og da Jesu Ånd kendte ham, vidste han, at Judas bar Mørkets tunge Byrder.
     Og da Jesus havde udvalgt de elleve Ledsagere, gik han til Judas og sagde: „Broder, kom til mig, og vær blandt mine.“
     Men Judas vendte sit Åsyn bort og sagde: „Mester, formår du at give mig den Fred, jeg søger?“
     Jesus svarede ham og sagde: „Ikke jeg, men den Højeste formår det.“
     Og han talede end mere til ham og sagde: „Judas, søg at angre, hvad du har syndet, bær dine Byrder til vor himmelske Fader, da vil Han tilgive dig, at dit Hjerte kan vorde renset.“
     Men Judas svarede: „Ingen Sinde vorder mit Hjerte renset - j e g må bære mine Byrder alene; thi ingen formår at bære dem for mig.“
     Da vedblev Jesus at tale til ham.
     Og Judas lyttede til Ordene og lovede at ledsage ham. Men han sagde: „Se, jeg formår ikke at hjælpe dig i din Gerning; thi gjorde jeg det, da ville det urene besmitte det rene.“
     Fra den Stund var Judas blandt Jesu Ledsagere. Og når Jesus talede til dem, lyttede han til Ordene; men hans Åsyn var mørkt, og han spurgte ikke, ej heller talede han til Folkene, og han vandrede helst alene; thi Jesu elleve Ledsagere skyede ham; thi de elskede ham ikke.

     Jesus talede ofte med sine Ledsagere, og han søgte at vække deres Ånds fulde Styrke.
     Og han lærte dem, hvorledes de ved Åndens Styrke og ved Tankens Vilje kunne helbrede de svage og uddrive Uånder.
     Men han sagde til dem: „Beder den Højeste oplyse jer, at I kunne vide, når I formå at hjælpe, og når I ikke formå det; thi dette kunne I ikke vide af jer selv.“
     Ofte udsendte Jesus dem to og to til Stæderne i Omegnen, at de kunne forkynde hans Ord for mange.
     Dette gjorde han for at styrke dem i deres Gerning, dette gjorde han for at prøve deres Ånds Styrke.

     Og han talede meget med dem om de Tider, der ville komme, da de skulle være ene om den store Gerning; talede om den Stund, da han skulle forlade dem; thi han forstod, at han ikke formåede at overvinde Menneskenes onde Vilje, og han sagde sine Ledsagere, at det bar mod Døden for ham.
     Men når han talede således, sagde hans Ledsagere: „Mester, hvorledes skal det gå os, når du ikke længer er hos os; thi vi have ikke din Visdom og ikke din Magt?“
     Men da svarede Jesus: „Når jeg er vendt tilbage til min Fader, da skal jeg bede Ham give jer end mere af sin Styrke, give jer end mere af sin hellige Ånde.¹“
     Da han havde sagt dette, spurgte nogle af hans Ledsagere: „Mester, sig os: når du har forladt os, vender du da ingen Sinde tilbage til os? Få vi dig ikke at se iblandt os, medens vi ere her? Skulle vi først mødes, når også vi have forladt denne Verden?“
     Men da de havde spurgt, tav Jesus en Stund; thi han mindedes de lyse, strålende Skikkelser, han havde set med sine jordiske Øjne.
     Og han sagde: „Ifald vor himmelske Fader tillader mig det, da skulle I visseligen se mig iblandt jer.“
     Da spurgte de alle: „Mester, når skulle vi da vente dig?“
     Men til dette svarede Jesus: „Ingen ved det uden Gud.“

18.
Var Jesus altid rede, når han kaldtes til de syge og sorgfulde?

     Og det skete en Dag, at Jesus kom til Simon Peters Hus for at hvile efter mange Dages tunge Vandringer. Da han trådte ind, hilsede han og sagde: „Giver mig en Drik Vand og et Måltid Mad; thi jeg tørster og hungrer meget.“
     Men Simon Peter og hans Hustru bøde ham velkommen, og de rakte ham et Bæger Vand.
     Og medens Jesus toede sit Legeme og rensede sin Kjortel, beredte Simon Peters Hustru ham et Måltid Mad.
     Da alt var beredt, sagde hun: „Mester, spis, og styrk dit Legeme; thi du trænger svarligen dertil.“
     Men se, i den samme Stund trådte en Hyrde ind i Stuen; han gik frem til Simon Peter, hilsede ham og sagde: „Ved du, hvor jeg skal søge Mesteren fra Nazareth, da sig mig det; thi jeg ønsker at se ham og at tale med ham.“
_________
     ¹) Guds Ånd eller Ånde er identisk med Guds Tanke, her = større åndeligt Liv.

     Men Simon Peter pegede på Jesus og sagde: „Den du søger er her!“
     Da vendte Hyrden sig mod Jesus, hilsede ham og sagde: „Mester, min gamle Moder har sendt mig til dig; thi hun har i lange Tider ligget urørlig på sit Leje; thi hun er syg og værkbruden og hun formår ikke at opsøge dig. Mester, følg mig, thi det stunder mod Døden, og hun ønsker meget at høre dine Ord.“
     Da han havde talet således, rejste Jesus sig og svarede: „Broder, jeg følger dig!“
     Men Simon Peters Hustru trådte frem og sagde: „Mester, styrk dit Legeme med Mad og Drikke, og hvil dig; thi du er såre træt - og lad den gamle vente en Stund.“
     Da så Jesus på hende, og han svarede: „De, der sørge, og de, der lide, skulle ingenlunde kalde mig forgæves - og Døden venter ej heller.“
     Derefter tog han sin Stav, og han vandrede bort med Hyrden.
     Da de havde vandret en Stund ad stenede Veje, kom de til en lav, usselig Hytte. Og da Jesus trådte ind i Stuen, vaklede han hastig tilbage; thi en ilde Stank strømmede ham i Møde. Men da han i Hyttens Mørke skimtede den gamle Kvinde, liggende udstrakt på Lejet, gik han atter ind, lagde sine Hænder på hendes Hoved og sagde: „Herrens Fred være med dig.“
     Den gamle Kvinde hilsede ham og takkede ham.
     Men Jesus sagde: „Se, jeg er kommen; thi du ønskede at tale med mig.“
     Kvinden svarede ham og sagde: „Min Time stunder til; men jeg ængstes for Døden, ængstes for den Højestes Vrede; thi jeg har syndet imod Hans Bud.“
     Jesus så mildt på hende og sagde: „Den, Herren elsker, tilgiver Han meget.“
     Men den gamle svarede ham og sagde: „Jeg har syndet mod Herrens Bud - hvorledes kan Han da tilgive mig?“
     Da tav Jesus en Stund; thi han talede med sin Gud og Fader; men da vidste han og, hvorledes han skulle forme sine Ord.
     Og noget efter sagde han: „Sig mig, hvor færdes din Datter, dit yngste Barn? Er hun ikke hos dig for at yde dig Hjælp i din Alderdom? Thi jeg ser kun din Søn, ham, der ledsagede mig hertil.“
     Kvinden svarede ham og sagde: „Min Datter er ikke længer her; thi hun forhærdede sit Hjerte; thi hendes Moders Hjem var for ringe, og hun vandrede Veje, hendes Moder ikke kendte.“
     Jesus så på hende, medens han sagde: „Og - du har forbandet og bortjaget hende?“
     Men da faldt stor Styrke over den gamle Kvinde; hun rejste sig på sit Leje og råbte: „Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, der er opvokset under hendes Øjne og hendes

Hænder? Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, hun bar og gav Livet? Sandelig, du kender ikke en Moders Hjerte!“
     Jesus lagde hende blidt tilbage på Lejet og sagde: „Se, din Datter har syndet imod dig; og om end hun ikke har angret og ikke er vendt tilbage, har du alt tilgivet hende i dit Hjerte; men dette har du gjort, f o r d i d u e l s k e d e h e n d e. Sandelig, jeg siger dig: når du, der er af denne Verden, af hele dit Hjerte tilgiver det Barn, der har syndet imod dig, hvor meget mere må da ikke vor himmelske Fader tilgive s i n e Børn; thi er din Kærlighed stor, da er Hans end større. Se, jeg siger dig: du skal ingenlunde ængste dig for Døden, ej heller skal du ængste dig for Herrens Vrede; thi du har elsket meget, og du har tilgivet meget - d i g s k a l o g m e g e t t i l g i v e s.“
     Da tog den gamle Kvinde Jesu Hænder og sagde: „Mester, dine Ord have husvalet mit Hjerte og forjaget min Angest; men jeg beder dig: find min Datter, før hende tilbage til den rette Vej; sig hende, at hendes Moder tilgav, forinden hun vandrede bort fra Livet.“
     Men da den gamle havde sagt dette, lukkede hun sine Øjne.
     Og Jesus blev hos hende, til hendes Ånd drog hjem til de himmelske Boliger; da rejste han sig fra hendes Leje og vandrede tilbage, vandrede ene den lange og besværlige Vej til Simon Peters Hus. Men da han nåede dertil, se, da segnede han om; thi hans Legeme var svagt og træt af de mange og tunge Vandringer.
     Men Simon Peter så ham, og han hjalp ham ind og bragte ham til Hvile.

     Fra den Stund søgte og spurgte Jesus ideligen efter den gamle Kvindes Datter; dog ingen kendte hende, og ingen vidste, hvor hun færdedes.
     Men da nogle Tider vare svundne og Jesus engang kom til Jerusalem, hørte han, at den unge Kvinde fandtes der i Staden, og at hun opholdt sig hos en rig Købmand; og nogle viste Jesus derhen.
     Jesus opsøgte hende, stod frem for hende og talede til hende i hendes Moders Navn. Og han bad hende følge ham, følge ham bort fra Syndens Veje tilbage til Renhed og Fred. Og han bragte hende den gamle Moders Hilsen, bragte hende den gamles Tilgivelse.
     Da vågnede Sorgen og Angeren i Datterens Hjerte. De kostbare Klæder og de strålende Smykker fristede hende ikke længer. Og hun forlod Købmandens Hus; thi hun var ikke hans Hustru; og hun fulgte med Jesus.
     Men han bragte hende til Simon Peters Hjem. Og Simon Peter

og hans Hustru modtoge hende med megen Mildhed, og de droge Omsorg for hende, og hun blev hos dem.
Men den unge Kvinde var Maria af Magdala¹.

19.
Har Jesus udtalt sig om Dåbens Betydning således som det fremgår af de os overleverede Ord?

     Ofte kom Folk til Jesus for at døbes af ham.
     Men Jesus døbte ikke.
     Og det skete en Dag, at nogle kom til ham og bad: „Mester, døb os, at vi kunne vorde rensede fra vore Synder!“
     Jesus så på dem og sagde: „Siger mig: hvor ofte rense I jeres Legeme?“
     Folkene undredes over hans Ord. Men de svarede ham og sagde: „Vi rense os dagligen; thi vort Arbejde, Vejenes Støv og vor Sved forurene dagligen vort Legeme.“
     Atter spurgte Jesus: „Siger mig: rense I jer i Dag for de Urenheder, der i Morgen ville klæbe ved jeres Legeme?“
     Da svarede de: „Dette gøre vi ikke; vi rense os i Dag for det, som i Dag har forurenet os, og i Morgen for det, som i Morgen vil forurene os.“
     Da svarede Jesus: „Ja, således gøre I; thi det andet er ugørligt. Derfor siger jeg jer: I skulle d a g l i g e n angre jeres Synder og d a g l i g e n bede Herren tilgive jer; thi Han tilgiver ikke i Dag hvad I synde i Morgen. Sandelig jeg siger jer: hvad der er, d e t e r, og det kan Herren vor Gud tilgive; men hvad der i k k e e r², kan ej heller tilgives. Ja, jeg siger jer: angre I og bede I dagligen om Tilgivelse, da skulle I visseligen på jeres Doms Dag være skinnende rene; thi ingen ond Tanke skal da vidne imod jer, og ingen falske Ord skulle dømme jer.“
     Men da han havde sagt dette, svarede Folkene: „Johannes døber alle, der komme til ham.“
     Da så Jesus på dem, og han sagde: „Johannes har vist jer Vejen; går og gører, som han har vist jer det, og som jeg har sagt jer det.“
_________
     ¹) Den gamle Kvindes Hytte lå oppe i Bjergene ca. 4 km. fra selve Byen Magdala.
     ²) Mange af Apostlenes og Jesu Tilhængere mente, at Dåben ikke alene rensede for de begåede Synder, men også for de fremtidige. Denne fejle Opfattelse søgte Jesus at udrydde, hvorfor han stedse forklarede, at Dåben kun var et Symbol. Se Kap. 20.

Men de undredes meget over hans Ord.
Og de gik fra ham til Johannes. Og af ham lode de sig døbe; thi de forstode ikke Jesu Ord¹.

20.
Hvorfor nægtede Jesus at døbe de Folk, der søgte ham?

Efter sin Dåb talede Jesus med mange, der vare døbte af Johannes, og han så, at ikke alle formåede at fatte Dåben på rette Vis; thi Folkene lagde ofte mere i denne Handling, end Johannes ville det; ja nogle mente endog, at de ved Dåben for bestandig vare rensede for Syndens Urenheder.
Derfor nægtede Jesus at døbe; men han søgte at vejlede alle, der kom til ham, søgte at lære dem, at Dåben ikkun var et S i n d b i l l e d e og intet mere.

21.
Hvorfor tillod da Jesus Apostlene at døbe, når han selv nægtede at gøre det?

     Men da Jesus sendte sine Ledsagere på Vandring fra Sted til Sted, at de skulle forkynde hans Ord, mødte de megen Mistro og megen Modstand, når de efter Jesu Ønske nægtede at døbe de Folk, der søgte dem.
     Og da Jesu Ledsagere vare vendte tilbage fra deres første Vandring, sagde de: „Mester, tillad os at døbe, som Johannes gør det; thi Folkene vende sig ofte fra os, når vi ikke ville døbe dem, for således at gøre dem værdige til at modtages i vort Samfund.“
     Men Jesus svarede dem og sagde: „Døber ikke, når det ikke k r æ v e s af jer; thi mange ere de, der ikke formå at fatte Dåbens sande Betydning, og vi skulle ikke forvirre deres Tanker end mere.“
     Men de vedbleve at bede om Tilladelse dertil.
     Da svarede Jesus: „Møde I Mistro og møde I Modstand, og kræves det af jer, da døber alle, der ønske det; men da skulle I og lære dem, I døbe, dagligen at angre og at bede deres him-
_________
     ¹) Da Ardor, ved at fortælle ovenstående Episode fra Jesu Liv, kun meget indirekte har besvaret det stillede Spørgsmål, henvises endvidere til Kommentaren Kap. XIX.

melske Fader tilgive, hvad de have syndet; ja, lærer dem, at de også e f t e r Dåben synde dagligen.“
Og Jesu Ledsagere lovede at handle således, som han bød dem.

22.
Hvorledes stillede Ypperstepræsterne og de skriftkloge sig til Jesu Gerning?

     Men da Jesu Fjender hørte om alt det, der skete, faldt stor Vrede over dem. Og de rådsloge indbyrdes om, hvorledes de skulle hindre Folkene i at drage til Jesus, og hvorledes de skulle hindre dem i at følge ham; thi de ønskede meget at skade ham.
     Og en af de øverste sagde: „Lader os gå til Jesus af Nazareth og selv kræve ham til Regnskab; lader os søge at overliste ham, at vi kunne vende hans Ord imod ham; thi da kunne vi anklage ham for Rådet; thi da kunne vi vidne om det, vi have hørt.“
     Og nogle af de skriftkloge gik til Jesus.
     Og en af dem sagde: „Vi have hørt, at du har megen Magt, og at du ved denne din Magt helbreder de syge og uddriver Uånder. Sig os: i hvis Navn gør du dette?“
     Men Jesus kendte deres onde Hensigter.
     Og han sagde: „Siger I mig: i hvis Navn uddreve jeres Fædre Uånderne? Og i hvis Navn gøre I det?“
     De skriftkloge svarede og sagde: „I den H ø j e s t e s Navn!“
     Da så Jesus på dem og sagde: „Sandelig, jeg siger jer: hvad jeg gør, det gør jeg i den Almægtiges Navn, i min Guds og Faders Navn; thi Han sendte mig til Jorden, at jeg skulle vidne om Ham, at jeg skulle åbenbare Hans Magt, åbenbare Hans Riges Herlighed.“
     Men da han havde talet således, råbte de skriftkloge: „Hør, hvor han spotter det hellige!“
     Jesus svarede dem og sagde: „Ikke j e g, men I spotte; thi I spotte Ham, der sendte mig; thi I ere onde i jeres Tanker; thi I ere hovmodige og stolte, og I l a d e retfærdige for jeres Gud, men jeres Hjerter ere hårde som Stene. Sandelig, jeg siger jer: I lukke jeres Øjne; thi I ville ikke se; og I tilstoppe jeres Øren; thi I ville ikke høre. Og dette gøre I, fordi I ikke ville modtage mig, der er sendt til jer. Sandelig, jeg siger jer: den Stund skal komme, da I skulle se mig med Himlenes Hærskarer, og da skulle I kende min Magt og min Herlighed. Ja, jeg siger jer: den Stund skal komme, da I skulle bøje jer for ham, I fornægtede, bøje jer for ham, I ikke ville modtage, da han var iblandt jer.“

     Men da Jesus havde sagt dette, stod den øverste frem for dem.
     Og han sagde til alle, der vare med ham: „Hørte I hans ugudelige Tale? Hørte I, hvor han spottede Herren? thi han sagde: han var den Almægtiges, den Højestes Søn!“
     Og de svarede alle, og de råbte: „Vi hørte Ordene, og vi skulle vidne imod ham.“
     Da vendte den øverste sig til Jesus og sagde: „Vi forbyde dig at udbrede din falske Lære blandt Folkene; thi os tilkommer det at lede dem, at de ikke skulle fare vild.“
     Men Jesus så på ham og svarede: „Blinde kunne ikke lede blinde; thi kunne ingen af dem se, da falde de alle i Graven, og de ville ynkeligen omkomme.“
     Da vrededes den øverste end mere.
     Og han sagde: „Standser du ikke din ugudelige Tale, da skulle vi anklage dig for Rådet, og vi skulle alle vidne imod dig; thi nu, da vi have hørt dig spotte det hellige og håne det ophøjede, vide vi, hvorfra din Magt er, og vi vide, ved hvis Hjælp du uddriver Uånderne; thi du gør det ved Satans Hjælp, ved hans Hjælp, der er den øverste af de onde.“
     Og da han havde sagt dette, råbte de alle: „Vi vide, at du gør det ved Satans Hjælp.“
     Men Jesus så på dem og sagde: „Sige I, at jeg uddriver de onde ved den Ondes Hjælp, da er det kun godt, det jeg gør; thi jeg siger jer: gør jeg således, da er Satan og hele hans Yngel i Splid med hinanden. Ja, jeg siger jer: ere Tjenerne indbyrdes splidagtige og i Splid med deres Herre, og uddriver han dem alle af sit Hus, da er Døren åben, og hvo der vil kan gå ind og binde Husets Herre; thi da har han ingen, der kan yde ham Hjælp. Sandelig, jeg siger jer: uddriver jeg ved Satan hele hans Yngel, da har j e g beredt Vejen for j e r, da har jeg åbnet Døren for jer, og da kunne I gå ind og binde den forhadte - h v i s I h a v e M a g t d e r t i l!
     Men jeg siger jer: ere jeres Ord falske, og mene I ikke, hvad I sige, da vogter jer for Dommens Dag; thi på denne Dag skulle I stå til Regnskab for hvert falsk Ord, I have talet, ja, I skulle stå til Regnskab for meget.“
     Og Jesus talede end mere.
     Og han sagde: „Hvad I have syndet imod mig, det tilgiver jeg jer; thi I ere forblindede, og I kende mig ikke; men hvad I have syndet mod det hellige¹ i jer, det skal ikke tilgives jer, før I have lidt for det og angret det onde, I have gjort. Ja, jeg siger jer: vogter jer for Dommens Dag; t h i d a s k u l l e j e r e s O r d v i d n e i m o d j e r, o g j e r e s O r d s k u l l e d ø m m e j e r.“
_________
     ¹) Det guddommelige Element, som ethvert Menneske har modtaget af Gud; se Kommentaren Kap. VII, Begyndelsen.

     Da Jesus havde sagt dette, rejste han sig fra den Sten, hvorpå han sad, og vandrede bort fra dem.
     Men han vedblev at helbrede de syge, vedblev at uddrive Uånder. Og han vedblev at tale til Folkene om Guds Kærlighed og Barmhjertighed, vedblev at udlægge Skriften på den Måde hans Ånd indgav ham.
     Men Jesu Fjender vare end mere forbitrede.

23.
Formåede Josef af Arimatæa at støtte Jesus i hans Gerning?

     Og se, det skete en Dag, da Jesus var i Omegnen af Jerusalem, at en skriftklog kom til ham og vandrede Side om Side med ham et Stykke hen ad Vejen, medens de talede med hinanden.
     Men den skriftkloge var Josef af Arimatæa; en såre lærd, en såre anset Mand.
     Og han var iblandt dem, der med stor Længsel ventede Messias' snarlige Komme; og han bad dagligen til Gud, at Han ville forunde ham den Glæde at skue den længe ventede.
     Og da Gud så hans Hjertes Længsel, vakte Han det Håb i hans Sind, at J e s u s a f N a z a r e t h var Messias, den lovede, den længe ventede.
     Men Josef vovede ikke fuldtud at fæste Lid til dette Håb; thi han havde hørt megen ond Tale blandt de skriftkloge om denne Jesus, og han vidste, at mange af de ældste og de øverste havde klaget til Rådet i Jerusalem, klaget over Nazaræerens ugudelige Tale.
     Og da han hørte, at Jesus var i Nærheden, besluttede han at se ham og at tale med ham.
     Og Josef vandrede ud af Jerusalem for at møde Jesus.
     Men uset fulgte den Ældste, Mørkets Tjener, ham på denne Vandring.
     Og den Ældste søgte at bortslette det svage Minde, Josef bar i sit Hjerte, om de Tider, der vare før Menneskene; og da han stod over for Jesus, formåede hans Ånd ikke at kende ham.
     Men Jesu Ånd kendte sin Broder.
     Og Jesus sagde: „Broder, vær velkommen! Vær med mig og strid ikke imod mig!“
     Josef undredes meget over Ordene.
     Og da han havde tiet en Stund, sagde han: „Sandelig, jeg er ikke imod dig, men du er imod mig. Ja, du strider mod alle os, der ere Folkenes sande Vejledere, og du opirrer Folkene imod os. Sig mig: med hvilken Ret gør du dette?“

     Jesus så på ham; men han svarede ham ikke.
     Da vedblev Josef at tale.
     Og han sagde: „Mange sige, at du er Messias; og er du ham, vi alle vente, da skulle du ikke stride imod os, da skulle du samle alt Folket om dig, at vi i Fællig kunne sønderbryde Trældommens tyngende Åg. Da skulle du samle alt Folket om dig, at vi i Fællig kunne bortkaste de forhadte og tunge Byrder, de fremmede have lagt på vore Skuldre. Ja, er du Messias, da skulle du komme til os, thi da ville vi gøre dig til Fører for alt Folket, da ville vi iklæde dig Purpuret og sætte dig på Davids Trone, at vi således kunne fuldkomme Ordene, der ere talede til os om Messias. Og da skulle a l l e bøje sig for dig, og a l l e skulle lyde dine Ord.“
     Men Jesus svarede og sagde: „Sandelig, jeg siger dig: jeg er ikke født til Jorden for at herske over Menneskene; thi mit Rige er ikke af denne Verden. Sandelig, jeg siger dig: jeg er ikke kommen for med Magt at samle Skarerne om mig, jeg er ikke kommen for at ihjelslå, ej heller er jeg kommen for at udkaste de fremmede, for at røve og for at plyndre; men jeg er sendt til Jorden for at lære Menneskene a t e l s k e h i n a n d e n, for at vidne om vor Faders Retfærdighed og føre alle til Hans Rige.“
     Medens Jesus talede således, hørte Josef med sit indre Øre en fjern, svag Stemme.
     Og Stemmen sagde: „Støtter hinanden, bærer hinandens Byrder, svigter ikke.“
     Og Josef lyttede efter Ordene; hans Sind mildnedes, og han sagde: „Er du Messias, da sig mig det, og jeg skal tale din Sag for alle; da skulle de ældste og de øverste modtage dig på mine Ord.“
     Men Jesus svarede og sagde: „Vil du tale min Sag, da må du vandre ved min Side, da må du give de fattige dine store Rigdomme, da må du vende dig bort fra al Magt, Ære og Anseelse. Ja, sandelig jeg siger dig: vil du tale min Sag, da må du forlade alt dit og vandre med mig ad de stenede og støvede Veje; da skulle vi støtte hinanden, da skulle vi bære hinandens Byrder, og i Fællig skulle vi lede Menneskene til vor Fader.“
     Medens Jesus talede således, hørte Josef atter den fjerne Stemme.
     Og Stemmen sagde: „Følg din Broder, svigt ikke!“
     Da vaklede Josef, men Tvivlen brød atter frem i hans Sind; thi den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side og søgte at forvirre hans Tanker.
     Og Josef sagde: „Er du Messias, da sig mig det, da giv mig et Tegn, at jeg kan vide, dine Ord ere sande.“
     Atter så Jesus på ham.
     Og han sagde: „Siger dit Hjerte dig ikke, at mine Ord ere sande, da nytter et Tegn dig kun lidet; t h i d e, d e r t v i v l e, o g d e,

d e r v a k l e, v i l l e s t e d s e k r æ v e f l e r e T e g n, v i l l e s t e d s e k r æ v e s t ø r r e T e g n. Sandelig jeg siger dig: ved ydre Tegn vil Tvivlen ingenlunde standse, men kun vokse sig end større, og da ville Håbet og Troen ingen Sinde blive til Vished.“
     Da Jesus havde svaret således, vandrede han bort i Vrede; ja, hans Vrede var endog så stor, at han ikke vendte sig for at tage Afsked med den skriftkloge.
     Men fra den Stund var der ingen Fred for Josef af Arimatæa; thi Tvivlens Orm nagede stedse hans Sind. Og Stemmen i hans Indre hviskede ofte de Ord til ham: „F ø l g d i n B r o d e r, s v i g t i k k e!“
     Men ved de Tider og på de Steder, hvor Jesus talede til Disciplene, talede til de mange, der samledes om ham, var Josef ofte iblandt Folkene, lyttende til hans Ord.
     Og de så hinanden, men de formåede ikke at gå hinanden i Møde; thi deres ældste Broder, og de Forbandelser, han havde udslynget, vare imellem dem og bandt deres Hjerter.
     Men de sørgede begge meget.

24.
Har Jesus forudsagt Jordens Undergang og sin Genkomst, således som det er overleveret?

     Og det skete, da Jesus en Dag gik ud af Templet i Jerusalem, at en af hans Ledsagere sagde: „Mester, se denne Bygning! se, hvor den er skøn og herlig! intet Tempel er rigere smykket end dette!“
     Men Jesus svarede og sagde: „Sandelig, dette Tempel er skønt at skue, og dog siger jeg jer: den Stund skal komme, da Ødelæggelsens Vederstyggelighed skal fare over det, og der skal ikke lades Sten på Sten tilbage.“
     Da hans Ledsagere hørte disse Ord, sagde nogle: „Denne Bygning skal sikkerligen stå til fjerne Tider; thi Stenene ere tæt sammenføjede.“
     Men Jesus svarede dem og sagde: „Vide I ikke, at Profeterne have råbt: Ve, Ve over Jerusalem, over alt Folket, ja over den ganske Jord?“
     Og Jesus vedblev at tale.
     Og han sagde: „Vide I ikke, at de Dage ville komme, da Jerusalem skal lægges øde, da alt, hvad Menneskehænder have opbygget, skal nedstyrtes og tilintetgøres? Have I ikke hørt, at de Dage ville komme, da Folk skal rejse sig mod Folk, da Broder skal stride mod Broder og Fader mod Søn? Ja, have I ikke hørt, at de Dage ville komme, da Bjergene skulle falde over jer og

knuse jer, da Floderne skulle udtørres og Havene styrte ind over Landene og bortskylle alt levende? Sandelig, dette have Profeterne forkyndt jer - og I vide det ikke! Se, jeg siger jer: når de Dage komme, da skal Jorden ryste i sin Grundvold, da skal alt lægges øde, da skal Solen ikke skinne og Månen ikke lyse, ja, alle Stjernerne skulle udslukkes. Men da ville I se Himlen åben, da ville I se mig i min Faders Rige med de himmelske Hærskarer, og da skulle I kende min Magt og min Herlighed. Og I skulle høre en mægtig Røst overalt, ja den skal høres over den ganske Jord. Thi Gud Herren vil kalde alle de døde, og Han vil kalde alle de levende. Da skal Han udsende sine Engle, at de kunne samle alle, der vare, og alle, der ere i den Stund. Og når alle ere samlede, da skal jeg gå frem og lede de retfærdige og de gode til vor Faders Rige, og der skal være megen Glæde. Men de uretfærdige og de onde skulle fare til det Sted, der er beredt dem, og dér skulle de lide meget.“
     Men da Jesus havde talet således, sagde nogle af hans Disciple: „Mester, sig os, når skal alt dette ske?“
     Da så Jesus på dem og sagde: „Siger mig: have Profeterne forkyndt jer Dagen og Timen?“
     Men de, der kendte de gamle Skrifter, svarede: „Nej, dette have de ikke forkyndt os.“
     Jesus svarede dem og sagde: „Jeg siger jer: Profeterne have ikke forkyndt dette for jer; thi ingen uden G u d kender Dagen og Timen.
     Men j e g siger jer: I skulle vende jer bort fra al Synd, fra alt ondt, og fra alle Ugerninger, at disse Dage ingen Sinde skulle komme. Ja sandelig, jeg siger jer: beder dagligen til jeres himmelske Fader, at de Tider ikke skulle komme, da Mænd forbande deres Afkom og Kvinder jamre over de Børn, de have født; thi når Mænd og Kvinder gøre dette, da er Enden nær.“
     Således talede Jesus til sine Ledsagere og til sine Disciple om alt det, P r o f e t e r n e havde forkyndt om Jerusalems, om Folkenes, og om Jordens Ødelæggelse.
     Således talede han til sine Ledsagere og til sine Disciple om den Stund, da alle Jordens Slægter skulle se ham i hans Faders Rige og kende hans Magt og hans Herlighed.
     Men i n g e n S i n d e talede Jesus til sine Ledsagere eller til sine Disciple om Tider, da han atter skulle vandre på Jorden blandt Menneskene.

25.
Var det forud bestemt, at Judas skulle forråde Jesus? I hvilken Hensigt og med hvilke Ord indstiftede Jesus Nadveren?

     Og se, da Tiden til Påskefesten nærmede sig, besluttede Jesus at drage til Jerusalem og fejre Højtiden dér.
     Men da han følte, at Stunden var nær, da Menneskene ville give ham Døden, sendte han Bud til sine tolv Ledsagere og bad dem møde ham i Jerusalem hos hans Discipel Vandbæreren Samuel, at de i Fællig kunne nyde Påskemåltidet dér.
     Jesu Ledsagere lovede at komme; men nogle droge forud for at berede alt.
     Da Timen var kommen og de mødtes i Samuels, Vandbærerens, Hus, var Judas ikke med dem.
     Men Jesus sagde: „Lader os vente en Stund, at vi alle må være samlede.“
     Da en Stund var gået, trådte Judas ind til dem, og Jesus gik ham i Møde og sagde: „Judas, vi have savnet dig, vær velkommen iblandt os!“
     Men Judas' Åsyn var mørkt.
     Og han svarede ikke; men han gik straks til den Plads, der var beredt ham ved Bordet.
     Da alle vare bænkede, bad Jesus Gud velsigne deres Måltid. Derefter skænkede han Vin i Bægrene, tog det usyrede Brød og gav dem alle deraf, og han bød dem spise af Påskelammet.
     Da Jesus havde gjort dette, så han på Judas og sagde: „Se, jeg bad dig være med os i denne Stund, at jeg kunne tage Afsked med jer alle, inden jeg forlader jer.“
     Men da Jesu Ledsagere hørte disse Ord, sagde de: „Mester, bliv hos os, forlad os ikke!“
     Jesus svarede dem og sagde: „Sandelig, jeg siger jer: det er ikke efter mit Ønske, jeg forlader jer, men Folkene k r æ v e mit Liv.“
     Derefter talede Jesus end mere til Judas.
     Og han sagde: „Ingen skal sige til mig, at jeg ængstes for mine Fjender, og ingen skal sige, jeg skjuler mig for dem; thi når vort Måltid er endt, da skal jeg gå mine Fjender i Møde; thi jeg ved, de søge efter mig.
     Judas, dette siger jeg til dig, for at du ikke skal lytte til dine onde Tanker, for at du ikke skal gøre dine onde Tanker til Handling.“
     Men da Jesus sagde disse Ord, faldt stor Angest og Vrede over

de elleve af Jesu Ledsagere, og de råbte: „Mester, sig os: hvad har han gjort dig; thi vi forstå ikke dine Ord?“
     Jesus svarede dem og sagde: „Bekymrer jer ikke om dette; thi jeg talede alene til Judas - og jeg så, at h a n forstod mine Ord.“ - -
     Men da de alle havde spist og Måltidet var til Ende, tog Jesus sit Bæger og sagde: „Brødre, i denne Stund skulle vi tage Afsked med hinanden; thi om føje Tid forlader jeg jer for at lide det, der er beredt mig.“
     Nogle af hans Ledsagere sagde: „Mester, går du, da ville vi ledsage dig; skal du lide Døden for din Læres Skyld, da ville vi dele dine Lidelser.“
     Men Jesus svarede dem og sagde: „Jeg går, thi det kræves af mig; jeg går for ved min Død at bekræfte Sandheden af de Ord, jeg har talet til jer. Men I skulle blive tilbage og forkynde for alt Folket, hvad jeg har lært jer; ja I skulle endog gå til Hedningene og søge at drage dem til jer. Men jeg siger jer: I skulle ikke bekymre jer om de Ord, I skulle tale; thi når jeg er vendt tilbage til vor Fader, da skal jeg, som jeg har lovet jer, bede Ham sende jer af sin hellige Ånde, sende jer end mere af sin Kraft og Styrke, og da skulle I, til alle Tider, forud kende de Ord, I skulle tale.“
     Jesus talede end mere til dem.
     Og han sagde: „Brødre, jeg beder jer: m i n d e s m i g i d e k o m m e n d e T i d e r, n å r I i F æ l l i g s a m l e s v e d d e t t e M å l t i d; t h i d a s k a l j e g v i s s e l i g e n v æ r e i b l a n d t j e r!“
     Og Jesus talede til hver enkelt, og han tog Afsked med hver enkelt.
     Og han rakte dem sit Bæger, og de drak deraf. Men da han kom til Judas, der var den sidste af dem alle, rakte Jesus Bægeret imod ham og sagde: „Judas, drik af mit Bæger, og forråd mig ikke!“
     Men Judas skød Bægeret bort.
     Og han stod hastigen op, og han forlod dem uden at hilse til Afsked.
     Nogle af Jesu Ledsagere ville ile efter ham; men Jesus standsede dem og sagde: „Dømmer ikke jeres Broder; thi han fristes sikkerligen af den Onde, og han handler ilde mod sig selv.“
     Da Jesus havde sagt disse Ord, forlod han Samuels, Vandbærerens, Hus¹.
_________
     ¹) Påskemåltidet forløb i øvrigt i nøje Overensstemmelse med den jødiske Ritus. Her er af Jesu Ord og Handlinger kun medtaget, hvad der kan have almenmenneskelig Værdi, for at vise, at Jesus ved Påskemåltidet tog Afsked med sine Apostle, uden at anvende de Ord, der er overleveret til Efterverdenen som udtalte af ham. Se endvidere Kap. 33 og Kommentaren pag. 215.

     Derefter vandrede han til Getzemane Have, for i Stilheden at tænke over det, der skulle komme.
     Nogle af hans Ledsagere fulgte ham; thi de ønskede at blive hos ham til det sidste.
     M e n J u d a s l o d s i n e o n d e T a n k e r b l i v e t i l H a n d l i n g.

26.
Hvilke Ord talte Jesus, da han stod anklaget for Rådet?

     Og se, det skete, da Jesus og hans Ledsagere forlode Getzemane Have, at de så en Skare Mænd, der vare Tjenere hos nogle af de skriftkloge og de øverste.
     Mændene vandrede dem i Møde, og med dem var Judas Iskariot.?
     Men da Judas genkendte Jesus, pegede han på ham og sagde: „Ham er det, I søge!“
     Og da han havde sagt dette, forlod han dem hastigt; thi han vovede ikke at stå Åsyn til Åsyn med ham, han havde forrådt.
     Da Jesu Ledsagere hørte Ordene, trådte de frem for at værge ham, de elskede. Og i sin Vrede slog Simon Peter til en af Tjenerne.
     Men Jesus standsede dem og bød dem træde tilbage, og han sagde: „Værger mig ikke, følger mig ej heller, at ikke flere Liv skulle tages end det ene, der kræves.“
     Da omringede Tjenerne ham, bandt hans Hænder og førte ham til Kaifas' Hus, hvor Rådet var forsamlet.
     Men Josef af Arimatæa var iblandt dem, der skulle dømme Jesus.
     Og Kaifas var Rådets øverste.
     Alle de skriftkloge, de ældste og de øverste talede meget med hinanden om, hvorledes de skulle fælde Jesus; thi de vare ingenlunde enige.
     Men da Jesus førtes frem, faldt stor Tavshed over alle; thi han stod for dem lig en Konge.
     Kaifas havde tilkaldt mange Folk, om hvem han vidste, at de vare Jesu Fjender.
     Dette havde han gjort, for at de ved deres Ord kunne vidne imod Jesus.
     Men Vidnerne vare alle såre uenige, og deres Vidnesbyrd stemmede ikke overens. Ja end ikke to sagde de samme Ord; dog havde alle meget at klage over.
     Da blev Kaifas utålmodig og sagde: „Jesus af Nazareth, rens

dig for det, Folkene sige om dig! Forsvar dig, at vi kunne høre dine egne Ord og derefter dømme dig retfærdigt!“
     Jesus svarede ham og sagde: „Folkene have anklaget mig - dømmer mig efter deres Vidnesbyrd!“
     Men Kaifas svarede og sagde: „Vi kunne ikke dømme dig efter Folkenes Ord; thi deres Vidnesbyrd stemme ikke overens.“
     Jesus så på ham og sagde: „Når Vidnerne ere uenige, når deres Vidnesbyrd ikke stemme overens, når end ikke to formå at sige det samme, er det visseligen ikke vanskeligt for jer at dømme mig retfærdigt!“
     Men da han havde talet således, da vrededes Kaifas; thi han forstod Jesu Ord; og han grundede over, hvorledes han bedst kunne fælde ham.
     Og Kaifas sagde: „Mange af de ældste og de øverste have hørt dig sige: du var den Højestes Søn; svar os: har du sagt dette?“
     Jesus svarede ham og sagde: „Hvad du siger, er sandt, dette vare mine Ord. Og jeg siger jer: I skulle alle engang se mig i min Faders Rige, og dér skulle I alle bøje jer for mig.“
     Da han havde svaret således, vendte Kaifas sig mod Rådet og råbte: „Sandelig, vi behøve ikke at søge Vidner blandt Folkene; thi nu have vi af hans egen Mund hørt de bespottelige Ord, hørt ham tale falskeligen om den Højeste. Lader os dømme ham derefter!“
     Da Josef af Arimatæa hørte Kaifas' Tale, da rejste han sig og forlod stille Rådssalen; thi han vovede ikke at dømme Jesus.
     Men de, der vare til Stede, dømte ham skyldig - skyldig til Korsets Død.
     Da Jesus hørte Dommen, sagde han: „Hvad I have syndet imod mig, det tilgiver jeg jer; thi I vide ikke, hvad I gøre. Men når vi mødes i vor Faders Rige, da skulle I kende, at mine Ord vare sande; thi dér vil den Dom, I have fældet over mig, anklage jer og dømme jer.“
     Men efter at han havde talet disse Ord, førtes han bort.
     Og Kaifas satte Vagt hos ham om Natten, at hans Venner ikke skulle hjælpe ham at flygte bort fra Staden. -
     Men den næste Dag, tidlig om Morgenen, førtes han til Landshøvdingen Pilatus, og denne stadfæstede Dommen.

27.
Hvorledes lød de Ord, Jesus talte, inden han døde på Korset?

     Men da Jesus førtes gennem Staden, fulgte store Skarer med ham, og de råbte til ham, hånede og spottede ham; men Jesus svarede dem ikke.
     Og han førtes af Vagten til det Sted, der kaldtes Golgatha, hvor de dømte korsfæstedes.
     Da Jesus vandrede gennem Stadens Port, så han nogle Kvinder, der græd. Og han sagde: „Græder ikke over mig; thi mine Lidelser ere snart til Ende; græder over jer selv og de ufødte Slægter; thi mange Sorger og mange Lidelser vente dem.“
     Men efter at de vare nåede ud til Stedet, toge Stridsmændene hans Kjortel fra ham, og de bandt ham til Korset, og de satte et Stykke Træ under hans Fødder; dette gjorde de for at forlænge hans Lidelser.
     Men da Korset var oprejst, brøde Skarerne frem og omringede det, og Folkene vedbleve at håne og spotte Jesus; ja mange toge Stene og slyngede efter hans Legeme. Og Vagten søgte at drive Skarerne bort; men de vendte stedse tilbage.
     Og se, da skete det, at Solen formørkedes; thi en tung sort Sky gled langsomt hen over Himlen, dækkende Solens strålende Skive; og et tæt Mørke lagde sig overalt, medens Jorden rystede i sin Grundvold.
     Da faldt stor Angest og Rædsel over alle; thi mange mindedes Profeternes Ord om Jordens Ødelæggelse, og de mente, Enden var nær. Og de flygtede forfærdede ind til Staden, hvor de skjulte sig i Husene, så længe Mørket varede.
     Men nogle af Jesu Ledsagere og nogle Kvinder bleve stående ved Korsets Fod.
     Og blandt Kvinderne var Jesu Moder.
     Da Mørket faldt over Jorden, rakte hun i stor Angest sine Hænder mod Sønnen og råbte: „Min Søn, min Søn! hvi blev du ikke i dine Fædres Tro? Se, den Højeste har forladt dig!“
     Men da Jesus hørte Ordene, sagde han til dem, der vare hos hende: „Støtter og trøster hende; thi hendes Lidelser ere meget store.“
     Da han havde sagt dette, følte han, at hans Legeme blev svagt, og han bad sin himmelske Fader tilgive alle, der havde syndet imod ham, syndet ved uretfærdigen at domfælde ham.
     Og han bad sin Fader om større Styrke, at han med Tålmod kunne bære de tunge Lidelser.
     Og Gud hørte Jesu Bøn.

     Og Han sendte nogle af de Yngste til ham, og Jesus fornam ikke længer sine Lidelser.
     Men da en Tid var svunden, bøjede han sit Hoved og sagde: „F a d e r, m o d t a g m i n Å n d!“
     Og se, da løstes hans Ånd fra det jordiske Legeme; men de Yngste, der vare hos ham, ledede ham til deres Faders Rige.
     Og Gud modtog ham i sin åbne Favn og tilgav ham det, han havde fejlet i sit Jordeliv.
     Men de sørgede begge med hinanden over den Søn og Broder, der endnu vandrede på Jorden; sørgede over den Søn og Broder, der havde svigtet sit givne Løfte.

28.
Var Jesu Opstandelse legemlig eller åndelig?

     Da Jesus var død, gik nogle af hans Ledsagere til Josef af Arimatæa; thi de havde ofte set ham blandt Folkene, når Jesus talede. Og de bade ham søge Tilladelse for dem hos Rådet, at de kunne nedtage Jesu Legeme og begrave det.
     Og Josef lovede at tale med Kaifas derom.
     Men da han kom til dem med Tilladelsen, spurgte han, om de havde et Sted, hvor de kunne lægge Jesu Legeme. Men de svarede, at de endnu intet havde. Da sagde Josef til dem: „Bringer hans Legeme til min Have, den jeg skal vise jer; thi dér i Klippen er udhulet en Grav, hvor jeg engang selv skulle have hvilet. Jeg vil give jer dette Sted, at Mesterens Legeme kan sove i Fred!“
     Jesu Ledsagere og Disciple takkede ham meget for denne Gave.
     Men disse Ord sagde Josef ikke for Jesu, ej heller for hans Disciples Skyld, men for sin egen; thi han havde ofte hørt tale om, at Jesus ville opstå fra de døde og vise sig iblandt dem; derfor ville han våge over, at ingen stjal Legemet bort, så de kunne sige: se, han er opstanden fra de døde!
     Men Disciplene bare Jesu Legeme til Graven, og Kvinderne salvede og svøbte det i hvide Linklæder. Og de lagde det i den udhugne Grav, og de væltede en stor Sten for Indgangen.
     Da alt dette var gjort, vandrede de bort fra Haven, for sammen at sørge over ham, der havde forladt dem.
     Kun Josef blev tilbage, og han vågede ved Graven, til Dagens Lys brød frem; da vandrede han til sit Hjem; thi han vidste, at på Hviledagen, medens Solen lyste, ville ingen borttage Liget.
     Men han grundede hele Dagen på, hvorledes han skulle hindre, at nogen fjernede Jesu Legeme.

     Medens han grundede, stod den Ældste, Mørkets Tjener, ved hans Side og gav ham onde Råd.
     Og da Hviledagens sidste Stund var udrunden, kaldte Josef på en gammel Tjener og bød, at han skulle ledsage ham til Haven. Og de medtoge nogle Redskaber, at de dermed kunne grave i Jorden.
     Men da de vare komne til Stedet, væltede de Stenen bort, og de hvide Linklæder, der vare bredte over ham, lagde de på Jorden. Derefter bare de Jesu Legeme til en fjern Afkrog af Haven, og de nedgravede det i Jorden. Og de dækkede Stedet med afhugne Grene, at ingen skulle se, hvad de havde gjort.
     Da de havde endt dette, begyndte Dagen at bryde frem, og de ilede til Graven for at sætte Stenen tilbage for Indgangen.
     Men da de nåede Stedet, hørte Josef en fjern, svag Stemme, der sagde: „Broder, hvi gjorde du dette?“ Og da han vendte sig, skimtede han de svage Omrids af Jesu strålende Skikkelse. Og i stor Angest styrtede han til Jorden.
     Men da den gamle Tjener ilede til for at hjælpe sin Herre, se, da stod han over for den Mand, hvis Legeme han nylig havde nedgravet i Jorden. Og stor Angest og Rædsel faldt over ham, og han flygtede ud af Haven.
     Da Josef atter vågnede til Bevidsthed, var Synet forsvundet, og han var ene. Men han hørte en fjern Stemme, der sagde: „Bring Jesu Legeme til det Sted, hvorfra du har taget det; thi gør du ikke det, da vil din onde Gerning bringe megen Forvirring til Menneskene.“
     Men den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side. Og Mørket sænkede sig over Josef, medens Angest fyldte hans Hjerte, så han ikke vovede at gå tilbage til det Sted, hvor han havde lagt Jesu Legeme.
     Og han flygtede ud af Haven til sin Bolig.
     Men da han nåede dertil, se, da sad den gamle Tjener, jamrende og klagende, på Hjemmets Tærskel, medens mange forvirrede Ord udgik af hans Mund.
     Da forstod Josef, at denne Mand ikke formåede at tie med det, han havde set.
     Og den Ældste, Mørkets Tjener, tilhviskede ham onde Råd; og Josef sagde: „Se, jeg vil bringe dig et Bæger Vin, at du kan styrkes deraf; thi det, du har set, har gjort dig såre svag.“
     Josef bragte ham Vinen; men Døden var i Bægeret.
     Og en Stund efter at den gamle havde drukket deraf, faldt han tilbage på Jorden, og hans Ånd forlod Legemet.
     Men Josef gik ind i sit Hus, for at være ene med sin Rædsel, ene med sin Anger.
     Da Dagen brød frem, fandt Husets Tjenere den gamle Mand; nogle af Tjenerne bare ham ind, medens andre meddelte deres

Herre det, der var sket; og alle mente, at den gamle var død af Svaghed, og ingen fik at vide, at hans Herre havde taget hans Liv.

     Men en Stund efter at Josef var flygtet fra Haven, kom nogle Kvinder dertil for at sørge ved Graven og i Stilheden tale om ham, der havde forladt dem.
     Da de vare komne til Stedet, så de, at Stenen var væltet fra Indgangen. Og de undredes meget, og de vovede ikke at træde derind; thi de frygtede, at nogen havde skjult sig i Mørket.
     Men da de havde talet med hinanden om dette, sagde den Kvinde, der var Maria af Magdala: „Jeg vil gå derind; thi jeg frygter ikke.“
     Og da hun stod ved den udhugne Grav, da så hun, at den var tom, og hun fandt de hvide Klæder liggende henslængte på Jorden.
     Og hun gik hastig tilbage til de ventende Kvinder og sagde: „Han er borte! Mon han er gået til sin himmelske Fader, således som han ofte sagde, at han ville? Eller mon nogen har borttaget hans Legeme? Lader os gå til Staden og meddele, hvad her er sket!“
     Men da hun vendte sig for at gå ud af Haven, skimtede hun foran sig det svage Omrids af en strålende Skikkelse: Jesus af Nazareth.
     Han smilede til hende, og han rakte sine Hænder imod hende.
     Da Maria af Magdala så ham, da råbte hun frydefuldt: „Mester, er du vendt tilbage til os?“ Og hun løb derhen for at hilse ham.
     Men da hun nåede Stedet, var han der ikke.
     Og hun kaldte sorgfuld på de to andre Kvinder og sagde: „Jeg så ham, han var her; men han er atter forsvunden. Bliver her, at han ikke skal være ene, hvis han atter vender tilbage til os. Jeg vil ile til Staden og kalde Simon Peter og nogle af de andre.“
     Og hun ilede bort.
     Kvinderne, der vare tilbage, undredes over hendes Ord; thi de havde ikke set Jesus af Nazareth. De så kun Maria af Magdala løbe frem, og de hørte hende råbe; men ham så de ikke.
     Og de sagde til hinanden: „Lader os søge her i Haven; thi han har sikkerligen ikke fjernet sig langt herfra.“
     Medens de vandrede om, søgte de overalt; men de fandt ham ikke.
     Da sagde den ene af Kvinderne: „Lader os se ind i Graven; kan hænde han har skjult sig dér.“
     Og de trådte derind.

     Men de så kun den tomme Grav, så kun de hvide Klæder på Jorden. Og de vendte skuffede tilbage.
     Og de enedes om at gå de kommende Venner i Møde.
     Da de i Tavshed havde vandret en Stund hen ad Vejen, sagde den Kvinde, der var Salome: „Se, jeg havde et Syn derinde i Mørket; thi jeg så en Engel i strålende Klæder, han sad ved den udhugne Grav; men en stor Angest bandt min Tunge, så jeg ikke vovede at tale derom før nu.“
     Den anden Kvinde, der var Maria, Jesu Ledsagers, Jacobs Moder, svarede og sagde: „Jeg havde visseligen det samme Syn; men der var to Engle; thi jeg så en bag ham, der sad ved Graven; han pegede opad med Hånden, og han sagde nogle Ord; men jeg formåede ikke at skelne dem klart.“
     Salome, den Kvinde, der først talede, mente vedblivende, at kun een Engel sad ved Graven, og de kivedes længe og heftigt om noget, ingen af dem havde set; thi de havde begge, med velberåd Hu, falskeligen talet til hinanden om disse Syner; thi Menneskene ere ikke alle lige sandfærdige, og disse Kvinder ville ikke stå tilbage for Maria af Magdala.
     Og senere, da Simon Peter, fulgt af nogle Disciple, nåede til Stedet, hvor Kvinderne ventede dem, meddelte de begge, hvad de havde set i Gravens Mørke, og alle undredes meget.
     Simon Peter og de andre ilede til Haven, og de gennemsøgte alt; men de fandt ham ikke.
     Og de så, at Graven var tom, men ham så de ikke.

29.
Hvor ofte viste Jesus sig for Apostlene? Talte han til dem?

     Men Simon Peter sendte Bud til Jesu Ledsagere - dog ikke til Judas Iskariot - og han bad dem møde ham ved Aften i Samuels, Vandbærerens, Hus, at de sammen kunne tale om det, der var sket.
     Da Stunden var kommen og de vare samlede, sagde Simon Peter: „I have alle hørt, at vor elskede Broder og Mester har vist sig for Maria af Magdala. Og jeg, og andre med mig, have gennemsøgt Graven, gennemsøgt Haven; men vi fandt ham ikke. Og vi have søgt ham mange Steder her i Staden; men vi fandt ham dog ikke; ingen har set ham her. Se, jeg mener, at han er faret til Himmeriges Rige, til sin Fader, således som han ofte sagde, at han ville. Lader os derfor bede Gud Herren, at Han vil forunde os den Glæde end en Gang at skue vor elskede Mester iblandt os, at vi af vore Hjerters Tro og vor sikre Forvisning kunne forkynde for alle, at han var Messias, Guds Søn.“
     Da Simon Peter havde sagt dette, bad han højt for dem alle.

     Og da han havde endt sin Bøn, se, da stod Jesus af Nazareth ved den øverste Ende af Bordet, synlig for alle, og en stærk Lysglans udgik fra hans Legeme. Og han hævede sine Hænder imod dem, smilede til dem og sagde: „Fred være med jer!“
     Jesu Ledsagere kendte Mesterens Åsyn, og de kendte hans Røst, om end den lød svag og fjern.
     Og de rejste sig for at favne ham og hilse ham; men da forsvandt han for deres Øjne.
     Og de sørgede alle over, at han så hastigen forlod dem.
     Og det kom ud til Folket i Staden, at Nazaræeren¹ var opstanden fra de døde og faret til Himmeriges Rige; at han havde vist sig for sine Ledsagere, og at en Kvinde havde set ham.
     Da undredes alle meget. Mange troede Ordene, og mange omvendte sig fra deres synde- og lastefulde Levned.
     Men Pilatus og Kaifas lode søge overalt efter Jesu Legeme; thi de mente, at Jesu Disciple havde borttaget det og skjult det.
     M e n d e t f a n d t e s i n g e n S i n d e.

Og i de Dage blev Jesus set af mange, snart her, snart der; nogle så ham på Vejene ved Jerusalem, andre så ham på Oliebjerget, hvor han forhen ofte havde dvælet; nogle så ham i Betania, ja han var endog set ved Genezareth Sø, og mange havde hørt ham tale.
Men det var med disse Syner, som det og var med Englen og Englene, Kvinderne havde set ved Graven; mange falske Ord bleve talede om Jesu Opstandelse; t h i k u n f å M e n n e s k e r e r e f u l d t u d s a n d f æ r d i g e.

     Den megen Tale om Nazaræeren nåede også til Josef af Arimatæa.
     Og atter lød den fjerne Stemme til ham. Og den sagde: "Gå til Rådet og sig, hvad du har gjort; thi d u v e d, at Jesu Ånd lever; thi d u v e d, at hans Legeme er dødt, og d u v e d, hvor det er at finde!"
     Men Josef vovede ikke at åbenbare sin onde Gerning; thi han frygtede at miste sin Værdighed, frygtede at miste sin Anseelse.
     Og han tav. -
     Således blev da Tvivleren og Manddraberen Josef af Arimatæa Skyld i, at den f a l s k e T r o om Jesus af Nazareths l e g e m l i g e O p s t a n d e l s e kom ud blandt Menneskene.
_________
     ¹) Nazaræer = Nasiræer.

30. Hvorledes skal vi forstå Pinseunderet?

     Og det skete på Pinsedagen, da Jesu Ledsagere, nogle af Disciplene og andre vare forsamlede i et Hus i Staden, at et Uvejr drog hen over Egnen; tætte Skyer mørknede Himlen, medens heftige Vindstød rystede Huset.
     Men de tolv¹ bekymrede sig ikke om Vejret, og de vedbleve at tale til det forsamlede Folk om Jesus af Nazareth, den korsfæstede, den opstandne, ham, der var Messias, Guds Søn.
     Og se, det skete, da Simon Peter talede, at et blændende Lyn for hen over Himlen, og et kort Nu vare de tolv klart belyste af et flammende Skær, - thi de stode ud for det højtsiddende Vindue - og et stort Bulder lod sig høre.
     Megen Angest og Frygt faldt over alle, der vare til Stede; thi de mindedes alt det, de havde hørt og set i de sidste Dage.
     Og de ængstedes for, at Gud Herren kaldte dem til Dom.
     Men uset af alle stod den Ældste, Mørkets Tjener, iblandt dem.
     Ham var det, der vakte Angesten i deres Hjerter, ham var det, der forvirrede deres Tanker, så de råbte og skrege og bad Gud Herren tilgive dem, hvad de havde syndet, at de ikke skulle udkastes i Mørket. Og der taledes mange uforståelige Ord, og der blev megen Uorden og megen Forvirring.
     Og en af Disciplene råbte til de tolv: „Se, Herren har visseligen nedblæst sin hellige, sin flammende Ånde over jer, således som Nazaræeren lovede jer.“
     Mange troede Ordene, og de råbte: „Hans Ord ere sande; thi vi så en flammende Ild over jer!“
     Da blev der end mere Forvirring iblandt dem.
     Men Jesu Ledsagere søgte at berolige Folkene, og de formanede dem til Ro og Orden; og efter megen Møje og meget Besvær faldt der Stilhed over dem alle.
     Da hævede de tolv Hænderne mod Himlen og takkede den Almægtige for den Gave, Han havde givet dem.
     Og deres Hjerters enfoldige Tro gav deres Ånd større Kraft og større Styrke.
     Men ingen af dem, der vare til Stede, forstode, at de i den Stund havde set et Uvejrslyn; thi det var i den tørre Tid og ikke på de Tider, da Himmelens Skyer udsende Lyn og Torden.

Nogle Dage derefter kom Udsendinge fra de skriftkloge og de øverste til Simon Peter. Disse bebrejdede ham i hårde Ord den utilbørlige Opførsel, der var udvist af alle ved Mødet på Pinse-
_________
¹) En tolvte Apostel var trådt i Stedet for Judas Iskariot.

dagen, bebrejdede ham, at de havde smagt for meget af den søde Vin.
     Da vrededes Simon Peter; og han tilbageviste deres onde Beskyldninger; thi han sagde: at Mødet var tidligt på Dagen, og at ingen havde rørt Vinen.
     Og han vedblev at tale, og han sagde: „Men I skulle vide, at det, der skete, var lovet os af Nazaræeren og forudsagt af Profeten, og på Pinsedagen stadfæstede Gud Herren det lovede og det forudsagte.“
     Og han talede end mere til dem, og han sagde: „Thi I skulle vide, at Jesus af Nazareth er den, om hvem den Højeste i sin Tid talede til David; thi I skulle vide, at Jesus var den lovede Messias; men I have, i jeres Blindhed, hånet, spottet og korsfæstet ham.“
     Og de skiltes i stor Vrede.
     Men Simon Peter tvivlede ingen Sinde om, at hans Ord vare sande; thi nogle af Disciplene havde meddelt ham, at fremmede Folk vare til Stede ved Mødet på Pinsedagen, og disse havde sagt, at for dem løde Råbene og Ordene således, at de mente, der blev råbt og talet i deres hjemlige Tungemål; men dette sagde Disciplene til ham, fordi de skammede sig over deres store Frygtagtighed; thi de mente derved at bevise, at de og selv havde modtaget noget af den himmelske Kraft og Styrke.
     Og Simon Peter troede det, de meddelte ham.
     Men efter den Stund skete det ofte, at een eller flere af Disciplene stode frem ved Møderne, sloge sig for Brystet, rakte Hænderne mod Himlen, råbende og talende mangt og meget, der ikke blev forstået, og de måtte da alle senere udlægge, hvad de havde talet.
     Jesu Ledsagere søgte dog stedse at hindre denne Talen; men de formåede det ikke, og den bredte sig til flere og flere.
     S å l e d e s o p s t o d T u n g e t a l e n, f ø d t a f P i n s e d a g e n s F r y g t o g F o r v i r r i n g.

31.
Formåede Apostlene at forkynde Jesu Lære nøjagtig således, som de havde modtaget den?

Da den ældste af de Yngste - Jesus af Nazareth - var vendt tilbage efter endt Jordeliv, optog han på ny sin Ledelse af Menneskenes mange Jordelivsvandringer. Han søgte da og at lede sine Arvtagere ad den Vej, han havde vist dem, medens han vandrede blandt dem på Jorden.
Men trods deres Løfter og trods deres gode Vilje formåede de dog ikke at forkynde Jesu Lære, ren og enkel, med de Ord, der

havde lydt til dem fra hans egne Læber; thi den Ældste, Mørkets Tjener, stred imod dem, og han søgte at indsnige falske Ord og fremmede Tanker i deres Taler til Folkene.
     Derfor, når de forkyndte Jesu Ord, toge de ofte af deres eget; thi alt det, de havde set og oplevet, siden de skiltes fra deres elskede Broder og Mester, overskyggede i deres Erindring den Tid, da han vandrede med dem.
     Og de talede til Folkene om Jesu nære Genkomst, da han skulle være Menneskenes Dommer og Hersker; thi de mente, at den Stund var nær, da han ville vende tilbage og vise sig for al Verden i sin Glans og Herlighed og således stadfæste sine Ord, stadfæste: at han i Sandhed var Guds Søn.
     På disse Taler vandt de mange Tilhængere; thi Folkene frygtede Fremtiden meget, og mange mente, at de, når de vare Jesu Disciple, kunne undgå Dom og Straf for deres urene, syndefulde Levned.
     Således bragtes den nye Lære fra Sted til Sted; mange omvendte sig, og mange lode sig døbe, så at de, rensede for deres Hjerters Urenhed, kunne optages i Jesu Ledsageres Samfund.

32.
Hvorledes skete Sauls Omvendelse fra Forfølger til Forkynder af Jesu Lære?

     Men den Ældste, Mørkets Tjener, opirrede de skriftkloge mod Jesu Disciple.
     Og de øverste forfulgte dem, hånede og spottede dem, fængslede og straffede dem; ja nogle af Jesu Venner og Disciple ihjelsloges; thi de ville ikke fornægte deres Tro; thi de ville ikke svigte deres Broder og Mester.
     Men iblandt de skriftkloge var en lærd Mand, og hans Navn var Saul.
     Denne Mand var såre gudfrygtig, var såre lovkyndig, og i sit Hjerte vrededes han over den nye Lære. Han foragtede alle de frafaldne, forfulgte dem og kastede mange Stene på deres Vej.
     Da de øverste så hans store Nidkærhed, da valgte de ham til Sendebud; thi de havde megen Tillid til ham.
     Og de bøde ham drage til en fjern Stad, til Damaskus; thi den nye Lære var også nået didhen.
     Og de medgave ham Hilsen og Brev fra Rådet i Jerusalem til alle de øverste i Damaskus, og de påbøde ham at drage Omsorg for, at Jesu Disciple i denne Stad bleve fængslede og straffede; thi således mente de at kunne standse den nye Læres videre Fremgang.

     Saul lovede at udføre det, de påbøde ham. Og han valgte nogle Ledsagere; og de begyndte deres Rejse.
     Men Vejen var lang og meget besværlig, og han havde gode Stunder til at tænke over det, han havde hørt om Nazaræeren. Og han gentog ofte i sine Tanker mange af Jesu skønne og kærlige Ord.
     Langsomt begyndte Vreden og Hadet at vige fra hans Hjerte.
     Langsomt fremsteg i hans Sind de Tanker, at Nazaræerens Ord vare sande, a t h a n i S a n d h e d v a r G u d s S ø n, d e n M e s s i a s, d e a l l e h a v d e v e n t e t.
     Men han vovede ikke at fæste Lid til disse Tanker, og han søgte at bortjage dem; men de vendte stedse tilbage, og de pinte ham meget. Og han grublede og grublede over alt det, han havde hørt. Men hans Ledsagere undredes over hans Tavshed.

     Da de nærmede sig til Staden, var han meget træt, og han følte sig meget svag; thi Solen glødede over deres Hoveder og Vejens hvide Støv sved i deres Øjne.
     Saul og hans Ledsagere søgte en Stund Hvile ved Vejkanten, og Søvnen faldt over hans trætte Legeme; men hans Ånd vågede.
     Og se, da stod Jesus af Nazareth for ham i al sin strålende Skønhed.
     Men hans Åsyn var sorgfuldt. Og han sagde: „Saul, Saul, hvi forfølger du mig?“
     - Thi medens Sauls Legeme slumrede, kom Jesus således til hans Ånd for muligen at standse hans onde Fremfærd; thi Saul var af de Yngste. -
     Men da Sauls Ånd så og genkendte sin Broder, forfærdedes han over det onde, han havde gjort.
     Og hans Angest vakte hans slumrende Legeme.
     Og ved den bratte Opvågnen beholdt han et svagt Billed i sin Erindring af det skønne, han havde set, medens Jesu Ord genløde i hans Øren.
     Men da han stod op, forfærdedes han end mere; thi hans Øjne vare blindede, og alt om ham var Mørke.
     I sin Angest råbte han på sine Ledsagere, og han sagde til dem, at den strålende Lysglans om Jesus af Nazareth havde blindet hans Øjne; men de forstode ham ikke.
     Dog, da de så, at han var syg og svag, ledede de ham til Staden, til et Sted, hvor han i Stilhed kunne udhvile sig. Og da de havde plejet ham i nogle Dage, bedredes hans Syn, og han formåede atter at se; thi det var Solen og Vejens Støv, der for en Tid havde blindet hans Øjne.
     Men Saul forstod, at Gud, ved Jesus af Nazareth, havde kaldet på ham, for at hindre ham i at vandre ad de vildsomme Veje.

Og i sit Hjerte lovede han dem begge, at han i Fremtiden s e l v ville forkynde den Lære, han forhen havde bekæmpet.
O g S a u l b l e v e n v æ l d i g S t r i d s m a n d f o r J e s u s a f N a z a r e t h.

33.
Hvorledes opstod Forsoningslæren?

     Af Frygt for Rådets Vrede vovede Saul ikke at drage tilbage til Jerusalem; thi han havde tilintetgjort det Brev, han skulle bringe de øverste i Damaskus. Ej heller vovede han at fremstille sig for Jesu Ledsager, thi han ængstedes for, at de ikke ville tro Sandheden af hans Omvendelse. Derfor besluttede han at drage bort en Tid og opholde sig hos nogle fjerne Slægtninge.
     Og han udførte det, han havde besluttet.
     Og dér i det fremmede, fjernt fra al Larm og al Strid, granskede han sit Hjerte, grublede og tænkte meget over det, han havde hørt og set.
     Og han søgte at udgranske det skjulte, der lå til Grund for Jesu Menneskevorden.
     Men den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side, og langsomt fremstod i Sauls Sind de Tanker: at Jesus, Guds Søn, var sendt til Jorden i den Hensigt at forsone Gud med hans jordiske Børn, de vanartede og ugudelige Mennesker; thi Mennesket Saul var en meget skriftklog, meget lovkyndig Mand, og han formåede ikke fuldtud at bortkaste alle de gamle jødiske Lærdomme. Og den Højeste var og vedblev for ham at være en Vredens Gud, hvis retfærdige Vrede ideligen måtte mildnes ved blodige Ofringer og duftende Røgelse.
     Derfor blev Jesus i Sauls Udlægning af det skete Slagtofferet, Lammet, der ved sin frivillige Død løskøbte Menneskene fra Dom, Straf og Fortabelse; ja, han blev det Lam, hvis Blod aftvættede al menneskelig Synd og Urenhed.
     Men Saul forstod ikke, at den Ældste, Mørkets Tjener, havde indsneget denne falske Udlægning i hans Sind; thi Saul var en såre s e l v r e t f æ r d i g Mand, og selvretfærdige Mennesker formå ingen Sinde tilfulde at skelne, om de Tanker, der indgives dem, ere af Lyset eller af Mørket; thi de glemme ofte at rådspørge Gud i det s t ø r s t e, om end de erindre Ham i det m i n d s t e.
     O g s å l e d e s b l e v d a S a u l s L æ r e o m J e s u s a f N a z a r e t h s M e n n e s k e v o r d e n e n B l a n d i n g a f L y s o g a f M ø r k e.

Da Saul, efter at have opholdt sig nogle År i det fremmede, vendte tilbage til Damaskus, begyndte han dér at forkynde s i n

Lære om Jesus; og han forkyndte den for mange - for Jøder og for de såkaldte Hedninge. Meget Folk hørte hans Ord og troede hans Udlægning, ja, mange, der forhen vare Disciple af Jesu Ledsagere, vendte sig fra dem og fulgte ham.
     Og da han senere havde nogle Samtaler med Simon Peter og andre af Jesu Ledsagere og Disciple, formåede disse dog ikke at rokke hans Opfattelse af Jesus: a t h a n v a r M e n n e s k e n e s F r e l s e r o g F o r s o n e r; og Saul vedblev at forkynde sin Lære efter de Ord og Tanker, han mente at have modtaget fra Gud og fra Jesus selv.
     Senere, da de såkaldte Minde- eller Kærlighedsmåltider optoges af de Menigheder, Saul havde stiftet, søgte han på vanlig Vis at udgranske og klargøre, i hvilken Hensigt Jesus havde sammenkaldt sine Ledsagere til Måltidet på de usyrede Brøds Dag.
     Og han udlagde denne Handling således: at Jesus, da han uddelte Brødet til sine Ledsagere, dermed tilkendegav dem, at ligesom han nu mættede dem med sit Brød, for at de ikke skulle hungre og dø, således ville han og hengive sit Legem for dem og ved sin Død mætte dem med det evige Liv. Og da Jesus gav sine Ledsagere Vin at drikke af sit Bæger, tilkendegav han dermed, at han ville udgyde sit Blod for dem og således slette deres Syndeskyld.
     Og i Sauls Sind og Tanker undfangedes og fødtes Ordene: mit Legem og mit Blod vil jeg give for jer til en ny Pagt mellem Herren og jer¹.
     Og han gav sine Disciple denne Udlægning af det stedfundne, og de modtoge Ordene, og de anvendte dem ved deres Kærlighedsmåltider, og de bragtes viden om fra Menighed til Menighed.
     Og Folkene gemte Ordene i deres Hjerter, thi de mente, de vare udtalte af Jesus selv. Og da de Tider kom, da Mænd nedskreve Beretninger om Jesu Vandring på Jorden, tillagde de h a m disse Ord, der af den Æ l d s t e falskeligen vare indsnegne i Sauls Sind og Tanker.
     S å l e d e s g r u n d l a g d e S a u l K r i s t e n d o m m e n m e d s i n L æ r e.

     Mange Menigheder stiftedes blandt Hedningene, meget Folk vandtes, og Kristendommen bredtes viden om; thi Saul trættedes ikke, men drog langvejs om på farefulde og besværlige Rejser. Og hvor han end kom, forkyndte han sin Lære om Jesus af Nazareth, der var Guds Søn, en Frelser og Forsoner for Menneskene.
     Men ingen af Jesu Arvtagere - ikke hans Ledsagere, ej heller Saul - formåede at samle alt Folket til een Menighed, der i dyb Ydmyghed og barnlig Kærlighed i Fællig bøjede sig for deres
_________
     ¹) Oprindelig uden senere Forvanskninger, lød den Forklaring, Paulus gav sine Disciple, efter at have gennemtænkt Sagen på ovenstående Måde, således: „Som Jesus gav sine Apostle af sit Brød og sin Vin, gav han sit Legeme og Blod til åndelig Mad og Drikke for sine; ja, han gav sig til Syndoffer, et Tegn på en ny Pagt mellem Herren og os.“ -

himmelske Fader, en Menighed, der med inderlig Tillid gav sig ind under Guds Styrelse, en Menighed, hvor Næstekærligheden sejrede over det jordiske Jegs Selviskhed, Magtbegær og Synd.
Og således blev det Bud, der af Jesus var kaldet det ypperste: K æ r l i g h e d e n t i l G u d, K æ r l i g h e d e n t i l N æ s t e n overskygget af Mørket; thi lige fra de ældste kristne Menigheders Tid kendtes indbyrdes Vrede og Had, kendtes Magtbegær og Selvretfærdighed.
S å l e d e s v a n r ø g t e d e s o g v a n t r i v e d e s J e s u e n k l e o g s k ø n n e K æ r l i g h e d s l æ r e!

34.
Fik Lyset nogen Fremgang for Mørket ved Kristendommens videre Udbredelse?

     Langsomt bredtes Kristendommen fra Sted til Sted, fra Folk til Folk. Tusinder og atter Tusinder valgte at følge den kristne Lære. Men kun få fandt Vej til deres himmelske Fader. Ledede af Lyset i deres Indre, ledede af deres dybe Anger, søgte og vandt disse få Tilgivelse for deres Synder og onde Gerninger.
     Men mangfoldige vedbleve at vandre i Syndens Mørke.
     Usete af Menneskene arbejdede mange af de Yngste på at drage Lyset hen over Jorden; og de droge Lysets lutrende Strømme til de Mennesker, der i Sandhed søgte at leve i Renhed og indbyrdes Fordragelighed; de droge Lysets lutrende Strømme til de Brødre og Søstre, der, bundne til jordiske Legemer og således synlige for Menneskene, søgte at bryde Mørkets Magt.
     Men Mørket og den Ældste hindrede Lysets Fremgang; thi den Ældste, Mørkets Tjener, s å e d e V r e d e n s, s å e d e H a d e t s o n d e S æ d i M e n n e s k e n e s H j e r t e r.
     Tunge Tider oprandt for de Kristne i det mægtige romerske Rige; thi Rigets øverste Hersker, Kejseren, krævede, at alt Folket skulle bøje sig for ham; krævede, at alle skulle ære ham lig en Guddom. Og de styrende forfulgte enhver, der ikke tilbedende hilsede Kejserens Billede.
     Men ikke alle Kristne ville fornægte den Lære, der havde bragt Fred og Renhed til deres Sind og Tanker. Og de, der nægtede at tilbede Kejseren, pintes og ihjelsloges; men de bare deres Lidelser med megen Tålmod; thi deres sikre Forvisning om Guds Nåde og Barmhjertighed og deres faste Tro på Sandhedens Sejer styrkede deres Ånd og styrkede deres jordiske Legemer. Talrige Kristne gik i Døden med Lovsange på Læberne; og deres Styrke og faste Tro vandt end flere for den nye Lære.
     Og medens Årene svandt, medens Sekel lagdes til Sekel, sluttede flere og flere sig til Kristendommen. Men kun få fandt Vej til deres himmelske Fader, medens mange, der bare Kristennavnet,

vedbleve at vandre i Synd, Laster og Ugudelighed; thi Mørkets onde Sæd hindrede vedblivende Lysets Fremgang.
     Og den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at forfalske den kristne Lære, for således at fremkalde indre Splid i Menighederne og fjerne dem end mere fra hinanden.
     Og han dryppede sin onde Gift i de ledendes, i de skriftkyndiges og i de lærdes Sind, så at deres Tanker undfangede og fødte nye og end mere uforståelige Udlægninger af Jesu Menneskevorden, hans Ord og Gerninger. Flere Læresætninger udtænktes og udformedes, og der opstod megen Strid og megen Splid; thi de lærde vare uenige; thi den ene ville ikke bøje sig for den anden, og hver især ville kun anerkende s i n e e g n e M e n i n g e r, s i n e e g n e T a n k e r.
     Og de vedbleve at strides om mangt og meget.
     Nogle af de lærde hævdede: at der i Modsætning til Hedningenes mange Guder kun var een Gud, at al Magt i Himlen og på Jorden med Rette tilkom Ham alene. Men deres Modstandere mente: at Gud vel var een, men dog på forunderlig Vis var tre; thi de gjorde Kristus, Guds Søn, til eet med Faderen, og de gjorde Guds Tanke, Hans skabende og livgivende Ånde, til et selvstændigt, guddommeligt Væsen: således var disse - Faderen, Sønnen og den hellige Ånd - tre, men tilsammen dannede de en Helhed, der var Gud¹.
     Nogle af de lærde hævdede: at Gud havde givet Menneskene en fri Vilje, hævdede, at disse i Kraft af denne Vilje kunne hæve sig mod Lyset og kæmpe sig bort fra Synd og Mørke. Men deres Modstandere mente: at Menneskene vare blinde, viljeløse Væsener i den Højestes Hånd, mente, at Gud, førend Han skabte dem, forud havde bestemt nogle til evigt Liv i himmelsk Herlighed og Glæde, og forud bestemt andre til evig Fortabelse, til et evigtvarende Liv i Lidelser og Mørkets Elendighed.
     Nogle af de lærde hævdede: at Brødet og Vinen, der anvendtes ved Mindemåltiderne, under Velsignelsen eller under Nydelsen forvandledes til Jesu Legeme og Blod, hævdede, at de nydende derved delagtiggjordes i hans Lidelser og Død og således modtoge Syndernes Forladelse. Men deres Modstandere mente: at disse Måltider kun vare stiftede til et varigt Minde om Jesus.
     Nogle af de lærde hævdede: at Menneskene ved Dåben fik Arv og Del i Himlens Liv og Salighed, hævdede, at alle ikke-døbte fordømtes til evig Fortabelse. Men deres Modstandere mente: at Dåben ikkun var et Sindbillede på Menneskenes Renselse fra Syndens Urenheder.
     Således vedbleve de lærde at strides; thi de ville ikke bøje
_________
     ¹) Flere andre Versioner om Sønnens Enhed med Faderen er ikke medtaget af Ardor, da enhver, der ønsker det, selv kan sætte sig ind i hine Tiders Stridigheder.

sig for hinanden. Og de udslyngede gensidig hadefulde og fordømmende Ord.
Men a l l e glemte de at søge Råd, Styrke og Vejledning hos Gud den Almægtige, glemte at vende sig til H a m, der ene havde formået at retlede dem.
Og således bredte Hovmodet sig i deres Sind, således bandt Hadet og Magtbegæret deres Hjerter, medens Mørket vandt større og større Fremgang iblandt dem.

     M e n K r i s t u s, d e n æ l d s t e a f d e Y n g s t e, s ø r g e d e o v e r M e n n e s k e n e s U f o r d r a g e l i g h e d, o g h a n v a k l e d e u n d e r d e t u n g e B y r d e r, M e n n e s k e n e d y n g e d e p å h a n s S k u l d r e.
     Trods de kristne Menigheders indbyrdes Stridigheder oprandt bedre Tider; thi Romerrigets efter hinanden følgende Kejsere så, at de ikke formåede at hindre den kristne Læres sejrrige Fremgang. Og da al Forfølgelse standsede, bredte Kristendommen sig end mere.
     Talrige Steder i de kristne Lande oprejstes skønne, herlige Bygninger, rigt smykkede til Guds Ære. Og i disse Bygninger samledes Menighederne for ved Skriftudlægning og Lovsange tilbedende at bøje sig for Gud og Kristus.
     Men enkelte såre fromme Mænd og Kvinder droge sig tilbage fra de store Forsamlinger for i Ensomhed, under Bøn og strenge Selvpinsler, at tilbede den Højeste. Og i mange Menigheder begyndte man at ære de Mænd og Kvinder, der ihjelsloges, da de ikke ville fornægte deres Tro. Ja, nogle Mennesker anråbte endog disse såkaldte hellige Mænd og Kvinder om Hjælp, Bistand og Forbøn hos Gud og Kristus.
     Befrugtet af Mørket, undfanget og født af uvidende Menneskers Tanker, fremkom talrige Beretninger om disse Martyrers store Fromhed og underfulde Gerninger. På samme Vis fremkom forvirrede og uforståelige Beretninger om Jesu Moder, Maria: den udvalgte, den rene Jomfru, der fødte Guds Søn efter at have undfanget ved den Hellige Ånd. Og mange Kristne ærede hende og bøjede sig for hende.
     Men de, der hørte Beretningerne, troede dem.
     Og Ordene løde fra Mund til Mund, og de bragtes viden om.
     Langsomt bredte Kristendommen sig til fjernere og fjernere Lande, og da den Stund kom, da en af de romerske Kejsere holdt sin Hånd beskyttende over de Kristne, voksede Kristendommen til en Magt, for hvilken Mennesker måtte bøje sig.
     Til de talrige og store Menigheder knyttedes end flere skriftkyndige, men over de skriftkyndige - Præsterne - stode Bisperne, og disse tilreve sig større og større Magt, flere og flere Rigdomme; t h i d e r e s M a g t b e g æ r v a r u m æ t t e l i g t!
     Nogle af Bisperne søgte med megen Myndighed at bilægge de

evindelige Stridigheder; men om end nogle bestemte Udlægninger og Læresætninger om Jesu Menneskevorden, Ord og Gerninger udvalgtes frem for alle andre, for således at danne det faste Grundlag for den kristne Lære, formåede de dog ikke at tilvejebringe fuld Enighed overalt.
     Men langsomt ud af al Strid og al Splid fremstod den „hellige almindelige Kirke“, der med M a g t søgte at samle de splittede Menigheder til eet Samfund; og Bispen i Staden Rom gjordes til øverste styrende og ledende Myndighed.
     Men da Kristendommen havde vokset sig stærk, bleve de Kristne fra f o r f u l g t e til F o r f ø l g e r e; og de forfulgte de såkaldte Hedninge, og de, der ikke ville fornægte deres Guder, fornægte deres Tro, ihjelsloges.
     S å l e d e s f j e r n e d e K r i s t e n d o m m e n s i g, m e d e n s d e n u d b r e d t e s, m e r e o g m e r e f r a K r i s t i K æ r l i g h e d s-, R e n h e d s- o g B a r m h j e r t i g h e d s l æ r e.

35.
Forsøgte de Yngste ikke at standse den Vranglære, som den Ældste havde indsneget blandt Menneskene?

     Men da de Yngste så deres ældre Broders dybe Sorg over Menneskenes Blindhed, Ufordragelighed og Uforstand, enedes de om for en Tid at samle sig om det e n e M å l, at tilintetgøre Mørkets falske Lærdomme og bringe K r i s t i r e n e L æ r e frem.
     Flere af de Yngste lode sig i den Hensigt på ny binde til Menneskelegemer, og de lode sig føde på Jorden i forskellige Lande og på forskellige Steder.
     Og når deres Legeme og Ånd vare modnede, trådte de frem og kæmpede med Vælde for at tilintetgøre de falske Lærdomme og bringe Sandheden til Erkendelse.
     Men kun få forstode dem, og kun få fulgte dem, medens mange hånede og spottede dem - ja endog nogle af de forfulgte ihjelsloges.
     Og blandt disse var en Mand, kendt af Menneskene under det jordiske Navn M a n i.
     Denne Mand bragte Menneskene nogle af Lysets Sandheder; og han talede skønne, forstandige Ord om det, der lå bag den jordiske Verden.
     Men også i hans Forkyndelse af de åndelige Sandheder formåede den Ældste at indsnige falske Lærdomme, og der kom ikke fuldt Lys og ikke fuld Klarhed over Manis Lære.
     Mange vare de, der lyttede til hans Ord; nogle fulgte ham, men end flere spottede ham og forfulgte ham; og disse gave ham Døden til Tak for de Sandheder, han søgte at bringe dem.

     Således vedbleve de Yngste på mangfoldig Vis at stride for den sande Lære.
     Men Mørket og den Ældste hindrede Lysets Fremgang; Mørket blindede Menneskene og bandt deres Tanker.
     Således kæmpede de Yngste i svindende og kommende Sekler, medens Kristendommen, S a u l s f a l s k e L æ r e, bredtes til fjerne Lande.

     Da kom det Sekel, i hvilket en af de Yngste, kendt under det jordiske Navn M u h a m e d, nåede at forkynde den Lære for Menneskene: at Gud var een, at ingen stod over Ham, ingen under Ham og ingen ved Hans Side. Og han forkyndte, at Gud alene var Altets Ophav, Altets Skaber.
     Da Muhamed trådte frem for sit Lands Folk med sin Lære, mødtes han af S p o t, V r e d e o g F o r a g t.
     Kun få lyttede til hans Ord, kun få fulgte ham.
     Men medens Årene svandt, vandt han flere og flere Tilhængere. Og da hans Fjender frygtede hans stedse stigende Magt, søgte de at ihjelslå ham. Da Muhamed hørte om deres onde Hensigter, forlod han sin Bolig i Staden Mekka og flygtede til den Stad, der senere kaldtes Medina.
     Muhameds Herredømme over Menneskene blev større og større; flere og flere flokkedes om ham, og hans Ord bragtes viden om.
     Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at vildlede hans Tanker, søgte at forurene hans Sind.
     Og den Ældste vakte Hovmodet og Magtbegæret i hans Hjerte, vakte hans Legemes hede Længseler, og hans Begær efter skønne Kvinder blev umætteligt.
     Mørket sænkede sig over ham, og han vaklede ideligen; thi hans Fod gled i de Snarer, der slyngedes om ham.
     Og Muhamed sammenkaldte nogle af sit Lands ypperste Folk, talede til dem og bød dem drage i Strid mod deres Fjender for med Magt at udbrede hans Lære; thi han forkyndte falskeligen: at dette var en for Gud velbehagelig Gerning. Og han lovede, at Gud ville lønne de tapre Mænd, der ihjelsloges i Striden; lovede, at Gud, for de Sejre, der vandtes, ville lønne dem med Paradisets skønneste og herligste Glæder.
     Og han drog med en mægtig Skare til Staden Mekka, gjorde sig til Herre over den og over Folket, og alle, der nægtede at følge ham, dræbtes eller bortjoges.
     Men fra den Stund fik Mørket end større Magt over ham. Hans Tanker forvirredes end mere, hans Lære blev end mindre klar, og ofte modsagde han sine egne Ord.
     Men Muhameds Herredømme over Menneskene blev ikke ringere, og han æredes meget; dog han selv fandt ingen Fred og ingen Hvile; thi Mørket var over ham; thi den Ældste stred imod ham.

     Og da hans Legem ramtes af den jordiske Død, da sørgede hans frigivne Ånd, sørgede over, at han, medens han var Menneske, ikke havde formået at bringe den f u l d e S a n d h e d; sørgede over, at han ikke havde formået at bryde Mørkets Magt.
     Men nogen Tid efter Muhameds Død begyndte Folkene at samle og at nedskrive hans Lære. Talrige Ord og Læresætninger fremkom og tillagdes Muhamed; Ord og Læresætninger, han ingen Sinde havde udtalt eller gennemtænkt; og heraf opstod megen indbyrdes Uenighed og mangeartede Stridigheder.
     S å l e d e s b l e v d a o g s å M u h a m e d a n e r n e s h e l l i g e S k r i f t e n B l a n d i n g a f G o d t o g O n d t, e n B l a n d i n g a f M u h a m e d s L æ r e, a f M e n n e s k e v æ r k o g a f M ø r k e t s f a l s k e L æ r d o m m e.

     Efter Muhameds Død ophidsede den Ældste hans Tilhængere, og de krigedes med Nabofolkene, tilranede sig meget Land, megen Magt og utalte herlige Skatte; og de tvang mangfoldige af de besejrede til at bøje sig for Muhameds Lære.
     Men de Kristne så med Vrede, at Profetens Lære bredte sig mere og mere; og de hørte med Undren, at mange endog frivilligt fulgte den.
     Og da den Meddelelse nåede ud blandt de Kristne, at Araberfolket havde gjort sig til Herre over Jerusalem, den hellige Stad, da følte de end mere Vrede i deres Sind, og de sørgede såre, når de gæstede Staden, for tilbedende at dvæle på de hellige Steder; og heraf opstod i de kommende År mangeartede Stridigheder mellem de Kristne og Profeten Muhameds Tilhængere.
     Og end senere, da det Budskab nåede ud over Landene, at et krigerisk, muhamedansk Folkeslag, med Vold og Magt havde røvet Jerusalem, da flammede Hadet og Hævnlysten i de Kristnes Hjerter; mange svore ved Kristi Kors at ville bortjage de fremmede og vinde Staden tilbage; ja de lovede endog at knuse og tilintetgøre alle, der vare Fjender af Kristi Lære.
     Da begyndte de grufulde Krige og Kampe mellem de Kristne og Muhamedanerne.
     Snart sejrede Profetens Tilhængere, snart sejrede de Kristne. Tusinder og atter Tusinder ihjelsloges; thi den ene Magt ville ikke bøje sig for den anden; og medens Sekel lagdes til Sekel, u d ø v e d e s V o l d, M o r d o g f r y g t e l i g e M i s g e r n i n g e r i G u d s o g K r i s t i N a v n.
     Men medens Tiderne svandt og de Kristne så, at det hellige Korses Tegn, hvorunder de kæmpede, ikke formåede at bringe den Sejer, de ventede, bleve de mere og mere modløse. Og da tvende Sekler vare svundne, måtte de Kristne bøje sig; thi Profetens Tilhængere vare de stærkeste.

     M e n u n d e r d i s s e t a l r i g e o g l a n g v a r i g e K a m p e f i k M ø r k e t a t t e r s t ø r r e M a g t o v e r M e n n e s k e n e.
     Bundne til jordiske Legemer søgte de Yngste vedblivende at drage Sandheden og Lyset frem; men de måtte stedse vige for Mørket; thi det havde mange og mægtige Hjælpere blandt de menneskeliggjorte Ældste.
     Ej heller formåede de Yngste at standse de evindelige indbyrdes Stridigheder blandt de Kristne.
     Nye Læresætninger udtænktes og vakte nye Stridigheder. Bisperne og Præsterne tilreve sig større og større Magt, flere og flere Rigdomme. Og højt hævet over dem alle, over Folkene, Fyrsterne, Kongerne og Kejserne, stod den øverste af Bisperne, den såkaldte Pave i Staden Rom; og mod alle, der ikke ville anerkende hans Magt og Vælde, slyngede han sine mægtige Forbandelser; thi Guds og Kristi Statholder glemte Kristi Ord: Tilgiver jeres Fjender!
     Og med uudslukkeligt Had forfulgte de Kristne alle, der ikke ville bekende sig til Kristendommen. Mangfoldige Steder i Landene flammede Bålene, hvor Muhamedanere og Jøder, de såkaldte Kættere, pintes og opbrændtes til Guds og Kristi Ære; ja endog flere Kristne, der søgte at skærme de forfulgte, måtte ledsage de dømte på Bålet og lide de samme Pinsler, den samme grufulde Død; thi Menneskene glemte Kristi kærlige Ord: Elsker hinanden som Brødre og Søstre!
     I Sandhed, Mørkets Magt var forfærdelig!

     Tungere og tættere sank Mørket over Jorden, forblindede Menneskene, sløvede og bandt deres Tanker.
     Mangfoldige Kristne bøjede sig tilbedende for de malede og formede Billeder af Jesu Moder Maria, bøjede sig tilbedende for de talrige Billeder af hellige Mænd¹ og Kvinder.
     Men i al denne Afgudsdyrkelse¹ glemte de ofte at bede til
_________
     ¹) Mange af de Kristne bad direkte til Jomfru Maria og til de hellige Mænd og Kvinder, i Stedet for at bede dem gå i Forbøn for dem hos Gud. Derved blev Helgendyrkelsen afguderisk, og da Jesu Moder og alle „Helgener“, uanset deres gode Gerninger, a l l e er underkastet Reinkarnationsloven (Genfødsel), er en Henvendelse til dem overflødig, bliver endog tidt ganske meningsløs, da de anråbte Helgener fra Tid til anden opholder sig på Jorden som Mennesker, og følgelig må være døve for deres Medmenneskers Anråben om Forbøn og Hjælp.
     Blandt de Ånder, der har været knyttet til de såkaldte Helgeners jordiske Legemer, findes både de Yngste, de Ældste og Menneskeånder. For de sidste er Loven om Genfødsel givet af Gud, for at de kan nå fremad og opad. De Ældste har ved deres egenmægtige første Inkarnation selv draget sig ind under Loven; de Yngste har frivilligt underkastet sig den og følger den, så længe de arbejder for Menneskehedens Fremgang. Menneskenes Anråben af de hellige Mænd og Kvinder bliver således en Henvendelse til Væsener, der fører en imaginær Helgentilværelse.

Gud den Almægtige, glemte at bede til deres Gud og Fader, glemte at bede til H a m, der e n e formåede at bønhøre dem.
     Flere og flere fromme Mænd og Kvinder - Munke og Nonner - droge sig tilbage fra Verden og levede i egne Boliger, under deres Samfunds egne Love. Men om end disse Mænd og Kvinder lovede at leve i legemlig Renhed, formåede de dog ikke alle at holde det givne Løfte. Kun få vare rene af Sind, kun få fandt Vej til deres himmelske Fader, kun få støttede de fattige af Kærlighed og Barmhjertighed, kun få plejede de syge af Medlidenhed med deres Smerter.
     Tungere og tættere lagde Mørket sig over Jorden, og kun få af de Yngste vovede, i menneskelig Skikkelse, at stride imod det onde.
     Da kom den Stund, da mange af de Yngste atter vare samlede hos deres ældre Broder i det sidste Opholdssted om Jorden.
     Og de talede meget med hinanden om det, der skete i den jordiske Verden, talede med hinanden om, hvilken Vej de skulle følge for at lede Menneskene ud af Mørket.
     Men de vare alle meget modløse.
     Og en af dem sagde: „Lader os standse vor Gerning blandt Menneskene; thi vi formå ikke at føre dem til vor Faders Rige. Atter og atter lade vi os binde til jordiske Legemer, men endnu har ingen af os, medens vi vare Mennesker, formået at bryde de Forbandelser, vor ældste Broder har udslynget; endnu har ingen af os, medens vi vare Mennesker, formået at bede for vor Broder og således løse ham fra Mørkets bindende Magt. Ved vor Gerning blandt Menneskene have vi kun bragt Sorger og Lidelser over o s s e l v; lader os derfor vende tilbage til vor Faders Rige, at Jordens Børn kunne vandre deres egne Veje.“
     Men da han tav, trådte Kristus, den ældste af de Yngste, frem.
     Og han sagde: „Om end I alle vende jer fra Menneskene, vil jeg dog ikke forlade dem; om end ingen af jer vil hjælpe mig at bære de Byrder, Menneskene dynge på mine Skuldre, vil jeg dog ingenlunde kaste Byrderne fra mig, men bede vor Fader hjælpe mig, a t j e g k a n b æ r e d e m a l l e.
     Sandelig, jeg siger jer: bryder ikke jeres Løfte; thi er Mørkets Magt stor, d a e r L y s e t s e n d s t ø r r e; og vor Faders Ord til os vare disse: at v i l l e vi, da k u n n e vi og lede Menneskene til Hans Herlighedsrige og sejre over Mørket. O g v o r F a d e r s O r d e r e u r o k k e l i g e! Men ville I følge mig, da bede vi vor Fader vise os Vejen; thi den er atter svunden bort i Tågen.“
     Da han havde talet, tav de alle; thi de ransagede deres Hjerter.
     Men i Stilheden lød Guds Stemme til dem.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, værer tålmodige! t h i k u n d e t å l m o d i g e v i l l e s e j r e! Svigter ikke hinanden, svigter ej

heller jeres ældre Broder, og bryder ingen Sinde det Løfte, I have givet mig, jeres Fader; thi I skulle erindre, a t m i n V e l s i g n e l s e e r o v e r j e r, m i n T a n k e f ø l g e r j e r o g m i n H å n d s t ø t t e r j e r, m e d e n s I s t r i d e f o r L y s e t, f o r d e t s a n d e o g f o r d e t g o d e.
     Mine Børn! lytter alle til mine Ord, og jeg vil vejlede jer!
     Se, jeg siger jer: I skulle atter bringe Åndens Lys og Tankens Klarhed til Menneskene; thi de formå ikke længer at tænke klart; thi de formå ikke at skelne det sande fra Løgnen, det rene fra det urene. Lærer Menneskene dette! Og langsomt skulle I lære dem at udgranske nogle af de evige Love, lære dem at løse og at udnytte nogle af de mange skjulte Kræfter. I skulle lære dem at skue ud i det mægtige Rum, lære dem at følge og udmåle Himmellegemernes Veje og Baner. I skulle oplade Menneskenes Øjne for de jordiske Formers rene Linier, for Farvernes Pragt og Mangfoldighed. I skulle lære dem at lytte til Tonernes Skønhed og Fylde.
     Og når I have lært Menneskene noget af alt dette, da ville de selv begynde, med vågne Øjne og klare Tanker, at gennemskue det Væv af Løgne, Mørket har spundet om dem; da ville de selv begynde at granske de gamle Skrifter, selv oplede de gyldne Korn, og selv søge at bortkaste Mørkets Slagger.
     Mine Børn! jeg, jeres Fader, har vist jer Vejen, følger den! thi gøre I dette, da skal min Velsignelse være med jer.“
     Men da Guds Stemme tav, svarede de alle: „Fader, vi ville følge den Vej, du har vist os! støt os, at vi ingen Sinde skulle svigte!“
     Atter lode mange af de Yngste sig binde til jordiske Legemer, for på ny at bringe Åndens Lys og Tankens Klarhed til de af Mørket og af de Ældste vildledte Mennesker.
     Men når disse havde bragt Menneskeheden større Viden og flere Kundskaber og spredt noget af det Mørke, der omgav den, ville andre af de Yngste følge efter og søge at bortkaste nogle af den Ældstes falske Lærdomme, og således berede Vejen for Menneskenes Selvgranskning af de fra Fædrene arvede hellige Skrifter.

     De første, der vovede sig frem for at tale til Jordens Børn om det, der endnu var over deres Tanker, bleve ilde modtagne, og de mødtes af vanlig Hån, Vrede og Foragt.
     Men flere og flere trådte frem med det, de havde lovet at bringe.
     Nogle af de Yngste lærte Menneskene at forme Skrifttegn i Træ og Metal, for derover at mangfoldiggøre de håndskrevne Ord og således give dem i fleres Eje. Andre bragte dem større Kendskab til den Verden, de beboede, og under farefulde Rejser fandtes nye Lande, og skjulte Rigdomme fremdroges af Jordens Skød¹.
_________
     ¹) De Ånder, der var knyttet til hine Tiders Opdagelsesrejsende, var ikke alle af de Yngste - flere var af de Ældste.

     Nogle af de Yngste bragte Menneskene nye og nyttige Hjælpemidler, hvorved det daglige Liv blev lettere at leve. Andre søgte at drage de svundne Tiders tankevægtige Skrifter frem fra Glemselens Dyb.
     Nogle af de Yngste glædede Menneskene ved at gengive Formernes rene Linier i Ler, i Træ og i det hårde Marmor.
     Andre gengave i herlige Billeder de hellige Skrifters Mænd og Kvinder, Kristi Liv og Vandring på Jorden; gengave Menneskenes Liv og Færden - alt ved Farvernes Mangfoldighed, Pragt og Skønhed.
     Atter begyndte Menneskene at vågne; Øjnene åbnedes, Tankerne bleve friere og klarere. Men kun langsomt vandt Lyset frem; thi den Ældste, Mørkets Tjener, søgte vedblivende at hindre dets Fremgang.
     Tættere og tættere drog han Mørket hen over Jorden, og han såede end mere af sin onde Sæd. O g H a d, V r e d e, V o l d, M o r d o g M i s g e r n i n g e r v e d b l e v e a t v æ r e b l a n d t M e n n e s k e n e.
     Og den Ældste styrkede de Kristne i deres Tilbedelse af Jomfru Maria, styrkede dem i Troen på de hellige Mænds og Kvinders Hjælp og Forbøn, for således at hindre dem i at henvende sig til G u d a l e n e. Og han styrkede dem i Troen på Helvedes Pine og Lidelser for ved den Frygt og Rædsel, der fødtes i deres svage Hjerter, at vinde end større Magt over dem. Og mange Kristne søgte i deres Angest for Helvede at frigøre sig for de tilkommende Straffe ved for Guld, Sølv og rige Gaver at k ø b e S y n d e r n e s F o r l a d e l s e af de mægtige Paver.
     Men de Yngste vedbleve at arbejde for Lysets Fremgang; thi Gud styrkede dem og Gud støttede dem.
     Og de lærte Menneskene på ny at opføre herlige Templer til Guds Ære, lærte dem at bygge skønne Boliger til deres Fyrster, Konger og Kejsere, lærte dem at pryde Templer og Paladser med mægtige Hvælvinger, med knejsende Tårne og spinkle Spir.
     Og Menneskene frydede sig over det skønne, de så.

     M e n t u n g t l å M ø r k e t o v e r J o r d e n.
     Kamp og Strid herskede overalt.
     Landenes Fyrster fejdede mod hinanden; Paverne stredes med de gejstlige, der stode under dem, stredes med hinanden, stredes med Kejsere, Konger og Fyrster, medens mægtige Forbandelser udslyngedes mod alle, der ikke ville bøje sig.
     Og den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at styrke Menneskene i Troen på den Magt, Helvedes Fyrste ejede over alle Syndere. Og han indgav de frygtagtige de Tanker, at mangfoldige Mænd og Kvinder formåede at skade Fjender og Uvenner ved at tilkalde

den Ondes Hjælp, og de såkaldte Troldmænd og Hekse forfulgtes med megen Strenghed. Mange pintes og opbrændtes for Misgerninger, de ingen Sinde havde begået; thi de mente at se onde Ånder og Djævle, hvorhen de end vendte deres Øjne.

     Men de Yngste vedbleve med Tålmod at arbejde for Lysets Fremgang; thi Gud styrkede dem, og Gud støttede dem.
     Og de lærte Menneskene på ny at skue ud i Himmelrummets uendelige Dybder, lærte dem at følge de funklende Stjerners Veje og Baner. Men i mange Tider vedbleve disse Kundskaber at være meget ufuldstændige; thi endnu ejede Menneskene kun få og svage Midler, hvorved de kunne udspejde Himmellegemernes Gang, udmåle og beregne deres Stilling og Baner.
     Nogle af de Yngste gengave deres Ånds Tanker og Længsler i skøntformede, klangfulde og rytmiske Strofer; og mange Mennesker glædede sig over det skønne, det nye, de modtoge.

     Og de Tider kom, da de Yngste, der havde lovet at bane Vej for Menneskets Selvgranskning, trådte frem og søgte at udskille nogle af de gyldne Korn fra Mørkets tunge Slagger.
     Men blandt disse vare to, der ere kendte under Navnene: L u t h e r og Z w i n g l i.
     Disse to sørgede meget over Menneskenes Blindhed, sørgede over deres dybe Fornedrelse; og de søgte begge at sønderbryde det Trældommens Åg, Mørket havde lagt på Menneskeheden.
     Og i deres store Nidkærhed vendte de sig begge mod Kirkens øverste, viste, hvor små og usle Paverne vare trods deres Magt og Vælde; viste, hvor elendige de vare i deres Vrede, Had og Magtbegær; og de hævdede begge, at Paverne, Guds og Kristi Statholdere, ingenlunde vare u f e j l b a r e.
     Og de søgte at vise de såkaldte Kristne, hvilke Afgudsdyrkere de vare blevne ved Tilbedelsen af de hellige Mænds og Kvinders talrige Billeder; thi mange bøjede sig kun for disse hellige og glemte at bøje sig for G u d d e n A l m æ g t i g e.
     Luther og Zwingli vandt mange Tilhængere ved deres klare Skrifter og myndige Taler; thi de vakte Menneskene til Eftertanke.
     Men den Ældste, Mørkets Tjener, søgte at fjerne dem fra hinanden. Og disse to, der, før deres Jordelivs Vandring begyndte, havde lovet deres himmelske Fader at følges Hånd i Hånd, bleve bitre Modstandere; thi den Ældste stod imellem dem, og han drog Mørket tættere om dem, så de ikke formåede at mødes i een fælles Lære; thi de vare uenige i mangt og meget; thi de stredes med hinanden om flere af de gamle Læresætninger.
     Og medens Årene svandt, fik de og mange Fjender og Modstandere.
     Dog Luther var en vældig Stridsmand, og han besvarede alle

Angreb med hårde Ord, med flammende og strenge Taler; thi ingen formåede at bøje hans stolte Ånd.
     Men om Luther end til Tider s e l v fejlede, søgte han dog vedblivende at lede Menneskeheden fremad mod Lyset; således lod han nogle af de gamle Skrifter mangfoldiggøre, at Menneskene kunne søge Trøst og Støtte ved Granskning af de fra Fædrene arvede Ord og Læresætninger.
     Om end Luthers Magt og Myndighed var stor, om end han var hård og ubøjelig mod sine Fjender, vedblev han dog stedse at være s v a g i sit Hjerte, når han var ene; thi han fornam, at Guds fulde Styrke ikke var over ham. Stundom grebes han af Angest og Rædsel for det Mørke, der strømmede imod ham, og han følte sig bunden af det Had, der mødte ham fra den Ældste, Mørkets Tjener, så han stundom glemte at lytte til den Stemme, der søgte at vejlede ham.
     Og Mørket sænkede sig end tættere om ham. Hårde og fordømmende Ord løde fra hans Læber. Og da nogle af de arbejdende og lidende Mennesker sluttede sig sammen for at tilkæmpe sig flere og større Rettigheder, vrededes han imod dem, og i sin Vrede udråbte han: at disse uværdige skulle i h j e l s l å s, at deres onde Hensigter kunne tilintetgøres.
     Men trods Mennesket Luthers mange og store Fejl nåede han dog at bortkaste nogle af den Ældstes falske Lærdomme, og han og Zwingli nåede tilsammen at bringe Menneskene nogle Skridt fremad mod Målet.
     Men ingen af dem formåede at udføre det Storværk, der var planlagt, førend de fødtes til Jorden, det Storværk, de tilsammen skulle have øvet blandt Menneskene.
     - Da Luther og Zwingli atter mødtes i de himmelske Boliger, efter at Døden havde nedbrudt deres jordiske Legemer, sørgede de begge meget over det Fjendskab den Ældste havde fremkaldt mellem dem, medens de færdedes på Jorden. -
     Men end flere af de Yngste søgte at støtte deres Brødre i Striden mod Pavedømmet, og en af disse er kendt under Navnet C a l v i n.
     Hans Tanker vare klare og skarpe, og med kloge Ord udformede han den nye Lære.
     Men han var ikke fuldtud enig med Luther, ej heller var han fuldtud enig med Zwingli; thi påvirket af den Ældste fremdrog han nogle af de gamle forkastede Læresætninger, udformede dem på ny og forsvarede dem med megen Myndighed.
     Mange sluttede sig til ham, og han æredes meget.
     Men Calvin var en streng Mand, og han fordrede meget af sine Tilhængere, fordrede Renhed, Fromhed og Lydighed. Og han var ubøjelig i sin Strenghed; thi den Ældste, Mørkets Tjener, stod ved hans Side og forhærdede hans Hjerte, så han fældede hårde Domme over alle, der vare imod ham; ja, i sit Hjertes Hårdhed

lod han endog en af sine Modstandere lide Døden på Bålet; thi han glemte Kristi Ord: Tilgiver jeres Fjender!
     Således formåede ej heller Calvin at bryde Mørkets Magt, at bryde den Ældstes Forbandelser.
     Men om Luther, Zwingli og Calvin end ikke formåede at bringe den fulde Sandhed, nåede de dog at fremdrage nogle af de gamle Skrifters gyldne Korn, nåede de dog at lære de Kristne s e l v at granske og at vrage flere af de falske Lærdomme. Og således spredtes noget af det Mørke, der omgav Menneskene.
     Men ved de Angreb, disse uforfærdede Mænd rettede imod Pavedømmet og mod den kristne Læres talrige Vildfarelser, opstode på ny, mangfoldige Steder i Landene, langvarige og forfærdelige Kampe og Stridigheder; thi medens Årene svandt og flere og flere sluttede sig til de nye Former for Kristendom, søgte nogle af den gamle Tros Tilhængere at støtte det vaklende Pavedømme.
     Flere og strengere Munkeordener oprettedes, enkelte af de gamle Vildfarelser bortkastedes, og der gaves nye og strengere Love, Love, der krævede større Renhed, større Fromhed, større Lydighed.
     Og Pavekirkens Tilhængere søgte ved grusomme Forfølgelser, Pinsler og Drab at straffe de frafaldne og standse den nye Kristendoms Fremgang.
     Atter lagde Mørket sig tættere og tungere over Jorden.
     Atter flammede Kætterbålene til Gud den Almægtiges Ære. Tusinder og atter Tusinder ihjelsloges. Og i deres blinde Had og Hævnlyst lode enkelte af Pavedømmets Tilhængere flere Tusinde Modstandere ihjelslå på een eneste Nat.
     I Sandhed, Mørkets Magt var forfærdelig!

     Og der kom atter Tider, da Folk rejste sig mod Folk, Broder mod Broder, Hersker mod Hersker.
     Og medens Lovsange tonede i Kirkerne til Guds Ære, udøvedes i H a n s N a v n Mord, Plyndringer og de frygteligste Misgerninger.
     Mørket lagde sig tættere og tungere over Jorden; i Landene var Nød og Elendighed.
     Menneskenes Frygt blev end større, og de ængstedes end mere for Helvedes Fyrste, ængstedes end mere for alle hans Medhjælpere; og Troldmænd og Hekse pintes og opbrændtes.
     Overalt var Mørke, overalt vare Lidelser; thi den Ældstes onde Sæd spirede og bar Frugt.
     Men de Yngste vare ikke længer modløse; thi de stolede på Gud, deres Fader; thi Han styrkede dem, og Han vejledede dem.
     Omgivne af Lidelser, Kampe, Død og Elendighed vedbleve de at arbejde for Lysets Fremgang, vedbleve de at bringe Menneskene større Viden og flere Kundskaber.
     Og når de efter endt Jordeliv vendte tilbage til de himmelske Boliger, toge mange af dem ikke imod den Hvile, der med Rette

tilkom dem; t h i d e l æ n g t e s a l l e m e g e t e f t e r a t b r y d e M ø r k e t s M a g t; t h i d e l æ n g t e s a l l e m e g e t e f t e r a t b r y d e d e n Æ l d s t e s F o r b a n d e l s e r; og de lode sig hastigen binde til nye jordiske Legemer for at drage Menneskene fremad mod Målet.

     Medens Sekel lagdes til Sekel, søgte de Yngste på mangfoldig Vis at uddybe de Kundskaber, de alt havde bragt Menneskeheden.
     Og de gave Menneskene end flere skønne og farverige Billeder, hvormed de smykkede Kirker, Paladser og Fyrsters Boliger.
     Langsomt lærte de Yngste Menneskene at udgranske Legemets Bygning, dets Væv og Kar; lærte dem at finde Lægedom for nogle af Legemets mange Lidelser. Lærte dem at følge de flygtige Tankers bugtede Veje; lærte dem med kloge Ord at forme, klargøre og fastholde det engang tænkte.
     Og de lærte dem at lytte til Tonernes Skønhed og Fylde; lærte dem at danne større og mindre Redskaber, ved Hjælp af hvilke de formåede at frembringe et Væld af rene, fyldige Toner, en Mangfoldighed af skønne, harmoniske Klange.
     Lærte dem at danne Redskaber, ved Hjælp af hvilke de bedre formåede at udspejde de funklende Stjerners Veje og indbyrdes Stilling i det fjerne Rum.
     Og de lærte Menneskene at løse nogle af de skjulte Kræfter og at drage Nytte af Kendskabet dertil; lærte dem at granske Naturens mangeartede Livsformer; lærte dem at finde nogle af de Love, der bære og binde det skabte - det mindste og det største.
     Medens Seklerne svandt, lærte Menneskene at danne og forbedre Veje og Forbindelser mellem Jordens mange Riger og Lande; lærte at oplede og fremgrave nogle af de svundne Tiders skønne Stæder, mægtige Templer og stolte Boliger; talrige skjulte Skatte fremdroges af Jordens Skød, Skatte, der bragte Bud om Forfædrenes Liv og Færden.
     Således bragte de Yngste stedse større Viden og flere Kundskaber til Menneskene.
     Og medens Årene svandt, b e g y n d t e L y s e t a t t e r l a n g s o m t a t b r e d e s i g h e n o v e r J o r d e n.
     Men endnu fandtes Strid og Tvedragt, endnu udøvedes Mord, Drab og Ugerninger. Endnu formåede Fyrster, Konger og Kejsere at rejse Folk mod Folk i Kampe og hærgende Krige.
     Endnu bøjede mangfoldige Kristne sig tilbedende og anråbende for de hellige Mænds og Kvinders livløse Billeder. Endnu stredes mange med myndige Ord og flammende Tale om gamle og nye Læresætninger; og talrige Former for Kristendom fremstode.
     Men endda vedblev Lyset at brede sig hen over Jorden - o g l a n g s o m t b e g y n d t e M ø r k e t a t v i g e.
     Men den Ældste, Mørkets Tjener, vedblev at dryppe sin Gift i

Menneskenes Hjerter. Og i nogles Sind indsneg han de Tanker: a t G u d i k k e v a r. Og de, der troede ham, stode frem, og i deres Uforstand forsvarede de med megen Myndighed disse bespottelige Tanker.
D o g, M ø r k e t v e d b l e v a t v i g e; og den Ældste forstod, at han ikke længer formåede at standse Lysets Fremgang, og han vidste, at den Stund nærmede sig, da Mørkets Magt måtte brydes.
D a f ø d t e s A n g e s t e n o g R æ d s e l e n i h a n s H j e r t e; thi han vidste, at sejrede Lyset over ham, da måtte han selv høste den onde Sæd, han havde sået blandt Menneskene, da måtte alle de Forbandelser, han havde udslynget, vende sig imod ham selv. Og han frygtede, at Gengældelsen ville knuse og tilintetgøre ham for Tid og Evighed; thi han mente, at for hans Synd gaves ingen Tilgivelse, t h i h a n g l e m t e s i n F a d e r s u e n d e l i g e K æ r l i g h e d, g l e m t e H a n s A l m a g t, g l e m t e H a n s B a r m h j e r t i g h e d.

36.
Vedblev de dødes Ånder at færdes blandt Menneskene, eller lykkedes det Gud efterhånden at kalde dem alle tilbage?

     Noget over otte Decennier før den ældste af de Yngste fødtes til Jorden i Jesus af Nazareths Skikkelse, kaldte Gud første Gang på de jordbundne Ånder, men fra de Tider vedblev Han den sidste Stund i hvert svindende Sekel at lade sin Stemme lyde til dem for at vække Angeren i deres Hjerter. Men færre og færre vendte tilbage til Opholdsstederne; thi kun få formåede at angre deres Synd og Ugerninger; thi Mørket hvilede tungt over Jorden.
     Og medens Seklerne svandt, bandt Mørket flere og flere Menneskeånder til efter Døden at vandre på Jorden iblandt de levende Mennesker.
     Og de Tider kom, da de dødes Ånder vare en mægtig Hærskare - Legioners Legioner. De vandrede overalt, og de bragte megen Ufred, hvor de end færdedes; thi de indgave Menneskene mange syndige Lyster, mange onde og urene Tanker.
     Nogle Mennesker formåede at se Ånderne lig skyggeagtige Væsener, nogle hørte deres Tale lig svagt fremhviskede Ord, og dette bestyrkede dem i den Tro, at de vare omgivne af Djævle, onde Ånder og Genfærd.
     O g M e n n e s k e n e f r y g t e d e d e d ø d e.

Nogle af de Yngste, der ikke vare bundne til jordiske Legemer, droge ofte til Jorden for med milde og kærlige Ord at kalde disse elendige Væsener tilbage til Lyset og Livet. Men de Yngste for-

måede kun en kort Stund at opholde sig blandt de dødes Ånder; thi det tætte Mørke og de onde Dunster gjorde dem svage og modløse.
     Men når de havde hvilet en Tid i deres Boliger, droge de atter, usete af Menneskene, til Jorden for på ny at bringe Hjælp til Mørkets Børn. Og Gud, deres Fader, styrkede dem, og Han støttede dem i den strenge Gerning.
     Men den ældste af de Yngste, Kristus, trættedes ikke. Trods Mørke, trods onde Dunster, trængte han frem gennem alt. Mildt og kærligt søgte han at vække Angeren i de bundnes Hjerter, og mange faldne bar han tilbage til de tomme Boliger.
     Og på sine Vandringer fandt han snart en Broder¹, snart en Søster¹, der vare styrtede over de Stene, den Ældste havde kastet på deres Vej, medens de kæmpede for Menneskehedens Fremgang. Men Kristus bar dem tilbage til det sidste Opholdssted om Jorden, og han hjalp dem at bortrense det Mørke, der havde forurenet dem.
     Men hvor Kristus end færdedes, der fulgtes han af Guds vågne Faderøje. Og Gud så hans dybe Sorg over Menneskenes Elendighed, så den Tålmod, hvormed han søgte at bringe Hjælp til de faldne - levende og døde.
     Og Gud gav ham end større Magt, end større Styrke.
     Men se, da vovede Kristus sig ind i det ødelagte Rige for dér at oplede sine ældste Brødre og Søstre.
     Og han talede til dem, og han bad dem kærligt at vende tilbage til Faderen, vende tilbage til Hjemmet. Mange hånede og spottede ham; men nogle droges af det rene, strålende Lys, der omgav ham, droges af hans kærlige Tale, og Angeren vågnede i deres Hjerter. Og han bar dem til et fjernt Sted, hvor de i Fred kunne hvile, til Mindet om alt det, der engang var, vågnede i deres Erindring.

     Og Kristus vandrede blandt de levende Mennesker; uset og ukendt kom han til Synderen, kom han til Forbryderen; ved sin dybe Kærlighed, ved sin uendelige Tålmod drog han dem ofte tilbage fra den Afgrund, der truede med at opsluge dem; ved sit advarende Råb standsede han mangen syndig og uren Tanke, så den ingen Sinde blev til Handling. Talrige onde og slette Gerninger hindredes således ved hans Renhed, hindredes således ved hans Råb og hans Advarsler.
     Og Kristus trættedes ej længer, ej heller vaklede han; men han bar med Tålmod de tunge Byrder, Menneskene vedblivende dyn-
_________
     ¹) De Yngste, der, fristede dertil af den Ældste, øvede Ugerninger i deres Jordeliv, bandtes ofte af deres Syndsbevidsthed til, efter det jordiske Livs Ophør, at føre en hvileløs Tilværelse blandt de jordbundne Menneskeånder.

gede på hans Skuldre; thi Gud styrkede ham; thi Gud gav ham end større Magt, end større Tålmod.
Og da de Tider kom, da Lyset atter langsomt begyndte at brede sig hen over Jorden, vågnede en svag Glæde, et svagt Håb i Kristi Sind. Men da han så, at Lyset bredte sig end mere, forstod han, at den Stund nærmede sig, da Mørkets Magt måtte brydes; o g h a n g l æ d e d e s i n d e r l i g t.

———

     Og det skete, da atten Sekler og noget over et halvt¹ Sekel vare svundne fra den Stund, den ældste af de Yngste fødtes til at vandre blandt Menneskene i Jesus af Nazareths Skikkelse, at Gud kaldte ham til sig i sit Herlighedsrige.
     Da Kristus hørte Guds kaldende Stemme, drog han hastigen til sin Fader, hilsede ham og sagde: „Fader, du kaldte! se, jeg er kommen.“
     Men da han havde talet således, bød Gud ham kærligt velkommen.
     Og Han sagde: „Min Søn, jeg, din Fader, har fulgt dig i al din Færden. Jeg så din dybe Sorg over Menneskenes Elendighed; jeg så din Længsel efter at bryde Mørkets Magt, din Længsel efter at føre din ældste Broder tilbage til hans rette Hjem. Jeg fulgte dig, medens du, uset af Jordens Børn, vandrede iblandt dem for at drage dem bort fra Synd og Urenhed. Jeg fulgte dig, medens du vandrede i det ødelagte Rige for at kalde dine ældste Brødre og Søstre tilbage. Sandelig, for alt dette t a k k e r j e g d i g!
     Og se, jeg har fulgt dine Brødres og Søstres Arbejde for Menneskehedens Fremgang, fulgt din Ledelse af Menneskenes mange Jordelivsvandringer, og jeg har frydet mig over de skønne Frugter, jeres Kærlighed, jeres Tålmod have båret. T h i v e d j e r e s A r b e jd e h a r L y s e t t r æ n g t M ø r k e t t i l b a g e. Sandelig, for alt dette vil jeg takke jer alle. Men til dig siger jeg: ville I vedblive at følge den Vej, jeg har vist jer, da skulle I og visseligen nå jeres Mål, om end I have nogle eller mange Sekler foran jer.“
     Og Gud vedblev at tale.
     Og Han sagde: „Min Søn, jeg bad dig komme; thi jeg ønskede at vise dig en Genvej, ad hvilken I muligen kunne nå hurtigere til Målet. Men jeg siger dig: ville I følge denne Genvej, da må I vandre gennem Torne og Tidsler, over Kløfter og strømmende Vande, da må I ideligen bøje jer for at fjerne de Stene, der hindre jeres Fremgang; da må I ingen Sinde blive trætte - og I må bære jeres Byrder med end større Tålmod.“
     Da Gud havde talet således, tav Han en Stund.
     Men Kristus svarede Ham og sagde: „F a d e r, v i s m i g d e n
_________
     ¹) 1857.

V e j, h v o r o m d u t a l e d e; t h i k u n n e v i a d d e n n å h u r t i g e r e t i l M å l e t, d a s k u l l e v i o g v i s s e l i g e n f ø l g e d e n.“
     Da talede Gud end mere.
     Og Han sagde: „Meget have Menneskene lært af jer og ved jer; men de vide intet fuldgyldigt om vor Verden, vide intet om den Verden, der er skjult for deres jordiske tågeslørede Øjne. Min Søn, jeg siger dig: giv Jordens Børn Kendskab til nogle af de Love, hvorefter Livet leves! Min Søn, t a l t i l M e n n e s k e n e!“
     Og Gud talede end mere.
     Og Han sagde: „Nogle af de mange Menneskeånder, der ere bundne af Mørket, bundne til Jorden ved deres Synd og Gerninger, have, fra de første Tider de begyndte at færdes blandt de levende, mangfoldige Gange og på mangfoldig Vis søgt at give sig til Kende for Menneskene; mange have set dem, mange have hørt dem, og mange have forstået at modtage Meddelelser fra dem. Drager jer dette til Nytte! thi du ved, at også I, på mangfoldig Vis, kunne give jer til Kende for Menneskene. Min Søn, jeg siger dig: I skulle ved Lysets Hjælp bygge en Bro over den Kløft, der skiller vor Verden fra Jorden; I skulle løfte en Flig af det Forhæng, der dækker Indgangen til det Liv, der er i al Evighed! Men jeg siger dig: søger de Mennesker, der formå med Åndens Øje at se gennem det jordiske Tågeslør! Søger de Mennesker, der med Åndens Øre formå at opfange de hastige Svingninger, der fremkomme ved Lyden af jeres Stemmer! Søger de Mennesker, der formå at stænge for det jordiske Selv, så de kunne modtage og gengive de Tanker, I tænke og indgive dem! Og når I se, at de have fuld Tillid til jer og til jeres Ord, da skulle I tale til dem om jeres og deres Brødre og Søstre, der, dækkede af Mørket, hjemløse og hvileløse flakke hen over Jorden. Og forstå de jer, da gører dem til jeres Midlere, da gører dem til jeres Hjælpere! t h i M e n n e s k e r s T a n k e r o g M e n n e s k e r s T a l e k u n n e b e d r e o p f a t t e s a f d e d ø d e s Å n d e r. Ja, I skulle lære Menneskene at b e d e for dem, der ere bundne af Mørket, at Bønnens kærlige Tanker kunne drage Lyset til alle dem, for hvem de bede; og når A n g e r e n vågner i de bundne Ånders Hjerter, da kunne I bære de angrende tilbage til de Boliger, der ere tomme. Min Søn, jeg siger dig: ville I følge d e n n e V e j, da kunne I, med Menneskene til Midlere og Hjælpere, inden eet Sekel er svundet, drage alle de dødes Ånder bort fra Jorden tilbage til Lyset og Livet - og da ville renere og lysere Tider snart oprinde for jer alle. Men jeg siger dig: ville I gøre dette, da skulle I vide, at I for lange Tider må forlade jeres skønne Boliger, da må I for lange Tider opholde jer i Jordens Mørke, Tåger og onde Dunster; thi ideligen må I værne de Mennesker, I udvælge til jeres Hjælpere, at ikke Mørket skal sænke sig over dem og lede dem vild.“

     Da Gud havde talet således, tav Han en Stund.
     Men Kristus svarede Ham og sagde: „Fader, er du med os, da skulle vi visseligen sejre; men Fader, jeg spørger dig: hvorledes kunne vi ad denne Vej vinde vor ældste Broder tilbage?“
     Da så Gud kærligt på ham.
     Og Han sagde: „Min Søn, d i n B r o d e r e r b l a n d t d e m, d e r e r e b u n d n e a f M ø r k e t, b u n d n e a f S y n d e n; l æ r M e n n e s k e n e a t y n k e s o g s å o v e r h a m o g h a n s L i d e l s e r! L æ r d e m a t t i l g i v e, h v a d h a n h a r s y n d e t i m o d d e m. L æ r d e m a t b e d e o g s å f o r h a m, a t b e d e f o r h a n s F r e l s e! Thi gøre de dette, da vil deres Bøns kærlige Tanker for al Evighed bryde Mørkets Magt over ham, da ville de Bånd briste, der binde din Broder, og da kunne vi drage ham til os.“
     Men da Gud talede således, bøjede Kristus sit Hoved. Og hans Stemme lød sorgfuld, da han sagde: „Fader, Menneskene elske ikke din ældste Søn, således som vi gøre det; Menneskene hade ham, frygte og forbande ham. S a n d e l i g, i n t e t M e n n e s k e v i l b e d e f o r h a m.“
     Men Gud svarede ham og sagde: „Min Søn, søg blandt dem, der e l s k e d i g; thi de ville sikkerligen på d i n e O r d og på d i n F o r b ø n bede for din ældste Broder. Min Søn, jeg siger dig: finder du ikkun e e t M e n n e s k e, der i Tillid til dine Ord og i sit Hjertes Medlidenhed vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, af Sorg og Elendighed, da vil Mørkets Magt dog brydes, da er din Broder fri, og vi, der kende ham og elske ham, vi skulle da tilgive ham og modtage ham i vor Midte.“
     Da så Kristus fast på sin Fader og sagde: „Fader, sig, at du er med os; thi da ved jeg, at vi ville sejre.“
     Men Gud tog ham i sin Favn og sagde: „Min Velsignelse skal følge jer i al jeres Færd.“
     Da vendte Kristus tilbage til sin Bolig i det sidste Opholdssted om Jorden. Og han kaldte på alle de Brødre og Søstre, der på den Tid ikke vare bundne til jordiske Legemer.
     Og da de vare samlede, trådte han frem og talede til dem om den Vej, deres Gud og Fader havde vist ham.
     Men efter hans Tale faldt stor Tavshed over dem alle; thi de forstode, at dette ville blive en såre tung, en såre byrdefuld Vandring.
     Og da ingen svarede ham, vedblev Kristus at tale, og han sagde: „Vove I ikke at ledsage mig, se, da vil jeg vandre alene; men jeg siger jer: g l e m m e r i k k e, a t v o r F a d e r h a r l o v e t a t v æ r e m e d o s!“
     Da svarede de: „Broder, Broder, vi ville ledsage dig og hjælpe dig at bære disse nye Byrder. Sandelig, du skal ikke vandre alene. Og er vor Fader med os, da skulle vi visseligen sejre!“

     Kristus takkede dem og sagde: „Ikke alle kunne følge mig; thi nogle af jer må blive her i vort Opholdssted for at ordne og for at lede, at ikke alt skal blive Uorden og Forvirring.“
     Og han udvalgte nogle af sine Brødre og Søstre, og disse lovede at lede og ordne alt i hans Ånd.
     Men da alt var rede, lød Guds Stemme til dem.
     Og Gud sagde: „Mine Børn, jeg, jeres Fader, takker jer alle; men forinden I vandre til Jorden, vil jeg sige disse Ord til jer: s t ø t t e r a l l e h i n a n d e n, s v i g t e r i n g e n S i n d e h i n a n d e n! T h i s v i g t e I, o g v a k l e I, o g b l i v e I t r æ t t e, d a v i l G e n v e j e n k u n b l i v e e n O m v e j f o r j e r.“
     Da råbte de: „Fader, vær med os, at vi ingen Sinde skulle svigte!“
     Og Gud svarede dem.
     Og Han sagde: „Jeg, jeres Fader, skal give jer den Styrke, I have behov; t h i m i n T a n k e s k a l l e d e j e r, m i n H å n d s k a l s t ø t t e j e r, o g m i n V e l s i g n e l s e s k a l v æ r e m e d j e r!“
     Da Guds Stemme tav, drog en Skare af Lysets Børn til Jorden, for, uden jordisk Iklædning, at begynde den tunge Vandring.
     Og de vandrede til de Steder, hvor Mennesker vare samlede for at modtage Meddelelser fra de dødes Ånder.
     Og de Yngste søgte ved gode, kærlige Tanker at påvirke de Mænd og Kvinder, der vare Midlere mellem de døde og de levende. Men dette var såre vanskeligt; thi deres Tanker formåede neppe at gennemtrænge det Mørke, der omgav de jordbundne Ånder; thi disse flokkedes i mægtige Skarer om de såkaldte Medier, de Mennesker, der på mangfoldig Vis søgte at tolke disse elendige Væseners Tanker og Tale.
     Men alt medens Tiden svandt, formåede de Yngste, ved Lysets Hjælp, bedre og bedre at påvirke Medierne. Og de Meddelelser, der da fremkom, bleve klarere, mere forståelige, mindre fejlfulde.
     Men når de Yngste i deres Samtaler med Menneskene vovede at rokke ved den fra Fædrene nedarvede Tro, da mødtes de med hårde Ord og strenge Domme; mange vrededes, mange forargedes; thi i deres Uforstand mente disse, at de havde Forbindelse med onde Ånder eller Djævle. Og da måtte Kristus og de, der vare med ham, vandre videre for at søge andre og bedre Hjælpere. Og de sørgede meget over Menneskenes store Blindhed.
     Men alt medens Årene svandt, fandt de større Forståelse, fandt de større Tillid. Da talede de til Menneskene om det Liv, der er efter den jordiske Død.
     Mange lyttede til Tankerne og Ordene, og nogle troede det, der meddeltes.
     Og talrige Steder i Jordens Riger og Lande søgte flere og flere

Mænd og Kvinder at opnå Forbindelse med de døde, medens Kendskabet til Åndernes Meddelelser mere og mere udbredtes.
     Da begyndte de lærde at lytte, ja, nogle grublede, søgte og granskede for at finde de Love, hvorefter alt dette skete. Men heraf opstod megen Splid og megen Strid; thi på vanlig Vis vare de lærde ingenlunde enige. Nogle talede for, andre talede mod Sandheden af det, der skete.
     Dog, uden at trættes af Menneskenes indbyrdes Spot, Vrede og Ufordragelighed, vedbleve de Yngste at vandre videre ad den Vej, deres Fader havde vist dem; men hvor de end færdedes, der fulgtes de af den Ældste, Mørkets Tjener. Og han drog Mørket tættere om de Mænd og Kvinder, der vare Medier, søgte at forvirre deres Tanker, søgte at forfalske Ordene, de modtoge. O g i m a n g e s H j e r t e r v a k t e h a n H o v m o d e t, S e l v r e t f æ r d i g h e d e n o g M a g t b e g æ r e t.
     Men de Yngste søgte at værne deres Midlere, søgte at advare dem for Mørket og for Løgnen, at de ikke skulle lytte til den Ældstes Ord og Tanker.
     Dog, mod alle Advarsler, mod alle Formaninger, fulgte mange Medier den Ældstes lokkende Tanker og Tale - og mange faldt. Ja, nogle stode for e g e n F o r d e l s S k y l d frem i store Forsamlinger for at vise, hvad de formåede at udrette; og opnåede de ikke de ønskede Forbindelser, da toge de ofte af deres eget. Men heraf opstod megen Forvirring, megen Falskhed. Og når de Yngste så, at deres Hjælpere og Midlere, imod de givne Advarsler faldt for Mørkets Fristelser, da vendte de sig fra dem og vandrede videre for at opsøge andre, mere forstående Hjælpere.
     Og de sørgede over Menneskenes Blindhed, sørgede over deres ringe Tillid.
     Men trods Mørkets Magt vedbleve de Yngste at finde større og større Forståelse. Og da begyndte de at tale til Menneskene om de mange Ånder, der, bundne af deres Synd og onde Gerninger, uden jordisk Iklædning, hjemløse og hvileløse, færdedes iblandt dem.
     Menneskene lyttede, og mange troede Ordene. Og de, der troede det, der meddeltes, begyndte at hjælpe disse elendige Skabninger, og de bade til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for de dødes Ånder.
     Og se, det skete efter Guds Ord: Menneskenes kærlige Tanker vakte Angeren hos talrige jordbundne Ånder, og Lysets strømmende Bølger droge de angrende tilbage til de Boliger, de engang havde forladt.
     Og de Yngste, der vare i Opholdsstederne, modtoge dem kærligt og droge Omsorg for dem alle.
     Langsomt vandrede de Yngste videre frem mod Målet; og de fandt stedse flere og flere Hjælpere. Men når Kristus talede til

disse om Kristendommens talrige Vildfarelser og sagde dem, hvem han var, da vovede kun få at lytte til hans Ord, kun få vovede at fatte Tillid til ham; thi de mente, han var d e n O n d e s e l v, d e r v e d m i l d e o g k æ r l i g e O r d s ø g t e a t v i l d l e d e d e m; og mange vendte sig fra ham og fra dem, der vare med ham.
Og Kristus sørgede inderligt.

     Men Årene vedbleve at svinde; og et nyt jordisk Sekel¹ var indtrådt. Endnu var en Hærskare af de dødes Ånder bunden til Jorden, endnu var Mørkets Magt ikke brudt, endnu vandrede Kristus og de, der vare med ham, usynlige for Menneskene, fra Sted til Sted, for at opnå den Hjælp, de ønskede.
     Og medens Årene svandt, fandt de flere og bedre Hjælpere. Flere og flere Mennesker bade til Gud den Almægtige om Fred og Frelse for dem, der vare bundne af Mørket.
     Og på sine Vandringer hen over Jorden fra Sted til Sted, fra Land til Land, fandt Kristus nogle få Mennesker, der fuldtud fattede Tillid til ham, fattede Tillid til hans Ord. Og Kristus glædedes inderligt; thi da vidste han, at de nærmede sig Målet.
     Men overalt hvor de færdedes, fulgtes de af Guds vågne Øje. Han støttede dem, og Han styrkede dem.
     Og Gud så deres utrættelige Kærlighed, så deres store Tålmod, deres talrige Sorger, deres få Glæder. Og Han besluttede at støtte dem end mere.
     Og da noget over et Decennium² af det nye jordiske Sekel var svundet, lod Gud sin mægtige Stemme lyde over den ganske Jord for at kalde de dødes Ånder tilbage.
     - Men dette skete nogle få jordiske År forinden et Sekel var udrundet fra den Stund, da Gud sidste Gang lod sin Stemme lyde til alle de døde. -
     Se, da standsede de alle i deres Færden, og de lyttede alle; thi Gud kaldte på hver enkelt, nævnede hver enkelts Navn, og Han talede til hver en, talede til dem alle.
     Og Han sagde: „Mine Børn, jeg, jeres Fader, spørger jer: ville I vedblivende være Slaver af jeres onde Lyster og urene Begæringer? Ville I vedblivende færdes i Mørke og i Synd? Sandelig, I skulle vide: a t i n g e n L i d e l s e r, i n g e n F o r b a n d e l s e r, i n t e t u r e n t o g i n t e t M ø r k e k u n n e v a r e v e d i a l E v i g h e d! Mine Børn, hører alle! Søger at angre, hvad I have syndet! thi da briste de Bånd, der binde jer, da vil Lyset drage jer tilbage til Fred og Hvile. Mine Børn, svarer mig, jeres Fader, ø n s k e I i k k e a t v e n d e t i l b a g e t i l L y s e t o g t i l L i v e t?“
     Da Gud havde talet således, tav Han en Stund.
_________
     ¹) 1900.
     ²) 1911.

     Men Stilheden knugede de syndebundne Ånder. Og de kaldte på deres Fader, de råbte og de svarede Ham.
     Alle, der færdedes i Jordens Mørke, og de Ældste i det ødelagte Rige, råbte og svarede Ham - i k k u n d e n Æ l d s t e s v a r e d e i k k e.
     Og Svarene løde lig et mægtigt Råb: „Fader, tilgiv os hvad vi have syndet; fri os fra Mørkets Magt!“
     Og Gud talede til dem.
     Og Han sagde: „Mine Børn, hvad I have syndet mod mig, og hvad I have syndet mod de evige Love, det være jer tilgivet og bortslettet! M e n h v a d I h a v e s y n d e t m o d h i n a n d e n i n d b y r d e s, d e t m å I o g i n d b y r d e s t i l g i v e h i n a n d e n!
     Mine Børn, v æ r e r a l l e v e l k o m n e t i l b a g e t i l L y s e t o g t i l L i v e t!“
     Men da Guds Stemme tav, se, da vældede Lyset frem. Bårne af dets evigt strømmende Bølger, droges Tusinder og atter Tusinder af de faldne Ånder bort fra Mørket, bort fra Jorden, tilbage til de Boliger, der stode tomme.
     Og de Yngste, der vare i Opholdsstederne, modtoge dem kærligt og droge Omsorg for dem alle.
     Og Gud sendte en Skare af de Yngste til Jorden for at støtte og lede dem, der vare dybest faldne, dem der ikke formåede at rejse sig, dem der vare blindede af Mørket. Bårne af de Yngste bragtes de dybest faldne tilbage til Hjemmene.
     Og snart vare alle vendte tilbage til Fred og Hvile.

     Med Angest og Rædsel så den Ældste Lyset vælde frem, så dets klare, rene Bølger bortskylle det ødelagte Rige, opsuge de onde Dunster og sprede det tætte Mørke.
     Og i sin Rædsel flygtede han derfra, flygtede fra Sted til Sted hen over Jorden.
     Men Lysets evigt strømmende Bølger fulgte ham og lagde sig, lig en skøn lysende Dæmring, om den ganske Jord.
     Men for den Ældste var der ingen Fred, var der ingen Hvile; t h i e n d n u v a r h a n b u n d e n a f M ø r k e t, e n d n u v a r h a n l æ n k e t t i l s i n e S k a b n i n g e r, e n d n u v a r h a n M ø r k e t s T j e n e r.
     Og han vedblev at flygte hjemløs og hvileløs hen over Jorden.
     Men da en Tid var svunden, lød en Stemme til ham, en Stemme, der mildt og kærligt sagde: „Broder, hvi flygter du?“
     Da standsede han sin vilde Flugt; og se, da stod Kristus for ham i al sin lysende Skønhed, og den Ældste bøjede sit Hoved; thi det strålende Skær blændede hans Øjne.
     Men Kristus drog ham til sig og sagde: „Broder, jeg er kommen for at bringe dig Hvile, for at bringe dig Fred!“

     Men den Ældste svarede ham og sagde: „V o r F a d e r s V r e d e v i l k n u s e o g t i l i n t e t g ø r e m i g.“
     Da sagde Kristus: „V o r F a d e r s K æ r l i g h e d, M i l d h e d o g B a r m h j e r t i g h e d v i l d r a g e d i g b o r t f r a M ø r k e t, b o r t f r a d i n e L i d e l s e r.“
     Og Kristus vedblev at tale.
     Og han sagde: „Broder, følg mig; thi jeg vil føre dig til Mennesker, der have Tillid til mig, der have Tillid til mine Ord, de ville visseligen fatte Medlidenhed med dig, de ville visseligen, på m i n F o r b ø n, bede for din Fred og Frelse; t h i d e t t e e r v o r F a d e r s Ø n s k e; Broder, søg at angre, hvad du har syndet; thi da briste de Bånd, der binde dig, da vil Lyset bære dig til vor Faders Favn.“
     Men den Ældste svarede ham og sagde: „M e n n e s k e n e h a d e m i g, f r y g t e o g f o r b a n d e m i g - i n t e t M e n n e s k e v i l b e d e f o r h a m, d e r h a r s k a b t e n V e r d e n a f S y n d, S o r g e r o g L i d e l s e r!“
     Da sagde Kristus: „Broder, jeg siger dig: Bønnens Magt er stor, når den bæres af kærlige Tanker! Følg mig trygt; t h i p å m i n e O r d v i l l e M e n n e s k e r b e d e f o r d i g!“
     Da Kristus tav, stod den Ældste en Stund uden at svare.
     Men da vågnede H å b e t i hans Hjerte, og han svarede: „Broder, jeg følger dig!“

     Og Kristus førte ham til en jordisk Bolig, hvor Mennesker vare forsamlede; thi de talede med nogle af de Yngste, der usynlige for dem vare til Stede for at støtte og lede dem i deres Gerning.
     Men Kristus kaldte på de Mennesker, der vare; og de lyttede; thi de formåede ej heller at se h a m. Og han sagde: „Jeg, Kristus, jeres ældre Broder, taler til jer: hører mig! Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til jer. Værer barmhjertige imod ham; t h i h a n e r f a l d e n s å d y b t, a t i n g e n k a n f a l d e d y b e r e; t h i h a n h a r s y n d e t s å m e g e t, a t i n g e n k a n s y n d e m e r e, o g h a n s L i d e l s e r e r e m e g e t s t o r e!“
     Da han havde talet således, vendte han sig til den Ældste og sagde: „Sig dem, hvem du er, sig dem, hvad du har syndet, og de ville hjælpe dig; thi de frygte dig ikke - vor Fader er med dem!“
     Og den Ældste talede til dem, sagde dem, hvem han var, sagde dem, hvad han havde syndet.
     Menneskene lyttede, og de forstode, at hans Ord vare sande; thi de fornam Mørkets onde Strømme, der udgik fra ham.
     Men da han tav, bade de af deres Hjerters Medlidenhed til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for h a m, der var Skyld i Alverdens Synd, Sorger og Lidelser.

     O g G u d h ø r t e d e r e s B ø n.
     Da vågnede den Ældstes fulde Erindring, da mindedes han fuldtud de salige Tider, der vare før Menneskene. Og han vaklede under Mindernes mægtige Byrde.
     Men nogle af de Yngste støttede ham, at han ikke skulle styrte.
     Se, da vågnede S o r g e n o g A n g e r e n i hans Hjerte, og han råbte: „Fader, Fader, hjælp mig at bryde Mørkets Magt, at bryde Mørkets Bånd! Hjælp mig at fjerne Synd og Lidelser fra Menneskene, mine Skabninger! Fader, tilgiv, hvad jeg har syndet mod dig, hvad jeg har syndet mod alle!“
     O g G u d h ø r t e h a n s R å b.
     Og Han lod sin Stemme lyde til ham.
     Og Gud sagde: „Min Søn, hvad du har syndet mod mig, din Fader, og hvad du har syndet mod de evige Love, det være dig tilgivet og bortslettet! og hvad du har syndet mod dine Brødre og Søstre, det ved jeg visseligen, de alle ville tilgive dig. M e n h v a d d u h a r s y n d e t m o d M e n n e s k e n e, d i n e S k a b n i n g e r, d e t m å o g M e n n e s k e n e s e l v t i l g i v e d i g!
     Min Søn, jeg, din Fader, byder dig velkommen tilbage til Lyset, byder dig velkommen til dit Hjem.“
     Da Gud tav, bare de Yngste den Broder, de alle elskede, tilbage til Hjemmet, til deres Faders Favn.
     Og Gud modtog den angrende Søn med Mildhed og inderlig Glæde.
     Og Gud talede til Kristus og til de Yngste, der havde ledsaget deres Broder, t a k k e d e d e m a l l e for den Gerning, de havde gjort, t a k k e d e e n h v e r for den store Tålmod, den store Kærlighed, de alle havde udvist.
     Og der var megen Fryd, og de jublede alle; thi de vidste, at fra denne Stund ville lysere og bedre Tider oprinde for dem alle, om de end forstode, at mange Tider måtte svinde, f ø r M e n n e s k e h e d e n v i l l e b l i v e r e n e r e o g m i n d r e s y n d e f u l d; om end de forstode, at Tidsevigheder måtte svinde, f ø r L y s e t t i l f u l d e h a v d e o p s u g e t M ø r k e t o g t i l f u l d e f j e r n e t d e t f r a J o r d e n.
     Og de Yngste førte deres ældste Broder til et Sted, hvor han i Stilhed kunne hvile og gennemtænke alt det, der var sket.
     Derefter droge de til det sidste Opholdssted om Jorden, for en kort Stund at hvile i de skønne Boliger, de så længe havde savnet.

Men da et jordisk År var svundet, lød Guds Stemme til den Ældste.
Og Gud sagde: „Min Søn, din Hviletid er omme. Drag til Jorden, til Menneskene. S i g d e m, a t d e i k k e l æ n g e r s k u l l e f r y g t e d i g, h a d e o g f o r b a n d e d i g. B ø j d i g f o r d e m, s ø g a t o p n å T i l g i v e l s e f o r a l t, h v a d d u h a r s y n d e t

i m o d d e m; t h i v i l l e d e t i l g i v e d i g, d a b r i s t e d e B å n d, d e r b i n d e d e m t i l d e F o r b a n d e l s e r, d u h a r u d s l y n g e t i m o d d e m, d a v i l l e d e b e d r e f o r m å a t o v e r v i n d e d e t M ø r k e, d e r o m g i v e r d e m; o g d a v i l L y s e t s t r å l e r e n e r e o g k l a r e r e o v e r J o r d e n.“
     Den Ældste lyttede til Ordene. Og han sagde: „Fader, da må d u i Sandhed være med mig; thi jeg frygter, at Menneskene ikke ville have Tillid til mig; thi jeg frygter, at de ville vende sig fra mig, frygter, at de ikke ville høre mine Ord.“
     Men Gud svarede ham og sagde: „Følg din yngre Broder; thi han har lovet at støtte dig og at vejlede dig! M i n V e l s i g n e l s e v æ r e m e d j e r!“
     Da bøjede den Ældste sit Hoved.
     Og han sagde: „Fader, jeg takker dig, din Vilje ske!“
     Men da han havde svaret således, stod Kristus og nogle af de Yngste hos ham.
     Og Kristus sagde: „Broder, i det År, der svandt, have vi søgt at berede Vejen for dig. Følg os; thi vi ville føre dig til Mennesker, ved hvis Hjælp du kan forme dine Tanker i jordisk Tale og i jordiske Tegn.“
     Den Ældste takkede dem, og han fulgte dem.
     Og de droge til Jorden, og ved Menneskers Hjælp byggede de en Bro over den Kløft, der skiller Lysets Verden fra Mørkets, og de løftede en Flig af det Forhæng, der dækker Indgangen til det evige Liv.
     T h i G u d, d e r e s F a d e r, v a r m e d d e m.

———

     Se, jeg, Ardor, den Ældste, engang Mørkets Tjener, fulgte vor Faders Bud og talede til jer, talede om det Mørke, de Lidelser og den Elendighed, m i t F a l d og m i n S y n d bragte over Menneskene, mine Skabninger. O g v e d j e r t a l e r j e g t i l a l l e M e n n e s k e r, t a l e r t i l d e S l æ g t e r, d e r e r e, o g t i l d e S l æ g t e r, d e r k o m m e.
     Og jeg siger til jer alle: „F r y g t e r m i g i k k e! h a d e r m i g i k k e, o g f o r b a n d e r m i g i k k e! t h i j e g e r i k k e l æ n g e r H e l v e d e s F y r s t e, o g H e l v e d e e r i k k e m e r e!
     O g j e g b e d e r j e r i n d e r l i g t, i f a l d I f o r m å a t o v e r v i n d e j e r e s H a d, a t o v e r v i n d e j e r e s V r e d e, d a a t t i l g i v e m i g, h v a d j e g h a r s y n d e t m o d j e r a l l e!
     T i l g i v e r m i g, a t v o r F a d e r s F r e d o g V e l s i g n e l s e m å v æ r e o v e r j e r n u o g i a l E v i g h e d!

A m e n.“

———

Tilbage til forsiden

KRISTI TALE

ELSKER HINANDEN!

Elsker hinanden!

———

„Dersom to af jer ere enige på Jorden om at bede om noget, hvilken Sag det end måtte være, da skal det times dem fra min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem“.¹

Matt. 18. 19-20.

JEG, Kristus, den ældste af de Yngste, taler til jer; hører mig; thi jeg taler i vor Guds og Faders Navn!
     H a n sendte mig til jer for at lære jer og alle Mennesker nogle af de Love, der ere givne for jeres Vandring mod det fjerne Mål; og Han bød mig tillige vise jer, hvorledes I alle kunne leve i indbyrdes Fordragelighed, Fred og Kærlighed.
     Mine Ord skulle lyde til alle Jordens Slægter; alle skulle høre dem, og de skulle nå til Jordens fjerneste Egne. Slægt efter Slægt skal fødes, leve og dø; men mine Ord skulle leve i al Evighed. Ja, sandelig, jeg siger jer: s o m e n l u e n d e F a k k e l s k u l l e m i n e O r d l y s e f o r j e r, a t I i n g e n S i n d e f a r e v i l d!
     For jer alle, I lidende, tvivlende og søgende Mennesker hæver jeg min Fakkel højt over den ganske Jord, at dens klare Stråler kunne falde på de Veje, der føre til vor Faders Rige!
     Til evige Tider skal min Fakkel lyse for jer og sprede det Mørke, der omgiver jer; og i n g e n S i n d e s k a l d e n u d s l u k k e s; thi den næres af en evig, en hellig Ild, den Ild, der er tændt af vor Faders flammende Guddom, t æ n d t a f H a n s d y b e, u e n d e l i g e K æ r l i g h e d o g B a r m h j e r t i g h e d.
     Højt over jeres Hoveder hæver jeg min Fakkel, og jeg vandrer foran jer. Følger mig, alle I, der lide, alle I, der arbejde med Møje og Besvær, alle I, der sukke og stønne under de tunge Byrder! Følger mig alle! T h i j e g v i l f ø r e j e r t i l v o r F a d e r, j e g v i l g i v e j e r H v i l e i H a n s F a v n!
_________
     ¹) Ovenstående Ord blev sagt af Jesus ikke alene til Apostlene, men til alle de dengang tilstedeværende Disciple, og gælder således i videre Forstand a l l e Jesu Tilhængere. Jesus kommer kun personlig til Stede, hvor det af en eller anden Grund er nødvendigt; i alle andre Tilfælde, hvor han påkaldes, svarer han ved sin Tanke; de, der henvender sig til ham i Ånd og i Sandhed, af hele deres Hjerte, føler da hans Hjælp som en dyb åndelig Fred og Hvile.

100

     Ja sandelig, jeg siger jer: ville I vandre de Veje, jeg viser jer, ville I følge mig uden Frygt og uden Tvivl, ville I løfte jeres Hoved og hærde jeres Vilje, da skulle I og visseligen sejre over det onde i jer, da ville Byrderne ikke tynge jer, da ville I med Afsky vende jer bort fra al Synd, fra alle Ugerninger; - ja, ville I følge mig, da skal Himmelens Fred og Salighed sænke sig over jer; thi da vil Evighedshåbet i jeres Hjerter blive til frydefuld Vished; da ville I med urokkelig Sikkerhed vide, at Døden kun for en Stund fjerner jer fra dem, I elske; da ville I med urokkelig Sikkerhed vide: a t I a t t e r e n g a n g s k u l l e m ø d e s i d e h i m m e l s k e B o l i g e r¹.
     Ja, følger mig alle! Thi jeg har lovet at føre og lede jer til vor Faders Hjem! Men hører mine Ord, thi jeg siger jer: ville I lade Vrede, Had, Tvivl og Frygt herske over jer, ville I vedblive at vandre i Synd og i Mørke, da skulle I dog ingenlunde vandre alene; t h i j e g f ø l g e r j e r!
     Snuble I over Vejens mange Stene, da skal jeg støtte jer, at I ikke skulle styrte; glider jeres Fod på Afgrundens bratte Skrænter, da skal min Hånd fastholde jer, da skal jeg føre jer tilbage til de banede Veje og Stier; ja fare I vild i Mørkets bundløse Sumpe, da skal jeg drage jer op, da skal jeg rense jer fra alt Smuds, al Urenhed. Ja, om I end ville hade og forbande mig, om I end ville flygte for mig og skjule jer, jeg skal dog vide at finde jer og drage jer tilbage til de rette Veje og Stier. Thi vor Faders Ord til mig vare disse: „Min Søn, dine jordiske Brødre og Søstre ere alle lige for mit Faderhjerte, alle ere de velkomne i mit Rige, alle vil jeg modtage i min åbne Favn! Min Søn, ingen skal bortstødes, ingen skal fordømmes, ingen skal udkastes, og ingen skal omkomme i det yderste Mørke!“ Og jeg, jeres Broder, gentager for jer: I n g e n s k a l b o r t s t ø d e s, i n g e n s k a l f o r d ø m m e s, j a, i k k e e e n a f j e r s k a l u d k a s t e s, e j h e l l e r o p s l u g e s a f d e t y d e r s t e M ø r k e! Thi jeg har lovet at føre og lede jer, og jeg slipper jer ikke, før jeg har bragt den sidste af jer til Hvile i vor Faders Favn. -

I.
Jeg taler til jer om nogle af vor Faders Love!

Alle have I modtaget det evige Liv af vor Gud og Fader; jer alle har Han givet en Gnist af sit eget flammende Væsen, for at I, gennem t a l r i g e J o r d e l i v, ved Hjælp af jeres frie Vilje kunne arbejde jer ud af Mørket frem til Lys og Renhed.
_________
¹) Se Komment. pag. 175.

101

Men vor Fader t v i n g e r ingen af jer til at modtage den Gave, Han har givet; dette siger jeg til de Mennesker, der i Tvivl om Guds fulde Retfærdighed h a v e u d s l y n g e t F o r b a n d e l s e r i m o d H a m, d e r a f i d e l K æ r l i g h e d o g B a r m h j e r t i g h e d h a r g j o r t j e r a l l e t i l s i n e B ø r n; og I, der have forbandet, I skulle vide, at jeres Forbandelser ere døde og magtløse, thi de formå ikke at ramme det høje Mål. I den Stund de blive tænkte eller udtalte, da bortslettes de af vor Faders stærke Vilje; thi bleve Forbandelserne ikke bortslettede, d a v i l l e d e k n u s e o g t i l i n t e t g ø r e d e n, d e r h a r u d s l y n g e t d e m. Og I, der forbande i Stedet for at takke, I skulle vide, at I efter endt Jordeliv kunne vælge, om I ville fuldføre Vandringen mod det fjerne Mål eller vende tilbage til det Faderskød, hvoraf I ere oprundne. Hvis I da vælge - trods Lidelser, Sorger og Møje - at fuldføre jeres Vandring, da følges I af vor Faders V e l s i g n e l s e, at I ikke atter skulle fare vild. Men jeg siger jer: endnu har ingen valgt at vende tilbage til det faderlige skød; h v e m a f j e r v i l l e v e l o g a f e g e n f r i V i l j e l a d e s i t l e v e n d e J e g b o r t s l e t t e f o r T i d o g E v i g h e d, når enhver af jer ved at hærde sin Vilje, ved at bede vor Fader om Styrke og Kraft kan nå frem til Hans Herlighedsrige?
Hører mine Ord! Thi jeg siger jer: e j e I i k k e V i l j e n t i l a t l e v e, d a s k u l l e I i k k e f r y g t e L i v e t s E v i g h e d s g a v e! t h i i n g e n t v i n g e r j e r!

     Hvert Jordeliv bringer jer nogle Skridt frem ad Vejen, hvis I da ikke fare vild; thi da må I gennemleve mange Jordeliv for at sone jeres Vildfarelser og jeres Synder, førend I atter kunne vandre videre mod større Fuldkommenhed. Dette siger jeg til de Mennesker, der uden Modstand falde for Mørkets mange Fristelser. Og jeg siger dette til alle, der lade sig lede af Magtbegær, Had og Avind, til alle, der glemme at styrke Viljen til det gode, glemme at bede vor Fader om Hjælp. Thi stride I ikke mod det onde, men følge l jeres egne Lyster og urene Begæringer, d a k u n n e I v i s s e l i g e n i k k e s e j r e.
     Ja, hører mine Ord! Thi jeg siger jer: stride I ikke mod det onde, mod Mørkets Fristelser, da skabe I jer selv mange unødige Lidelser; thi hvad I synde, må I hver især fuldtud sone; men nægte I at oprejse, hvad I have nedbrudt - thi ingen tvinger jer til at gøre det rette - da standse I jeres Fremgang mod Lyset og Hjemmet, da blive I gennem mange Jordeliv stående på det samme Sted. Thi der er ingen Fremgang mulig for den, der af egen fri Vilje vender sig bort fra Sandhed, Renhed og Retfærdighed. Dette siger jeg til de Mennesker, der i Hovmod og tåbelig Stolthed ikke ville bøje sig og erkende, at de have fejlet og syndet.
     Ja, sandelig: enhver af jer må fuldtud sone det, som han har

102

forbrudt; t h i m i n D ø d p å K o r s e t s o m J e s u s a f N a z a r e t h f o r r i n g e r i n g e n l u n d e j e r e s S y n d e s k y l d; m i n D ø d v a r i n g e n B o d f o r j e r e s S y n d e r, o g m i n e L i d e l s e r k u n n e i k k e f r i g ø r e, e j h e l l e r f r e l s e j e r f r a S y n d o g M ø r k e; thi havde jeg som Jesus af Nazareth formået at bede om Hjælp for vor ældste Broder, da var Korsets Død ingenlunde bleven min Lod. Dette siger jeg til jer alle, for at I ikke skulle lytte til f a l s k e U d l æ g n i n g e r og ikke gribe efter f a l s k e F o r h å b n i n g e r.
Ja, hører mine Ord og glemmer dem ingen Sinde! Thi j e g siger: e n h v e r a f j e r s k a l s e l v h ø s t e d e n o n d e e l l e r g o d e S æ d, h a n h a r s å e t.
Men I skulle vide, at de Kundskaber og Erfaringer, jeres Ånd har tilegnet sig gennem de mange Jordeliv, ingenlunde skulle fratages jer, hvor ofte I end fare vild og hvor meget I end synde. Thi jeres Vandrings Mål ligger f o r a n jer, og ingen Vej fører t i l b a g e. Ja, selv om de erhvervede Kundskaber og Erfaringer ikke nå frem til jeres jordiske Bevidsthed, kunne I dog være forvissede om, at alt, hvad jeres Ånd har tilegnet sig, f u l d t u d e j e s a f d e n, n å r d e n e r b e f r i e t f o r s i t j o r d i s k e L e g e m e.

     Gører jer til Herrer over jeres Tanker! Thi enhver Tanke, hvor flygtig den end er, optegnes af Lysets eller af Mørkets hastige Svingninger, og enhver af jer må fuldtud bære Ansvaret for det onde og syndige, hans Tanker skabe.
     Dette siger jeg til jer alle. Thi I skulle vide, at I ved Tanken påvirke hinanden indbyrdes til onde eller gode Handlinger; og I skulle vide, at enhver Tanke efter kortere eller længere Tid vender tilbage til sit Udspring: d e g o d e T a n k e r d r a g e L y s e t t i l j e r, give jer Fred og Glæde; d e s l e t t e T a n k e r d r a g e M ø r k e t t i l j e r, bringe jer mange Sorger, mange Lidelser; thi alt det onde, I ønske at berede andre, v i l u f r a v i g e l i g e n v e n d e s i g m o d j e r s e l v.
     Ja, hører mine Ord! Værer varsomme med jeres Tanker og gører jer til Herrer over dem! Thi enhver Tanke bærer sine gode eller slette Frugter; o g n å r d e e r e m o d n e, d a m å I s e l v h ø s t e d e F r u g t e r, j e r e s T a n k e r h a v e b å r e t.

Lader ingen Sinde jeres onde Tanker blive til Handling! Thi I skulle alle fuldtud gøre Rede for enhver af jeres Handlinger. Have I syndet mod de jordiske Love, da skulle I bøje jer og erkende jeres Fejl og jeres Synder, da skulle I modtage og lide de Straffe, der tilmåles jer efter jeres Samfunds Love; thi handle I således, d a h a v e I f u l d t u d s o n e t d e t, I h a v e f o r b r u d t.
Men ville I flygte fra det Ansvar, der hviler på jer, ville I nægte det onde, I have gjort, ville I udpege e n a n d e n som skyl-

103

dig i j e r e s Forsyndelser, da skulle I vide, at selv om I formå at undfly den j o r d i s k e R e t f æ r d i g h e d, skulle I dog ingenlunde undfly den h i m m e l s k e. Thi vor Fader følger jer, Hans Øje ser alt, Hans Tanke ved alt, og når jeres Jordeliv er til Ende, da vil Han kræve jer til Regnskab for det onde, I have giort, da må I fuldtud besvare Hans Spørgsmål: hvi I lode jeres onde Tanker blive til Handling. Ja sandelig, Han slipper jer ikke, førend alt er gennemtænkt og besvaret. Thi der er ingen Fremgang for jer, og I kunne ikke begynde et nyt Jordeliv, f ø r e n d I h a v e e r k e n d t j e r e s F e j l, f ø r e n d I h a v e a n g r e t j e r e s S y n d e r.
Ja, hører mine Ord og glemmer dem ingen Sinde! Thi j e g siger: I skulle alle fuldtud gøre Rede for jeres Handlinger, og enhver af jer må i kommende Jordeliv s e l v gennemleve de Lidelser, de Sorger, den Elendighed, han har beredt a n d r e ved sine slette Handlinger. T h i e n h v e r o n d o g s y n d i g H a n d l i n g, I h a v e u d ø v e t, s k a l v i s s e l i g e n v e n d e s i g m o d j e r.
Fremdeles skulle I vide: at gøre I godt mod andre for s e l v at høste Fordel deraf i dette eller i fremtidige Jordeliv, da bedrage I jer; thi Selviskhed er af det onde! K u n d e g o d e G e r n i n g e r, d e r f ø d e s a f j e r e s H j e r t e r s m e d l i d e n d e K æ r l i g h e d o g B a r m h j e r t i g h e d, d r a g e L y s e t t i l j e r, s p r e d e M ø r k e t o g l e t t e j e r e s V a n d r i n g.

Vogter jeres Tunge og vejer jeres Ord! Thi jeg siger jer: I skulle alle fuldtud gøre Rede for hvert utilbørligt Ord, I have talet. Lader ingen Sinde hårde, fordømmende, uretfærdige eller falske Ord komme over jeres Læber; thi de ville anklage jer og åbenbare jeres Hjerters Hårdhed og Falskhed.
Sandelig, jeg siger jer: I s k u l l e a l l e T i d e r f u l d t u d v æ r e æ r l i g e, s a n d d r u o g r e t f æ r d i g e; t h i d a s k a d e I i n g e n, m e n g a v n e a n d r e o g g a v n e j e r s e l v.

Lader ikke Vrede fæste Bo i jeres Hjerter! Thi af Vrede fremstår Had, af Had Forbandelser, og I skulle ingen Sinde forbande hinanden; thi de Forbandelser, I udslynge, binde kun j e r s e l v, og de standse for lange Tider jeres Fremgang mod Lyset og Hjemmet. Thi have I forbandet, da må I gennemleve mange Jordeliv, til I have lært at v e l s i g n e dem, I forhen forbandede.
Ja, hører mine Ord og glemmer dem ingen Sinde! Thi j e g siger: F o r b a n d e r i k k e, m e n e l s k e r h i n a n d e n s o m B r ø d r e o g S ø s t r e, a t F r e d o g K æ r l i g h e d t i l e v i g e T i d e r k u n n e f æ s t e B o i b l a n d t j e r!

Afkorter ikke med velberåd Hu jeres Jordelivs Dage! Thi derved skabe I jer selv langt flere og større Lidelser, end hvis I med Tålmod havde båret jeres Jordelivs Byrder. Ja, søge I ved en selvvalgt Død at frigøre jeres Ånd, da må I uafladeligen ved

104

Tanken gennemleve de Lidelser, de Sorger, den Vanære, som I ønskede at unddrage jer. I Mørke og Ensomhed, fjernt fra alle jeres kære, må I da ved Tanken atter og atter gennemleve det, som I søgte at undfly; thi ingen Sinde kunne I ved Selvdrab¹ frigøre jeres Ånd og Tanke; ved jeres slette Handling binde I Ånden for lange Tider, og Tanken standser ikke og løses ikke, f ø r d e n D a g o g T i m e e r n a e t, d e r f o r u d v a r g i v e t f o r j e r e s j o r d i s k e L e g e m e r s D ø d.
Dette siger jeg til de Mennesker, der ere fejge, svage og modløse, og til de Mennesker, der håbe ved en selvvalgt Død at kunne unddrage sig Følgerne af deres slette Forbrydelser eller tåbelige Handlinger. Og jeg siger dette til jer, for at I kunne vide, hvilke kvalfulde Lidelser I skabe jer ved Selvdrab.
Ja, hører mine Ord og glemmer dem ingen Sinde! V æ r e r i k k e f e j g e, s v a g e e l l e r m o d l ø s e, m e n s æ t t e r j e r e s L i d t i l v o r F a d e r, d a v i l H a n i s i n K æ r l i g h e d o g B a r m h j e r t i g h e d s t ø t t e j e r o g s t y r k e j e r.

     Myrder og ihjelslår ikke hinanden! Thi gøre I det, da standse I for lange Tider jeres Fremgang mod Lyset og Hjemmet; ja, ofte må I da gennem flere Hundrede Jordeliv blive stående på det samme Sted; thi I kunne ikke vandre videre, f ø r e n d I h a v e f r e l s t l i g e s å m a n g e M e n n e s k e r f r a e n b r a t D ø d, s o m I h a v e i h j e l s l å e t e l l e r s e n d t i D ø d e n.
     Ja, hører mig, I Mennesker, oplader jeres Øren og værer ikke mine Ord overhørige! Thi jeg siger: intet er så ondt og syndigt som M o r d og D r a b; intet er så ødelæggende for jeres Fremgang som de h æ r g e n d e o g v a n æ r e n d e K r i g e, der udfægtes imellem jer indbyrdes; intet er så vederstyggeligt som det, at Folk står mod Folk, at Broder ihjelslår Broder. Thi I skulle erindre, at I a l l e have fælles Fader, erindre, at Han elsker jer a l l e med samme dybe og uendelige Kærlighed. Men kriges I og ihjelslå I hinanden, da vender Han sig fra jer, da sørger Han over jer.
     Dette siger jeg, for at I under jeres Krige ikke skulle anråbe vor Fader om Hjælp og Bistand; t h i H a n h ø r e r j e r i k k e. Og beder Ham ikke velsigne jer eller jeres Våben, at I kunne sejre over Fjenderne; thi ingen Sinde giver Han jer sin Velsignelse, for at I med større Held kunne røve, plyndre, mishandle og ihjelslå.
     Ja sandelig: Kriges I med hinanden, da skulle I ikke takke Ham for jeres Sejre, ej heller bebrejde Ham jeres Nederlag². Thi vor Gud og Fader er ikke en Vredens og Hævnens Gud; ej heller er Han vægelsindet; thi Han siger ikke til nogle af jer: „I s k u l l e
_________
     ¹) Se om Selvmord i Komment. pag. 169.
     ²) Se Oversigten i Komment. pag. 310-12.

105

i k k e i h j e l s l å“ og til andre: „G å r h e n o g i h j e l s l å r.“ Hans Bud gælder jer alle, for Ham ere I alle lige. Og ved mig råber Han til jer: „Vogter Jer for Mord og Drab, vogter jer for Had og Avind, for Ufred, Krig og Fjendskab, vogter jer for alt det onde og syndige, der er om jer og iblandt jer!“
Ja, hører mig, I Mennesker! Optegner mine Ord i jeres Hjerter, at I ingen Sinde skulle glemme dem! Glemmer ej heller at bede vor himmelske Fader oplyse jer, at I fuldtud kunne fatte, hvilket Ansvar d e må bære, der vække Ufred og Fjendskab iblandt jer; hvilket Ansvar d e må bære, der sende Tusinder og atter Tusinder af deres Brødre i Krige og i Kampe til Lidelser og Død!
Ja, hører mig! Thi jeg siger: L e v e r i i n d b y r d e s F r e d o g F o r d r a g e l i g h e d, g å r h i n a n d e n i M ø d e, r æ k k e r h i n a n d e n H æ n d e r n e t i l b r o d e r l i g t F o r l i g, a t e n e v i g F r e d m å h e r s k e o v e r a l t p å J o r d e n! T h i h a n d l e I a l l e e f t e r d i s s e m i n e O r d, d a v i l v o r F a d e r v æ r e m e d j e r, d a v i l H a n s T a n k e l e d e j e r, H a n s H å n d s t ø t t e j e r, H a n s S t y r k e o g V e l s i g n e l s e f ø l g e j e r i a l j e r e s F æ r d.

———

     Jeg har talt til jer om nogle af de Love, der ere givne for jeres Vandring, Love, der gælde jer alle, hvilken Lære I end bekende, hvilket Trossamfund I end have sluttet jer til. Hører mig, alle I Kristne¹, Muhamedanere og Buddhister, ja hører mig alle, med hvilket Navn I end kalde jer: hvad jeg her har talt om, gælder jer alle. Thi I skulle vide: a t i n g e n T r o s r e t n i n g h a r F o r d e l e e l l e r R e t t i g h e d e r f r e m f o r d e a n d r e. I n g e n L æ r e e r d e n e n e s t e s a l i g g ø r e n d e; thi vor Fader spørger jer ikke om, hvilken Tro I tilhøre, men om I have søgt at vandre fremad mod Lyset, om I have sejret over det onde og de mange Fristelser; Han spørger jer, om I have støttet de svage, trøstet de sorgfulde, mættet de hungrige, klædt de nøgne, hjulpet de fattige, de syge og de lidende; og Han spørger jer, om I have øvet jeres gode Gerninger af Kærlighed og Barmhjertighed, eller om I gjorde dem f o r j e r e s e g e n F o r d e l.
     Ja, sandelig, vor Fader spørger ikke om jeres Tro, m e n o m I f u l d t u d h a v e l e v e t o g h a n d l e t e f t e r d e t, d e r f o r j e r v a r S a n d h e d o g R e t f æ r d i g h e d.
     Derfor: ville I fremad, da må I bøje jer og følge vor Faders Love. Men I skulle vide, at Han ingen Sinde lader jer vandre alene, thi da ville I uafladeligen synde mod disse Love, men Han omgiver jer med gode og kærlige Væsener, jeres Skytsånder, der idelig søge at vejlede jer og retlede jer. Deres Advarsler,
_________
     ¹) Katolikker, Protestanter og alle kristelige Sekter er medindbefattet.

106

Råd og Formaninger lyde til jer som en svag indre Stemme: jeres S a m v i t t i g h e d. Handler derfor ingen Sinde mod jeres Samvittighed, men lyder den i eet og alt, t h i d a t a g e I i k k e f e j l, d a f a r e I i k k e v i l d!
     Og I skulle vide: at jeres Skytsånder vogte jer og ledsage jer, indtil jeres åndelige Jeg ved Døden løses fra det jordiske Legeme; da føre de jer ad Lysets Vej tilbage til de Boliger, som I måtte forlade den Stund, I fødtes¹ til Jorden. I disse Boliger, der ere dannede til jer af vor Fader, må I da i Fred og Stilhed nøje gennemtænke det svundne Jordeliv, nøje gøre Rede for jeres Tanker og Handlinger. I n t e t kan forblive skjult; thi a l t står klart for jer. Og det nytter ingenlunde, at I skubbe det fra jer; thi det vedbliver at være, til I have forstået og erkendt jeres Synder, Fejl og Mangler. Når I da have sørget over jer selv, sørget over jeres Synder og Dårskaber, når I ere rede til at sone det, I have forbrudt, når I uden Tøven, uden Vaklen have besvaret vor Faders Spørgsmål, da vil Han meddele jer, hvor lang eller kort Hvile-² og Læretid² der kan tilmåles jer, førend I atter må begynde et nyt Jordeliv.
     Dette siger jeg til jer, for at I ikke med Angest og Bæven skulle se hen til en fjern og fælles Dommedag, en Dag, da Gud den Almægtige under Gru og Rædsel for mange vil stævne alle de døde og alle de levende til Dom og Straf, en Dag, da nogle af jer skulle gå ind til evig Salighed og andre til evig Fordømmelse; t h i e n s å d a n D o m s d a g i n d t r æ d e r i n g e n S i n d e!
     Ja, hører mig, I Mennesker! D e t s k e r s o m j e g h e r h a r s a g t: e f t e r h v e r t e n d t J o r d e l i v k o m m e r f o r e n h v e r a f j e r R e g n s k a b e t o g D o m m e n; j e r e s o n d e o g g o d e T a n k e r o g H a n d l i n g e r a n k l a g e, f o r s v a r e o g d ø m m e j e r - o g v o r F a d e r s t a d f æ s t e r D o m m e n.

     Jeg taler til jer om Bønnen og Bønnens Magt.
     Have I fejlet i jeres Liv, have I syndet mod de jordiske eller mod de himmelske Love, da skulle I ikke straks blive modløse, ej heller fortvivle, thi derved drage I kun Mørket tættere om jer. Søger derimod at rette jer og styrke jeres Vilje til det gode, ja, søger at angre det, I have gjort! Men føle I, at I ikke selv formå at sejre over det onde eller over det, der frister jer, da skulle I som Børn henvende jer til vor Fader om større Hjælp og Styrke.
_________
     ¹) Ånderne regner, at deres Fødsel til Jordelivet begynder i den Stund de bringes til Jorden for at knyttes til et vordende Menneskebarn. Fra det Øjeblik mister de Erindringen om den tidligere Tilværelse.
     ²) Se Komment. pag 170-71.

107

Ja, taler til Ham med fuld Tillid om alt det, der volder jer Sorg og Bekymring! Thi Han trættes ingen Sinde af jeres Klager og Besværinger, Han er stedse rede til at yde jer al den Hjælp, I have behov.
     Men bede I til vor himmelske Fader, da skulle I ikke k r æ v e Hans Hjælp, da skulle I ikke opremse den ene Bøn efter den anden eller sige: så mange Gange bede vi om dette, så mange Gange om hint, da ville vi sikkerligen blive bønhørte! Ej heller behøve I at fremsige bestemt formede Bønner på forskellige Tider af Dagen og Natten; t h i a l t, h v a d d e r e r u d v o r t e s e l l e r v a n e m æ s s i g t, n å r i n g e n S i n d e t i l v o r F a d e r.
     Ville I bede, da skal Bønnen fødes i jeres Hjerter og bæres af jeres Tanker, da vil selv det svageste Råb nå til vor Fader. Og ingen Sinde skulle I ængstes over, at de Ord, I fremstamme, lyde svage og fattige; thi bede I af jeres Hjerters Nød og Længsel, bede I med Inderlighed og fuld Tillid, da hører vor Fader jer, og da b ø n h ø r e r Han jer.
     Sandelig, jeg siger jer: jo inderligere jeres Bøn er, jo stærkere jeres Tanker ere, desto større Styrke ville I modtage af vor Fader. T h i i B ø n n e n m ø d e s j e r e s T a n k e r m e d H a n s T a n k e r; i B ø n n e n m ø d e s j e r e s V i l j e t i l L y s e t o g d e t g o d e m e d H a n s V i l j e, d e r e r i d e l L y s, R e n h e d o g K æ r l i g h e d.

     Men hører mig, alle I Mennesker, der lide, der ere sorgfulde, svage og elendige: evne I ikke selv at bede af Hjertet, evne I ikke at samle og fastholde jeres Tanker, da skal j e g være jeres Talsmand, da skal j e g bære jeres Bøn til vor Fader.
     Dette v i l jeg gøre for alle jer, der kende mig og elske mig. Dette g ø r jeg for alle de mange, der ingen Sinde have hørt mit Navn nævne; d e t t e g ø r j e g f o r a l l e d e m a n g e, d e r t r æ n g e t i l m i g o g h a v e m i n H j æ l p b e h o v.
     Og hører mig, alle I, der ingen Sinde have bedet, I, der ikke ville det, I, der ikke have lært det, I, der ikke håbe, ej heller tro på nogen Bønhørelse, og alle I, der mene, at Gud ikke er! I skulle vide, at hvergang I sørge over det onde og syndige, der er i Verden og i jer selv, hvergang I fryde jer over det, der er lyst, skønt og herligt, da mødes jeres Tanker med vor Faders. Og Han, der ser alt og ved alt, Han modtager jeres lykkelige og kærlige Tanker som en T a k for det gode, Han har givet jer, og Han modtager jeres sorgfulde Tanker som en B ø n om Hjælp, en Bøn om større Styrke og Kraft, og Han giver jer, hvad I have behov.
     Ja, sandelig: j e r e s l y k k e f y l d t e e l l e r s o r g f u l d e T a n k e r v e j e o f t e m e r e h o s v o r F a d e r e n d s e l v d e n s k ø n n e s t f o r m e d e B ø n.

108

     Værer ikke selviske i jeres Bøn! Beder ikke for jer selv alene, men beder for a l l e på den hele Jord. Og glemmer ikke dem, der ved Døden ere løste fra de jordiske Legemer! Ja, beder for alle, der ere vendte tilbage til de himmelske Boliger; thi jeres Bøn og kærlige Tanker ville glæde og styrke dem i deres tunge Selvgranskningstid. Søger kærligt at mindes dem, der have forladt jer; thi intet er så tungt og bittert for dem som at se, hvor hastigt Minderne blegne, svinde og sænkes i Glemselens Dyb; intet er så tungt og bittert for dem som at se, hvor hastigt de tomme Pladser atter udfyldes. Glemmer derfor ikke dem, I engang elskede, men bevarer dem i jeres Erindring; og hvis de, medens de vandrede her på Jorden, have krænket jer eller syndet mod jer, da tilgiver dem af jeres ganske Hjerte! t h i d e r v e d l e t t e I d e m f o r m a n g e n t u n g B y r d e.
     T æ n k e r m e d V e m o d o g K æ r l i g h e d på dem, I have mistet; men jamrer og klager ikke! Thi jeres Suk og selviske Tårer¹ binde og sinke dem i Fuldendelsen af det Regnskab, de skulle aflægge. Ej heller må I kalde dem til jer for at tale om tåbelige og ligegyldige Ting. O g i n g e n S i n d e m å I u d s p ø r g e d e m o m j e r e s F r e m t i d s V e o g V e l; t h i s å d a n n e S p ø r g s m å l m å d e i k k e b e s v a r e, o g I g a v n e s å l e d e s h v e r k e n d e m e l l e r j e r s e l v d e r m e d. Men kalde de på jer og tale de til jer i vor Faders Navn, da må I høre dem; thi da komme de sikkert for at advare jer eller for at bede om jeres Hjælp eller Forbøn.
     Ja, hører mig, I Mennesker! Værer ikke selviske i jeres Bøn, men beder for alle på den hele Jord; beder for alle dem, der vandre med jer, og for alle, der have forladt jer. Thi ved Bønnen sprede I Mørket og drage Lyset til jer og til dem, for hvem I bede. Sandelig, jeg siger jer: B ø n n e n s M a g t e r s t o r, n å r d e n b æ r e s a f k æ r l i g e T a n k e r; t h i I s k u l l e e r i n d r e: i B ø n n e n m ø d e s I m e d v o r F a d e r!
     Endnu vil jeg sige til jer, der elske den gamle Bøn „Fader vor“: Mene I, at I bedre kunne samle jer om den, fremfor selv at forme jeres Tanker, da beder kun trøstigt:
     Fader, du som er i Himlen,
     helligt vorde os dit Navn;
     led os, til vi komme i dit Rige;
     ske din Vilje her på Jorden, som den sker i Himlen;
     giv os i Dag vort daglige Brød;
     tilgiv (forlad) os vor Skyld, og hjælp os at tilgive (forlade) vore Skyldnere;
     led os, når vi fristes, og fri os fra det onde;
_________
     ¹) Se i Komment. pag 230-33 om de Forstyrrelser, som Menneskenes egenkærlige Sorg over de døde kan forvolde.

109

tag de døde i din Varetægt¹;
skærm og bevar os alle.

Amen!

II.

Jeg vil tale til jer, om hvorledes I bør leve, om hvorledes I bedst kunne gøre Fyldest i de Hverv, der ere tildelte jer, og hvorledes I bør udføre det Arbejde, den Gerning, der er jeres, således at I alle kunne leve i indbyrdes Kærlighed, Fred og Forståelse. -

     Jeg taler til dig, der kaldes Guds og Kristi Statholder på Jorden; jeg taler til dig i Guds den Almægtiges Navn.
     Hør mig! Thi du skal vide, at dit og dine Forgængeres Embede og jeres Magt hvile på falske Ord! Ingen Sinde har jeg givet Simon Peter „Nøglerne“ til Himmeriges Rige. Ingen Sinde har jeg tilladt ham at løse, end mindre at binde efter sit eget Skøn og Tykke.
     Dette siger jeg til dig, for at du skal vide, a t d u i k k e e r S i m o n P e t e r s A r v t a g e r, lige så lidt som nogen af dine Forgængere have været det.
     Dernæst skal du vide, at du ikke kan uddele Syndernes Forladelse i vor Faders Navn; thi hvad Menneskene have syndet mod Gud den Almægtige, kan kun H a n a l e n e t i l g i v e; og hvad Menneskene have syndet mod hinanden indbyrdes, må de selv søge at tilgive hinanden². D e r f o r e r d i n S y n d s f o r l a d e l s e d ø d o g m a g t l ø s.
     Fremdeles skal du vide, a t v o r F a d e r i n g e n S i n d e h a r f o r b a n d e t o g i n g e n S i n d e v i l f o r b a n d e n o g e t M e n n e s k e, hvor meget Menneskene end synde mod de guddommelige og de jordiske Love. Og når Gud ikke kan og ikke vil forbande, hvorledes kunne da de, der kaldes hans Statholdere, gøre det?
     Ja, du skal ikke udslynge Forbandelser, hverken i Guds eller i Simon Peters Navn. Thi gør du dette, da vil du dele Skæbne med mange af dine Forgængere, thi de have Iidt meget under de mægtige Forbandelser, de have udslynget.
     Sandelig, jeg siger dig: du skal ikke f o r b a n d e, men v e l s i g n e i v o r F a d e r s N a v n. Og når du velsigner, da glem ingen Sinde af Hjertet at bede vor Fader stadfæste Velsignelsen, at
_________
     ¹) Således lærte Jesus sine Disciple „Fader vor“. Bønnen for de døde blev udeladt af Paulus med den Motivering: at de døde, der var levendegjort og frelst ved Troen på Jesu Forsoningsdød, ikke behøvede nogen Forbøn, og de, der døde uden denne Tro, dog ikke kunne frelses ved en Forbøn.
     ²) Se Ardors Beretning pag. 93.

110

den kan blive til Gavn for dem, der have den behov. Thi du formår ikke at skelne de værdige fra de uværdige.
     Vær en Fader for din Menighed! Vær således, at alle kunne elske, ære og agte dig, ikke som Simon Peters Arvtager, ej heller som Guds og Kristi Statholder, men som din Kirkes øverste og ypperste Myndighed.
     Omgiv dig ikke ved de kirkelige Fester med for megen Glans og Pragt, så længe der i din Menighed findes Mænd, Kvinder og Børn, der ideligen må tigge om det daglige Brød, og hvis Klæder ere Smuds og Pjalter. Søg derimod ved din Kirkes rige Midler at lindre noget af den dybe Nød og Elendighed.
     Vær en Lærer og Vejleder for din Kirkes mange Tjenere og for hvert enkelt Medlem af din Menighed; lær dem, i barnlig Kærlighed, i Håb og Tillid, at henvende sig i Bønnen til G u d a l e n e; lær dem, at de mange Bønner til Moder Maria, til alle de hellige Mænd og Kvinder om Hjælp, Forbøn og Beskyttelse ikke gavne og ingen Sinde have gavnet Menneskene; thi alle de såkaldte Helgener og Helgeninder må som alle Mennesker fortsætte deres Vandring gennem de mange Jordeliv, til de engang nå Målet: G u d F a d e r s R i g e.
     Dernæst skal du lære din Kirkes Tjenere og alle i din Menighed, at det ikke gavner nogen at skjule sig i trange Klostre, bag tykke Mure, fjernt fra Livets Fristelser, Strid og Møje. Lær dem, at alle, der leve som Munke og Nonner, at alle, der skjule sig, og alle, der for Åringer eller for Livstid flygte ud i Ensomheden, ere L o v b r y d e r e; thi alle, der handle således, f ø l g e ikke, men b r y d e de Love, vor Fader har givet for Menneskehedens Fremgang mod Lyset; thi Menneskene sendes ikke til Jorden for at u n d f l y M ø r k e t, men for at m ø d e d e t o n d e i L i v e t s u t a l l i g e F o r m e r, f o r a t o v e r v i n d e S y n d o g L a s t e r o g f o r a t sejre o v e r d e m a n g e F r i s t e l s e r.
     Lær dem, at Gud ikke kræver og ingen Sinde har krævet, at hverken Mand eller Kvinde skal leve i ugift Stand; t h i v o r F a d e r k r æ v e r i k k e n a t u r s t r i d i g e L ø f t e r a f n o g e t M e n n e s k e.
     Lær dem, at de mange Bodsøvelser og strenge Selvpinsler ingenlunde gavne, men kun drage Mørket til alle, der martre og mishandle deres Legeme; lær dem, at hvo der med velberåd Hu, efter Klosterregler eller af egen fri Vilje, på forskellig pinefuld Vis udmatte eller svække sig selv, ikke fuldtud formå at værge deres åndelige Jeg for Mørkets snigende Angreb; lær, at alle Selvpinere i d e l i g e n h j e m s ø g e s a f s y n d e- o g l a s t e f u l d e T a n k e r, e n F ø l g e a f L e g e m e t s s t o r e S v a g h e d s t i l s t a n d.
     Fremdeles skal du lære dem, at de mange Velgerninger, der udøves efter bestemte Kirke- eller Klosterregler, ingenlunde have nogen åndelig Værdi, med mindre den udøvende formår at lade

111

disse Ordenshandlinger udspringe af sit eget Hjertes Kærligheds- og Barmhjertighedstrang.
Endvidere skal du lære dem, at jeres Kirkes mange sakramentale Handlinger a l l e e r e u n ø d i g e o g u n y t t i g e; lær, a t k u n i B ø n n e n s d y b e, i n d e r l i g e H e n g i v e l s e m ø d e s M e n n e s k e n e m e d d e n g u d d o m m e l i g e T a n k e o g V i l j e.
Ja, vær i Sandhed en Fader, en Lærer og en Vejleder for alle, der slutte sig til dig; og vær mig behjælpelig med at lede dem alle til det fælles Mål: vor Faders Herlighedsrige!

Hvad jeg her har talet til dig, beder jeg dig nøje gennemtænke; og for din egen Skyld beder jeg dig rådspørge din Gud og din Samvittighed. Og når du da har forstået, at mine Ord ere sande, da må du handle således, som jeg her har sagt det, d a m å d u f ø l g e d e n V e j, j e g h e r h a r v i s t d i g!
Hvis mine Ord ikke nå dig, der i denne Stund¹ beklæder Embedet som Guds og Kristi Statholder, d a e r d u s a g e s l ø s, da gælde mine Ord din Efterfølger, da er han din Arvtager. Ja, mine Ord gælde ikke dig alene, men a l l e dine Efterfølgere.

     Jeg taler til jer, der kaldes den Højestes Tjenere eller Kirkens Tjenere, hvilket Land, hvilken Trosretning I end tilhøre, hvilken Stilling, højere eller lavere, I end beklæde inden for jeres kirkelige Samfund. Jeg taler til jer alle, hvilket Navn I end give jeres Guddom, hvad enten I bøje jer for een eller for mange Guder. Hører mig! Thi mine Ord gælde jer alle.
     Ville I være den H ø j e s t e s T j e n e r e, da må I stræbe efter at holde Hans Bud, stræbe efter at følge Hans Love. Da må I lære alle, der slutte sig til jer og jeres Forkyndelse, a t G u d e r e e n, at der ikke gives to, tre eller mange Guder. Da må I lære, at Gud den Almægtige er den u d ø d e l i g e M e n n e s k e å n d s S k a b e r o g F a d e r, m e n a t H a n i n g e n S i n d e h a r s k a b t M e n n e s k e n e s d ø d e l i g e L e g e m e r.
     Ja, sandelig, jeg siger jer: ville I være Guds Tjenere, da må I alle tjene Ham i Ånd og i Sandhed; d a m å I t a l e m i l d e, k æ r l i g e o g f o r s t å e l i g e O r d t i l a l l e, der i Tvivl, Håbløshed og Anger henvende sig til jer om Hjælp og om Vejledning; da må I, uden at trættes, ideligen trøste og styrke de svage, modløse og vaklende Mennesker; ingen Sinde må I tale hårde, fordømmende Ord til de levende, end mindre må I bryde Staven over de døde; ingen Sinde må I, for at hævde jeres Magt og Myndighed, t r u e m e d e v i g F o r t a b e l s e e l l e r s k r æ m m e m e d H e l v e d e s S t r a f f e o g P i n s l e r.
_________
     ¹) 1914.

112

     Ingen Sinde må I lære, at Menneskeånden efter endt Jordeliv vandrer over i Dyrelegemer, eller at det åndelige Jeg efter talrige byrdefulde, men fremadskridende Vandringer opsluges af det store Intet - nedsynker i en evig Uvirksomhedstilstand.
     Ej heller må I lære, at Selvpinsler eller Bodsøvelser ere Gud velbehagelige. Og ingen Sinde må I udføre blodige Ofringer¹ til den Højestes Ære: ingen Mennesker¹, ingen af Markens eller Luftens Dyr må I ofre; t h i a l t s l i g t e r a f M ø r k e t s f o r f æ r d e l i g e P å f u n d.
     V æ r e r h j æ l p s o m m e o g b